- Ved du godt, at Prizren er verdens niendesmukkeste by? spørger
en skoleelev mig en smuk eftermiddag på byens fort med en urimelig
flot udsigt over byen.
- Nej, det havde jeg ikke hørt, svarer jeg.
Og spørger, hvem der har besluttet det, eller hvem der har stået
bag den pågældende afstemning.
- Det ved jeg ikke, sådan er det bare, konstaterer skoledrengen
Bilan på 17 år.
Når man står på Kaljaja, som fortet hedder på albansk, og kan se
talrige moskéer langs Bistrica-floden, er synet bestemt
imponerende. Men en niendeplads globalt er nok i overkanten trods
alt, da man tydeligt kan se på byen, at den blev hårdt ramt under
Kosovokrigen fra 1996 til 1999. Hele kvarterer blev ødelagt, og i
marts 2004 blussede urolighederne igen op mellem kosovoalbanere og
serbere, da serbiske kvarterer blev hærget og en lang række
ortodokse kirker smadret under tre dages optøjer.
Det er på mange måder forunderligt, at man har en muslimsk enklave
klemt inde mellem en række ortodokse lande. But don't mention the
war ...
De mange moskéer, de fem daglige bønner fra de mange minareter og
de mange slør- og burkaklædte kvinder skal man lige vænne sig til,
fordi der trods alt er tale om et europæisk land blot to timers
flyvning fra Danmark.
Mit hotel ligger få hundrede meter fra den berømte Sinan
Pasha-moské, som godt nok ikke er særlig stor, men umådelig vigtig
for lokalbefolkningen. Moskéen blev restaureret efter Kosovokrigen,
og fra de nærliggende caféer og restauranter betragter jeg flere
gange dagligt det enorme rykind, når der kaldes til bøn. Man kan
også sagtens besøge moskéen som turist, så længe man tager sine sko
af som mand og er barfodet samt tildækket som kvinde.
Kirker bag pigtråd
Det er ikke kun kvinder, der er tildækket i Prizren. Flere af byens
kirker, hvoraf enkelte er flere hundrede år ældre end moskéerne,
blev ramt af de lokale kosovoalbaneres vrede i 2004. Derfor er de
dækket med presenninger og spånplader.
35 kirker blev smadret, berøvet og sat i brand. Præcis som serberne
i øvrigt gjorde med mange moskéer.
Efter optøjerne blev de fleste serbere fordrevet fra byen, mens
kirkerne stadig venter på at blive sat i stand. Foran flere af dem
sidder der vagter i døgndrift, fordi man frygter, at
vandaliseringen fortsætter uden opsyn. Mange af kirkerne har i
øvrigt fotoforbud, selv om de er lukkede, så man skal lige kigge
sig omkring efter skiltning, inden man knipser løs.
Den mest spektakulære af disse kirker er Vor Frue Kirke af Ljeviš,
der blev opført i 1400-tallet som en ortodoks kirke. Den blev
omdannet til moské i Det Osmanniske Rige og konverteret tilbage til
ortodoks kirke i begyndelsen af det 20. århundrede. En plade med
arabiske bogstaver på gavlen er eneste bevis på tiden som moské, og
man kan ikke længere komme ind i kirken, der er omkranset med
pigtråd.
Det gør altid ondt at se historiske bygninger blive destrueret,
uanset hvilken religion der praktiseres indeni. Forhåbentlig bliver
forholdet mellem kosovoalbanerne og serberne en dag så godt, at
kirkerne sammen med moskéerne kan gøre Prizren endnu mere oplagt
som turistmål.
På en dag kan man nå at se de fleste attraktioner i midtbyen og
samtidig bruge det meste af eftermiddagen og aftenen på borgen.
Derfor er Prizren oplagt som en afstikker fra hovedstaden Pristina
eller som stop mellem Pristina og Skopje i Makedonien som på denne
tur. Det er meget muligt, at det ikke er verdens niendeflotteste
by, men én af de pæneste i Kosovo er det uden
tvivl.
Kåde unge
Jeg har booket turen til Prizren uden at ane, at der om søndagen
holdes en enorm byfest med en løjerlig tradition. Den går ud på, at
hold dyster mod hinanden i at sejle ned ad Bistrica-floden i store
gummiringe og konkurrere om, hvem der først når byens berømte
stenbro. Broen er faktisk ikke særlig gammel, men det er en tro
kopi af den 700 år gamle bro, der mistede livet under en
oversvømmelse i 1979.
