Da jeg for et par år siden dyrkede Netflix-serien ”Sense8”, var der mange scener, der blæste mig bagover og inspirerede mig. Men intet slog mig som optagelserne i den italienske by Positano, der er en af de smukkeste byer på Amalfikysten.
Jeg googlede serien for at finde ud af, hvad byen hed, inden jeg satte et stort kryds på et kort og meddelte resten af familien, at vores næste ferie til Italien absolut måtte indeholde et besøg i den farvestrålende by.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forestillet mig, men byen var proppet med turister, da vi ankom i midten af juli (i 2019), hvor corona endnu ikke var født.
Vi var blevet advaret om, at byerne på Amalfikysten og Capri ville svømme over med turister, men centrum af Positano var så tætbefolket, at vi besluttede os for at søge mod udkanten af byen.
Det betød til gengæld, at vi fik set mere af byen end de fleste turister, som ikke magter de mange stejle trapper og snoede gader. Vi gik mod vest og havnede ved den skønne Fornillo-strand, hvor det virker til, at det især er lokale, som optager liggestolene.
Lokale fiskere sejler mellem Fornillo og den mere centrale strand i centrum af Positano. Det koster to euro pr. mand og sparer dig for mindst en times vandren. Det betyder dog også, at man får et unikt syn af byen fra vandsiden, hvor man først passerer stejle klipper og dernæst ser byen åbne sig op på skrænterne. Det er faktisk aldeles betagende.
Vi skyllede os under betalingsbrusere på stranden, inden vi fortsatte på gåben mod øst og restauranten og hoteller fra Netflix-serien. Der var ikke overraskende kø langt ned ad gaden for at få et bord. Der er nemlig kun en håndfuld restauranter og hoteller med udsigt over det gamle Positano, som indhylles i fortryllende lys før solnedgang. Efter at have spurgt fire-fem steder og fået besked på, at alle borde var optaget frem til lukketid, konkluderede jeg, at billederne måtte tages fra gaden, hvilket heller ikke ligefrem var ringe.
Vi fandt en Michelin-restaurant nær kirken Chiesa di Santa Maria Assunta, hvor der var ledige borde. Maden var fremragende, og prisen skal vi ikke tale om. Men lad mig bare konstatere, at børnenes spaghetti bolognese kostede det samme som en god bøf i Danmark.
Positano kræver helt sikkert flere besøg, og vi konkluderer, at tidlig maj eller september formodentlig vil være et oplagt tidspunkt.
Masser af små perler
Vores hotel lå lige syd for Napoli i Castellammare di Stabia, hvorfra man relativt hurtigt kan komme til et væld af pittoreske byer. Vi havde på forhånd valgt Positano, Sorrento og Ravello ud, men endte med at gøre stop i flere andre byer, der tog pusten fra os.
Amalfis naboby, Atrani, er et godt eksempel på en by, der ikke levnes megen plads i guidebøgerne, men som er fuldstændig magisk. Stranden er eminent, og den eftermiddag, vi besøgte byen, var der ikke en brøkdel af den mængde turister, som vi så i Amalfi og Ravello.
Man kan parkere i en underjordisk p-kælder i den vestlige del af byen. Derfra kan man faktisk gå hele vejen til Amalfi i en tunnel. Det havde vi desværre ikke tid til, men det er endnu et punkt på to do-listen.
Stranden i Furore er også helt unik, men desværre lukket for turister, da trappen ned til den klejne strand er for farlig. Det havde dog ikke hindret en gruppe unge i at springe over en afspærring og løbe risikoen. Vi nøjedes med at nyde udsigten og den smalle bro. Samt en is og kold lemonøl på den nærliggende restaurant, hvor der lige var plads til fire små biler på parkeringspladsen.
Også Maiori er værd at afsætte tid til, hvis man alligevel skal til Ravello. Vi kørte primært dertil for at tage en tur på stranden om formiddagen, og præcis som tilfældet med Atrani var stranden ikke proppet. Langt de fleste gæster var italienere, viste en hurtig stikprøve foretaget fra vores medbragte badehåndklæder. Tæt på stranden, der kløves i to af en lille mole, er der masser af caféer, restauranter og små parker med skygge. Men vi havde planlagt at indtage frokosten i Ravello, der ligger lidt mod syd og placeret lidt inde samt oppe i landet.
Vi parkerede i udkanten af byen tæt på byens kirke - og det kan kun anbefales - da der er meget få p-pladser i hjertet af byen. Vi havde på forhånd besluttet at besøge Villa Rufolo, en maurisk villa fra 1200-tallet. Den matcher ikke helt den spanske fætter, Alhambra, i omfang og detaljer, men udsigten fra de mange terrasser ned over kysten er bjergtagende.
Der lå hundredvis af både i det dybblå vand. De lyste op som hvide perler. De tusindvis af liggestole på stranden i Maiori kunne vi også let se fra mange kilometers afstand. Skik følge eller land fly gælder også i Italien, så vi kørte den ind med pizza til frokost og sluttede dagen med italiensk is på Bar il Panino på Piazza Centrale, hvis navn formodentlig ikke kræver en oversættelse.
Eksklusiv finale
Sidste navn på tjeklisten var Sorrento på den nordlige del af den sorrentinske halvø. Vores gps sagde, at det ville tage 33 minutter at køre de 21 kilometer. Men vi kørte i sneglefart hele vejen og endte med at bruge næsten halvanden time på de talrige hårnålesving. Til gengæld brugte vi kun en time på at finde en ledig p-plads, fordi de ensrettede gader tvang os ud i flere omveje.
Sorrento, hvis indbyggertal tidobles i sommermånederne, er om muligt endnu mere turistet end Positano, og det stod hurtigt klart, at midtbyen skal undgås. Vi søgte ned mod vandet, hvor det viste sig, at det kræver betaling at sikre sig plads på en af de mange eksklusive strandbarer. Vi var møre efter den udmarvende køretur og smed knap 300 kroner for fire liggestole og en parasol to meter fra vandet.
Det var faktisk pengene værd, da det gav adgang til fine toiletter, brusebad og servering under parasollen. Men vi fandt ud af, at der lige på den anden side gemmer sig en offentlig strand, hvor man kan ligge ganske gratis.
Indimellem må man til lommen for at føle sig eksklusiv, og omgivelserne omkring Peter’s Restaurante er præcis som scenerne fra ”Sense8” taget ud af en film. De nymalede gule omklædningsrum og private kabiner med røde striber stråler som juveler under den blå himmel, og vandet har det perfekte strejf af turkis.
Da vi sidst på eftermiddagen vendte tilbage til centrum, stod solen så lavt, at man ikke blev svitset af. Vi spadserede rundt i ro og mag, inden vi forbarmede os og købte dagens anden omgang is til de rødkindede døtre. Et perfekt punktum på en ferie med så mange smukke minder, at det kræver indtil flere fotobøger at rumme.