Der stod eller på den litauiske hjemmeside, at der var 22 grader i Vilnius tre dage før afrejsen med chance for sol resten af ugen. Enten var det et meget løst slag på tasken fra en praktikantmeteorolog, eller så kom der uventet en koldfront af de køligere på tværs.
Da bussen arriverer i Vilnius efter fem timers kørsel fra Riga i Letland er der i hvert fald så tænderklaprende koldt, at man får lyst til at snuppe en vodka direkte fra flasken hos én af de lokale drukkenbolte, der har bestemt sig for at gå omkuld på de sprukne, ligkolde fliser foran stationen.
Intentionerne om at sidde på fortovscaféer og sippe til drinks bliver på rekordfart udskiftet med tanken om at besætte byens mange kaffesteder og ellers forsøge at gå i koffeinchok. Bare for at holde varmen.
På det eneste hostel med ledige "senge", er der kun transportable, rustne radiatorer, der giver hovedpine, hvis de er tændt og halsbetændelse, hvis de er slukket. Derfor er det ikke nogen decideret svær beslutning at bruge mere tid på de lune værtshuse, hvor de lokale modsat naboerne i Letland ikke er nær så reserverede.
Hurtigt falder man i snak, og heldigvis kan langt de fleste, især de unge, snakke et glimrende engelsk og et forståeligt tysk, hvis man har de tilbøjeligheder. De er meget interesserede i både at fortælle om deres land og by og kan være glimrende barometre for, hvilke attraktioner man bør se eller ej. Yderst varme mennesker.
Totalt makeover
Når man har drukket sig mod til, kan man uden problemer gå om bord i det historiske centrum, der siden 1994 har været på UNESCOs verdensarvsliste. Det vrimler med spektakulære, barokke bygninger, der er blevet smukt restaurerede efter optagelsen i EU i 2004, hvor der pludselig strømmede likvider ind til det nederste af de tre baltiske lande.
Flere af de lokale kan knap nok beskrive den ekstreme forandring, der har fået centrum til at tage sig ud som den forbløffede hovedperson i et amerikansk "makeover"-show for bygningsværker. Den gamle by er én af de største af sin slags i Europa med hele 1500 bevaringsværdige bygninger opført gennem flere århundreder, hvilket kan ses i sammenfaldet af gotisk og renæssancestil.
Min kammerat Theo og jeg bor blot et stenkast fra "Morgengryet Port", den eneste tilbageværende af de oprindelige ni porte i bymuren, der blev opført mellem 1503 og 1522.
Det er en udsøgt fornøjelse at passere den flere gange dagligt og bemærke, med hvilken ærefrygt og respekt de lokale skridter forbi. Langt de fleste knejser lige med nakken, får et seriøst blik eller slår diskret korsets tegn foran sig, inden de haster videre for at holde lemmerene frostfri.
I den anden ende af den gamle by ligger katedralen, Katedros Aikste, der blev renoveret i 2006. Hvis man er så heldig at opleve den med delvis blå himmel, er det en fascinerende oplevelse med den næsten blændende, hvide facade og de enorme piller ved indgangen.
Én aften går vi forbi under en gudstjeneste med så mange gæster, at flere må stå i indgangen og slå korsets tegn. Heldigvis er der stillet højttalere op, så alle kan få forkyndelserne med.
Havde det været aftenen efter, så havde der sikkert ikke været et øje. De nationale basketballhelte spiller nemlig Champions League-finale mod Real Madrid. På en fyldt pub betragtes vi som stupide idioter, da vi til stor forundring ikke aner, hvem der spiller. Manchester United virker derfor meget hurtigt som et helt forkert bud på, hvem der vinder Champions League.
Jeg ved ikke, hvad tåbe hedder på litauisk. Men det har givetvis været blandt de mange gloser, der kommer flyvende. Et varmt folkefærd såmænd. Så lidt forbrugerservice; basketball er nationalsporten.
Tommetykke Trakai
Den største attraktion i området, hvis ikke man er kirkefanatiker, er borgen Trakai 28 kilometer vest for Vilnius. Den rødstenede hjerteknuser er placeret i et område med 200 søer, hvoraf den dybeste er 47 meter. Heldigvis går der en bro over, så man ikke risikerer liv og lemmer i en gyngende jolle omringet af isvand.
Midt ude på broen åbner himlen sig pludselig over afleverer sne i mængder, som kun Sibirien normalt kender til. Det føles som små knap så pikante piskeslag og er ikke just motiverende for trangen til at gå rundt på et kampstensgulv uden indlagt varme en hel eftermiddag.
De første omtaler af selve byen stammer fra 1337, hvor tyskerne nævner det i sporadiske optegnelser. Senere skulle stedet med de genopførte tommetykke mure blive fødested for den mest berømte leder i landet, Vytautas den Store, der var med til at tæve Den Tyske Orden i Slaget ved Tannenberg.
De enorme våben-, mønt og kunstsamlinger kan få tiden til at flyve, så man helt glemmer, at man er omringet af helt nye mursten. Borgen er nemlig først blevet genopført fra 1960'erne og frem til 1996 efter i århundreder at have været en ruinhob som Hammershus på Bornholm.
Det bedste ved Trakai er uden tvivl chokoladebutikken midt på hovedgaden. Fantastisk at komme til hægterne og få følelsen tilbage i fingrene med en kæmpe skål grand cru-chokolade på tallerknen og et halvt dusin ekspressoer i maven.
Synes man ikke lige, at navnet Vytautas eller falmede gobeliner giver kriller i maven, så kan en anden attraktion måske få det til at gibbe lidt.
I 1995 blev en bronzebuste af selveste Frank Zappa rejst i Vilnius. Faktisk den første af sin slags i hele verden. Om det skal være hovedargumentet for at udvælge Litauen som rejsemål må den enkelte afgøre, men husk for Vytautas', Zappas og din egen skyld at tjekke vejrudsigten grundigt inden.