Området omkring broen er sort af mennesker, der hepper og filmer
med deres mobiler. På modsatte side står et band og spiller Bob
Marley-sange så højt, at man nærmest ikke kan føre en samtale.
Overalt går unge piger - uden slør - rundt med balloner formet som
hjerter, som de har fået foræret af deres kæreste eller en ung
bejler.
Det går ikke just hurtigt for deltagerne på floden på
opløbsstrækningen. Men det gør ikke jublen mindre hos de flere
tusinde tilskuere, da to deltagere ligger side om side de sidste 10
meter. Den første gummibåd passerer stenbroen til tonerne af "No
Woman, No Cry", og ikke et øje er tørt.
Jeg har tænkt mig at gense borgen, men har ikke kalkuleret med, at
ALLE andre også har fået den idé. Turen derop tager ikke mere end
15-20 minutter, men jeg går i kø hele vejen. Det betyder også, at
borgen er proppet med unge, som i kådhed stiller sig op på
borgmuren for at tage selfies. Flere steder med 20-30 meter ned på
klippegrund ...
Jeg forsøger at abstrahere fra deres skødesløshed, men er ved at få
hjertet galt i halsen, da en dreng tager tilløb og springer ned på
en afsats, hvor han er lige ved at miste balancen.
Skyerne er stort set blevet brændt af hen under aften, hvor solen
farver de mange røde tegltage. Jeg har ikke fantasi til at
forestille mig, hvor langt man kan se. Men det er hele den stejle
gåtur værd. Eller køretur som i tilfældet med to seje rødder på
hver sin knallert, som larmende suser gennem horderne af unge på
bedste Balkan-manér og parkerer helt fremme ved borgmuren. Det
svarer til at køre en knallert op i toppen af Rundetårn. Man kan
kun smile.
Ufatteligt billigt
80 kilometer mod nordøst er der også en magisk udsigt fra Pristinas
Moder Teresa-katedral. Katedralen er under ombygning, da jeg
besøger den, men en venlig ansat forbarmer sig over mig, da jeg
fortæller, jeg kommer helt fra Danmark.
Jeg får lov at tage elevatoren op i tårnet, hvor der er en
glimrende 360-graders udsigt over hovedstaden. Der er masser af
kraner, som er i gang med at bygge nyt mellem de øst-inspirerede
boligblokke. Man kan se direkte ned på en af de mest besynderlige -
og i mine øjne grimme bygninger i Pristina - i form af det
nationale bibliotek. Det ligner arkitekturens svar på en kønssygdom
med gevækster i form af kupler og jerngitre overalt. Bygningen er
meget mulig opsigtsvækkende, men der er i den grad tale om en
skizofren attraktion.
Noget pænere er den - desværre aldrig åbnede - kirke i parken.
Byggeriet af Saborni hram Hrista Spasa u Prištini blev sat i bero
på grund af Kosovo-krigen og umiddelbart tyder intet på, at den
færdiggøres.
Det centrale strøg - gågaden opkaldt efter Moder Teresa - emmer af
storby og er med til at understøtte indtrykket af en hovedstad, der
er langt mere vestlig end Prizren. Der er færre burka-klædte
kvinder, og med de mange smarte restauranter med engelske navne kan
man sagtens glemme, at man befinder sig i hjertet af Balkan. Det
mindes man dog om, når man er ude at spise eller drikke. Efter
dansk målestok er Kosovo næsten absurd billig. Og
billigere end mange asiatiske og sydamerikanske destinationer, som
er kendt for det lave prisniveau. En stor Peja-fadøl finder man til
otte kroner på en fancy bar, hvor der tilmed er gratis peanuts med
i købet. En mojito samme sted koster 16 kroner - med mindst dobbelt
så meget rom som i Danmark.
Bartenderen anbefaler den lokale restaurant Liburnia, der brillerer
i lokale retter og ikke mindst grillet kød. Den anbefaling er
hermed givet videre. Sjældent har jeg spist så godt og drukket så
fin en bordvin til så få penge. Man kan få en treretters menu til
70-80 kroner og husets vin til 45 kroner.
Det i sig selv burde være grund nok til at tage det direkte fly fra
Danmark til Kosovo. Heldigvis er der masser af andre
grunde til at besøge et af verdens yngste lande.