På Istriens sydlige spids ud til Adriaterhavet finder man byen Pula med tydelig romersk oprindelse. Inden rejsen til Kroatien sneg byens imposante colosseum sig ind på en klar førsteplads over seværdigheder, der skulle opleves. Og selv om man har stået på det "rigtige" Colosseum i Rom, så er denne knap så store fætter betagende både som gratist og betalende.
Først skal man dog finde det 2000 år gamle bygningsværk, hvilket kan være et problem, når man er blevet guidet forkert på sit hotel. Eller har misforstået kørselsvejledningen.
I en halv times tid har vi kørt rundt i en kogende bil i et charmeforladt industrikvarter uden at lokalisere et skilt med ordet "centrum" og "colosseum". Eller andet, der kan give os et fingerpeg om, hvilken retning vi skal køre for at finde frem til Pulas seværdighed nummer et. Først da vi holder ind og spørger en gruppe vejarbejdere, finder vi ud af, at vi er helt galt på den. Det ligger ikke fem kilometer uden for centrum, som vi havde troet. Det ligger direkte i midten af byen med gode parkeringsmuligheder ved den nærliggende havn.
Pulas colosseum er blandt de seks største af de 200 bevarede romerske arenaer, og det er det bedst bevarede monument fra antikken i Kroatien. Det har også fundet vej til 10 kuna-sedlerne, som man skal smide syv af for at komme indenfor. Det er 70 kroner, hvilket er helt fair for en attraktion af denne kaliber.
Man føler sig dog lidt taget ved næsen, når det går op for en, at man kan se stort set det samme udefra, hvis man går rundt om bygningsværket. Faktisk er der næsten bedre udsigt fra en vej over amfiteatret, hvor man tilmed kan nyde en kold, lokal øl imens.
De store kanoner
Der kunne være 23.000 tilskuere i antikken, hvilket er 18.000 flere end i dag, hvor der holdes mange koncerter i hjertet af colosseumet. Det viser sig, at en lang række verdensnavne har optrådt der: Luciano Pavarotti, Andrea Bocelli, José Carreras, Jamiroquai, Anastacia, Eros Ramazzotti, Alanis Morissette og Sinéad O'Connor. Foruden flere navne, der de seneste år har gæstet Odense: Elton John, Sting, Tom Jones og Norah Jones.
Måske har Den Fynske Landsby samme booker, der gerne sender sine kunstnere til spektakulære amfiscener? I så fald må det fynske spillested bøje sig i støvet. At høre en koncert i disse rammer med 30 meter høje mure hele vejen rundt må ganske enkelt være magisk.
Heldigvis blev plyndringerne af stedets limsten stoppet i 1300-tallet, efter at byens indbyggere i knap 800 år havde ranet limsten til sig. Det overlevede også venetianernes æra i Istrien, hvor der blev talt om at pille arenaen ned sten for sten og opføre den i Venedig.
Hvis det var sket, havde man ikke kunnet slæbe sig rundt i 40 grader og tænke på, hvordan det må have været at blive jagtet af vilde dyr eller slagtet af skånselsløse gladiatorer. Lugten af død må have været forfærdelig. Næsten lige så forfærdelig som stanken ved havnen, hvor man er i gang med omfattende renovering af byens kloakker. Med stanken hængende i næseborene sætter vi kurs mod Rovinj 36 kilometer mod nord forbi støvede marker og snorlige rækker med vinranker.
På glatbane i Rovinj
Hvis man kan tale om postkort-byer, kommer man ikke uden om Rovinj. De pastelfarvede huse, der rejser sig stolt op i den gamle del af byen, skriger nærmest på at blive foreviget i den generøse eftermiddagssol. Der er ikke Venedig-tilstande, men det snerper derhenad. Jøsses, hvor er der mange turister. De flokkes om de mange havnerestauranter som fluer om en tabt slikkepind. Og vi hjælper ikke på det med en trup på ni mand.
Vi beslutter af en eller anden tåbelig grund at tage vandreturen op til kirken St. Euphemia, der er juvelen på Rovinjs krone. Med en billig, ringe rejseklapvogn op ad spejlblanke, brostensbelagte gyder er der nærmest tale om en mission på niveau med den første månelanding. Vores treårige datter brokker sig højlydt, mens vi på skift mosler af sted med hende og får hende til at stamme sine vredesudbrud ud til stor morskab for alle andre.
