Luxembourg har altid været et slags eventyrland, jeg har forbundet med en legendarisk radiokanal, europæisk flyttebureaukrati og "douze points" til Melodi Grand Prix. Jeg har altid kunnet placere landet på et kort, selv om det kan ligne en blækklat ved siden af nabolandene Frankrig, Tyskland og Belgien.
Der er dog tale om en grøn blækklat, for storhertugdømmet, der har været selvstændigt siden 1815, er umanerligt frodigt. Ikke på den jungleagtige måde naturligvis, men når man færdes i hovedstaden, slår det igen og igen én, hvor mange steder bymidten flænses af grønne årer og kløfter.
Når man står ved en af hovedstadens største kløfter og ser over mod broen Pont Adolphe, er det svært at begribe, man befinder sig midt i en hovedstad. Man kan kun ane enkelte boligblokke i horisonten, og byen skjules næsten af de talrige træarter, der skaber en imponerende grøn palet oven på klippeplateauerne. Neden under os gemmer der sig flere snørklede stinet og faretruende klippeudspring, der fungerer som udkigsposter eller skjulte heller for kærestepar. Går man ned i bunden, er det umuligt at høre den tætte trafik, der ikke skiller sig ud fra den i andre europæiske hovedstæder.
Tænder lys for Jomfru Maria
Det er ikke kun Paris, der har en Notre Dame-katedral. Luxembourg har også en imponerende én af slagsen, selv om den er 300 år yngre end den i Frankrigs hovedstad. Den er opført af jesuitter og stod færdig som kirke i 1618. Først 252 år senere blev den formelt en katedral. Der hersker en herlig stilhed inde i skibet, hvor man kan købe stearinlys for et symbolsk beløb og tænde dem.
Min toårige datter er tydeligvis benovet over den enorme lysestage-anordning, hvor flere hundrede lys blafrer til ære for Jesus og Jomfru Maria, der har lagt navn til katedralen. En fransk skoleklasse på ekskursion spolerer derefter stilheden og tvinger os ned i det underjordiske kapels overvældende gravro, hvor man ville kunne høre en engel gå på tåspidserne.
Man må ikke snyde sig selv for en tur i eller på "Grund", der er en central bydel i dalen, hvor floden Alzette bugter sig gennem. I dagtimerne er det som at gå rundt i Luxembourgs svar på Den Gamle By i Aarhus med masser af istandsatte, gamle huse. De fleste af dem i pastelfarver, der lever godt op til "eventyr"-temaet. Det er stort set umuligt for biler at køre gennem de snørklede gader, så man har for det meste af tiden de brostensbelagter stræder for sig selv. Om aftenen ikke mindst i weekenden skal man ikke regne med at få kvarteret for sig selv, da det er blevet byen samlingspunkt for diskoteker og hotte caféer.
Man må ikke snyde sig selv et besøg i det laksefarvede Neumünster-kloster, der ligger tæt på nogle af de mange middelalderlige tårne og fæstningsværkruiner, der er spredt ud over byen.