Skopje under forvandling

Moder Teresas mindehus

Det var ikke lige gået op for mig, at Makedoniens hovedstad, Skopje, er fødested for én af det 20. århundredes største skikkelser. Jeg havde godt noteret, at mit hotel lå ud til boulevard, der er opkaldt efter Moder Tereasa. Men der er jo også gadenavne i Danmark, der er opkaldt efter politikere og opfindere, som ikke er fra Danmark. Men Anjezë Gonxhe Bojaxhiu, som Moder Teresa blev døbt, blev altså født i Skopje i 1910, da byen var en del af Kosovo Vilayet, som igen var en del af Det Osmanniske Rige.

Moder Teresa døde for 20 år siden 5. september 1997, små 87 år efter hun blev døbt i kirken, som ligger ved siden af et museum til ære for hende. Det er yderst interessant at se møbler fra hendes fødehjem og ejendele fra hendes ydmyge bolig i Calcutta, Indien, hvor hun i årtier kæmpede for at hjælpe de fattige. Jeg kommer forbi museet en sen aften, da det er lukket. Jeg spørger en ansat, som gør rent, om jeg må få lov at se mig omkring, mens hun gør sig færdig med dagens dont. Det får jeg heldigvis lov til. Det er ikke jordens mest imponerende museum, men det matcher meget godt det simple liv, som Moder Teresa levede. Og så er hun med længder den mest kendte person, som er født i Skopje.

Det gamle fort

Hovedstadens store borg elller fæstningsværk kaldes Skopje Kale. Kale er tyrkisk for fæstning, og det giver god mening, når man står øverst bag de tykke mure og skuer ud over byen, landskabet samt Vardar-floden. Flere steder er der arbejde i gang med at renovere murene, og for få år siden opstod der deciderede optøjer, da den makedonske regering besluttede at opføre et kirkemuseum på fortet, hvor der engang stod en kirke. En beslutning, som ikke mødte opbakning fra blandt andet det tyrkiske udenrigsministerium, der brokkede sig over, at man ville ødelægge den osmanniske kulturarv på stedet. Måske er det derfor, at der stadig er flere steder, man ikke må tage billeder seks år efter. I hvert blev jeg i den grad gennet væk, da jeg ville tage billeder af en gruppe murere i arbejde. Det er ikke det mest imponerende fæstningsværk, jeg har set. Men omkring det ligger en hyggelig park, som mange lokale bruger til skovture og hygge med ungerne. Det ligger også så tæt på den gamle basar, at det er dumt ikke at slå et forbi, når man alligevel er i den del af byen.

Byens nye hjerte

Midt i Skopje bygges der overalt omkring byens centrale plads, hvor flere imposante statuer kæmper om pladsen og opmærksomheden. Blandt andet en kriger til hest, der er hele 22 meter høj. Krigeren ligner Alexander den Store, men skulle angiveligt ikke være det. Statuen er så pompøs, at det næsten er for meget af det gode. Men sådan forholder det sig med en lang række af springvandene og bygningerne i hjertet af det nye Skopje, hvor der bruges ufattelige summer på at skabe seværdigheder for især turisterne.

Den flotte gamle stenbro, der går hen over Vardar-floden, skal man krydse mindst et par gange under sit ophold. Der står små børn og tigger på alle tider af døgnet, hvilket er lidt skræmmende. På vej hjem fra den gamle basar en nat klokken 02 møder jeg de samme to børn, som stod der om formiddagen. De kan ikke have været meget mere end seks og otte år. Der er også bunkevis af insisterende sælgere på pladsen, og jeg havde blandt andet fornøjelsen af at trækkes med en solbrillesælger, der vil sælge 100 procent ægte Ray-Ban-solbriller til 10 dollar. Tag dig i agt!

Den gamle basar

Man skal ikke forvente en basar a la den i Istanbul eller Marrakech, men Skopjes gamle basar har alligevel en sjæl, som resten af byen ikke har. Her er små butikker med skræddere, frisører og smykkesælgere, som gør det til et oplagt turistmål. Der gemmer sig en del barer og restauranter, hvor man kan ryge vandpibe og spise köfte samt kebab for ingen penge.

En gade er udsmykket med paraplyer, som både giver skygge i middagstimerne og holder regndråber væk. Man skal nok være lokal for at bifalde udvalget af tøj, som unægtelig ser noget kikset ud. Jeg ville heller aldrig nogensinde turde købe sølv- eller guldkæder sådan et sted, da jeg er ret sikker på, at hverken 18 eller 24 karat guld er, hvad det giver sig ud for at være. Det mest interessante er faktisk at gå rundt på de mindre gader og betragte de mange slidte facader og de fortrinsvis ældre mænd, der slubrer the, spiller backgammon eller vender verdenssituationen.

Bryggeriet

Efter besøget i den gamle basar og fæstningen kan man med sindsro besøge det lokale mikrobryggeri Old Town Brewery. Det ligger på en hyggelig lille plads, hvor der er livemusik med lokale bands næsten alle aftener. Hvis man gerne vil smage flere forskellige varianter af deres øl, kan man købe et sæt med fem forskellige slags.

Normalt er disse øl ikke mere end 200 milliliter pr. glas, men på dette bryggeri er det lige knap en halv liter. Altså får man mere end to liter øl serveret på én gang. Så gælder det om at gå til den, hvis ikke man vil drikke lunken, flad øl. Heldigvis kan man bestille jordnødder med masser af salt til at speede arbejdet op. Min rejsekammerat og jeg smager pilsner, ale, hvedeøl, stout og en ekstremt røget øl. De smager næsten alle fortrinligt, hvilket jeg fortæller servitricen. Hun inviterer mig ind i selve bryggeriet, hvor den ene af to brygmestre stolt viser rundt mellem de store tanke. Det er landets første mikrobryggeri, som Tenov-familien styrer. De serverer også lækre lokale retter, som gør sig godt til to liter øl. Blandt andet lokale pølser, kålsalat og håndskårne fritter. Skål.