Når man bor et sted, der er nedslidt og kedeligt, er det vigtigt at finde nogle steder, der er det modsatte. Nok er Umag på Istriens nordvestligste kyst en by, der flere steder trænger til en kærlig hånd, men modsat vores resort virker det forfaldent på den "rigtige" måde. Altså den, hvor man bevarer et særpræg og ikke blot lader være med at male facaden, fordi det nu engang er det nemmeste.
Byen har cirka 7000 indbyggere, og dens centrum er dejlig overskuelig. Det kan knibe med at finde parkeringspladser på de trange gader, men efter at have cirklet rundt i fem minutter finder vi en ledig plads lige ved en sti ned til vandet. Der er lavvande, så den stenede bund glimter i solen, mens vi betragter, hvordan man har bygget små interimistiske moler og stilladser og placeret restauranter ude over bølgerne.
Vi går langs molen og drukner alligevel. Heldigvis ikke i vand, men tilbud fra meget ihærdige tjenere og kokke, der gerne vil lokke os ind på deres restaurant. Flere af dem tilbyder specielle rabatter og gratis drikkevarer, hvilket vi snart skal finde forklaringen på. Det viser sig nemlig efter en ganske fortræffelig frokost, at vores regning kommer på kroatisk, hvilket giver lige så meget mening som hieroglyffer.
For sjov slår vi ordene på regningen op for at se, hvad de dækker over. Vi erfarer, at alle ni mand har betalt et såkaldt "brød-gebyr" på 15 kroner pr. mand. Det dækker lige præcis den besparelse, vi fik på drikkevarerne. Ikke nogen formue, men med til at understrege, at man skal kigge sig for, inden man punger blindt ud.
Nu er restaurationsmaden i forvejen cirka halv pris i forhold til Danmark, så man spiser stadig forrygende billigt og godt til prisen. Som inkarneret kødelsker kan jeg på det varmeste anbefale de kroatiske grill-platter, mijesano meso, der bugner med velstegte steaks, koteletter, krydrede pølser og saftige cevapcici-frikadeller. Vi får flere gange serveret et fad med to-tre kilo kød til fire mand, hvilket næsten er for meget af det gode, når man har et princip om aldrig at levne kød. Den filosofi kan jeg ikke følge til dørs i Kroatien, der efter Argentina må være det land, der griller bedst og mest.
Muslinge-sælgere
At Umag ligger i et område, der har været under italiensk herredømme i århundreder, fornemmer man tydeligt. Byens kirke og dens tårn ved siden af på det centrale torv kunne lige så godt have stået i Umbrien eller Lombardiet. Eller mere oplagt Friuli-Venezia Giulia, der grænser op til den 10 kilometer smalle slovenske tange, som adskiller Italien og Kroatien.
Vi er kommet af sted midt i den smeltende middagssol, hvor vi har byen stort set for os selv.
En flok håbefulde børn, der sælger muslingeskaller foran kirken, er stort set eneste tegn på liv. De har slæbt bedstefaren med til at sørge for, at de ikke bliver snydt, når de sælger skallerne for en krone stykket. Vi køber tre og betaler en femmer. Vi får lov at fotografere de generte sælgere, der kløgtigt har placeret sig i skyggen.
Andre har klogeligt gjort det samme. Således finder vi flere boder med broderier i de smalle gyder, der munder ud på det centrale torv. Jeg kan ikke selv brodere, men jeg kan godt se, når der er tale om ordentligt håndarbejde. Jeg falder dog ikke for fristelsen for hverken dækkeservietter, duge, sengetøj eller gardiner. Men jeg kunne sagtens se mig selv kaste mig over en mijesano mesa mere inden tilbageturen til vores triste bungalows.