Hun bliver dog i bedre humør, da hun får lov at fise rundt på pladsen foran kirken. Imens nyder de voksne udsigten over byen og havet, der ligesom havnene er proppet med fiskerbåde og lystyachter. Man ser også tydeligt, hvordan øen med en kanal fra 1763 nu blot er en halvø.
Mopset maler
Vejen ned er lidt mere behagelig, selv om vi stadig kegler rundt som Bambi. Først støder vi ind i en hyggelig bar i en labyrintisk afkrog. Så ender vi på et lille skyggefuldt torv med hyggelige restauranter. Så finder vi igen tilbage til byens kendte "kunstner"-gade, Grisia, hvor gallerierne ligger så tæt, at malingen fra de knap færdigtørrede lærreder må smitte af.
Jeg læste et sted, at der var tale om dygtige malere. Glem det. Der er tale om fup og fidus. Idéen om at samle en masse gallerier er prisværdig, men den udstillede kunst er masseproduceret, elendig og decideret skrammel. Det er souvenirs af den slags, man nyder ude, men afskyr hjemme.
En ældre dame sidder koncentreret og maler et billede af havnen midt på gaden, da hun flyver op i raseri over, at der tages et billede af hende.
- Hvad ligner det? Er jeg måske din mor? svovler hun, mens den tyske turist flygter skræmt.
Det virker som en overreaktion, når man placerer sig med pensel og lærred lige midt i strømmen af tusindvis af turister, der ikke kan klandres for hellere at ville have et billede af kunstneren end hendes kunst.
Endnu en gang forlader vi en smuk by med en fæl stank i snuden. Denne gang er det et skib, der har lækket brændstof i vandet tæt havnefronten. Vi begynder at kunne spore blågrønne slør på vandoverfladen og ender med at må holde os for næsen, indtil vi igen er i bilen. Nu med kurs mod Porec.
Hvis vi havde håbet på færre turister i Porec, kunne vi hurtigt tro om igen. Hvis der var sort af turister i Rovinje, er der kulhamrende sort i Porec. Og et eller andet sted forstår man det godt. De snævre gader er fyldt med hyggelige restauranter, hvor man kan boltre sig i de kødrige kroatiske retter eller forkæle sig selv og ungerne med isdesserter store som arktiske isflager.
De kræver også godt med sukker til hjernen, hvis man skal kapere, hvor mange tilhørsforhold byen har haft, siden romerne grundlagde den for 2000 år siden. Således har det været regeret af og hørt under: byzanterne, østgoterne, frankerne, patriarkatet Aquilera, venetianerne, genoveserne, habsburgerne, det italienske kongerige, den illyriske provins, det første franske kejserrige, kejserriget Østrig, det østrig-ungarske rige, Kroatien, Jugoslavien og atter Kroatien. Vær venlig at lær udenad!
Dyreste slik nogensinde
Pyha, så er det vist tid til en espresso på Caffe Bar Casablanca med Humphrey Bogart-plakater på murene. De pynter noget mere end de tarvelige reklamer for pizza, fiskeretter og lasagne, der skæmmer en stor del af de stemningsfulde, gamle bygninger.
Etablissementet for filmelskere er heller ikke helt så overrendt og dyrt som de fashionable steder på havnefronten i nærheden af luksuriøse Grand Hotel Palazzo.
I stedet for at bruge en halv månedsløn på en frokost med udsigt til yachter i "dem får jeg aldrig nogensinde råd til"-klassen bruger vi en kvart månedsløn i en butik med bland-selv-slik.
Vores datter nægter simpelthen at følge med, hvis ikke vi først køber kroatisk slik. Fra tyske Haribo. Til en turistvenlig pris på blot 30 kroner pr. 100 gram. Det bliver den dyreste slikpose, jeg nogensinde har betalt. Men med tanke på, at vi tidligere fik en isdessert smidt i nakken, ender opholdet i Porec med at balancere nogenlunde.
Vi kører derfra med fyldte maver og hoveder helt uden lugtgener af nogen art. Tre byer på en dag kan virke som for meget af det gode. Og ret skal være ret: Samtlige byer kunne sagtens optage en hel dag på rejsen.