Hvis man nogenlunde kender området midt mellem den evige (hoved)stad Rom og Napoli, kommer det formodentlig ikke som en overraskelse, at der findes betagende byer langs kysten samt gamle, autentiske landsbyer inde i landet, hvor de fleste turister sjældent kommer.
Men for vores familie på to voksne og to børn tenderer det nærmest en åbenbaring at gæste byerne Sperlonga, Gaeta, Minturno og Sessa Aurunca - de tre første i Lazio- og den sidste i Campania-regionen - der i vid udstrækning kan konkurrere med byerne langs den berømte Amalfikyst syd for Napoli.
Da vi kører fra Napoli mod nord til Baia Domizia, hvor vi har booket et mobilehome på en campingplads, når vi at tænke, at det måske er en af de største fejltagelser i vores rejsehistorik. Vejkanterne flyder med affald, og de fleste byer ser faldefærdige og langtfra indbydende ud. Indbyggerne er fortrinsvis afrikanske, hvilket måske kan lyde racistisk, men blot er en nøgtern observation.
Det begynder heldigvis at se mere lovende ud, jo tættere vi kommer på Baia Domizia. Affaldet svinder, og bygningerne ser knap så faldefærdige ud. Vi har på forhånd udpeget to byer, vi vil besøge. Det er kystbyerne Gaeta og Sperlonga mod nord, vi har planlagt en dagstur til.
Gaeta kan vi faktisk se fra vores campingplads, da byen ligger på spidsen af en tange. Vi parkerer i den gamle del af Gaeta tæt på kirken Santuario della Santissima Annunziata og går langs den nyanlagte promenade og nyder synet af et gammeldags sejlskib. Midt i byen begynder vi en stejl opstigning mod slottet Castello Angioino-Aragonese.
Det er skønt at gå omkring i gaderne uden skyggen af andre turister. Og det er vel at mærke, før corona sætter sit tydelige spor i antallet af udlændinge. Alle hilser høfligt på os, mens vi spekulerer på, hvornår vi møder andre turister.
Vi køber frokost tæt på det gamle posthus og indtager den i en park fyldt med bedsteforældre og børnebørn. Det er så dagligdags og almindeligt, at man kun kan nyde det. Vi havde håbet, man kunne komme ind og se borgen og dens militærmuseum, men den er lukket på grund af restaurering og fungerer også som arrest, så vi må nøjes med synet af de stejle mure og tårnene nedefra.
På vej tilbage mod bilen går vi forbi katedralen Oratorio Don Bosco, hvor udsigten over Gaeta imponerer. Vi konstaterer, at vi helt klart skal tilbage, da vi sidder i bilen med gps’en sat mod Sperlonga mod nordvest.
Hvidkalket labyrint
Sperlonga er omgivet af to sublime strande på hver side af bymidten. Lido Ponente mod nord er en kilometerlang strand med et hav af hoteller, restauranter, bed and breakfast-steder og farvede parasoller, så langt øjet rækker. Bjergene mod nord er en smuk kulisse, men det slår alligevel ikke de smalle, stejle trapper i hjertet af den fotogene by, hvor mange indbyggere har pyntet facaderne med muslingeskaller, kreeret små malerier på elskabe og i det hele taget gjort en indsats for at gøre byrummet charmerende.
Ved det lille torv Piazzetta del Pozzetto er murmalerierne en decideret attraktion. Det er nærmest en middelaldertegneserie, man kan digte løs på, mens man får et tiltrængt skud skygge. Vores døtre elsker de små smalle passager, der virker som en hvidkalket labyrint.
Vi går rundt i længere tid end normalt uden brok, inden vi ender på en bred sti ved vandet, hvorfra vi kan se det nuttede tårn Torre Truglia. Byens oplagte vartegn på en kuperet pynt, som tager sig ud fra sin bedste side sidst på eftermiddagen.
Der er ingen andre omkring eller i tårnet på nær tre teenagere, som ryger en joint bag en mur, mens de griner højt. Vi lader som ingenting og fortsætter til stranden syd for tårnet, hvor man kan gå 50 meter ud og stadig kun stå i vand til knæene.
En sen eftermiddagsdukkert køler af, inden vi går tilbage mod centrum for at spise aftensmad. Vi ender på endnu et lille torv, hvor restauranten Da Martini sul Ponte er leveringsdygtig i både sublim udsigt og pizza. Solen kravler så småt ned ude i horisonten, mens vi bliver enige om, at Sperlonga slår Gaeta og med garanti kræver et besøg med overnatning.
Zigzagger til Minturno
I vores familie har vi en ferieleg, hvor man enten på gåben, på cykel eller i bil skiftes til at sige: ”Højre, venstre eller ligeud.” På den måde ender man altid uforudsigelige steder.
Min ældste datter er med på legen en aften, hvor de to andre tøser har mere lyst til at flade ud med en iPad. Vi kører på små snoede bjergveje og zigzagger gennem landskabet, mens vi med spænding ser, hvordan den næste landsby ser ud. Vi kører rundt en times tid, inden vi vender snuden mod syd og beslutter os for at parkere i Minturno, som spreder sig på begge sider af hovedvejen SS7.
Vi vælger den gamle del af byen, som ligger på en bakketop mod nord. Vi holder tæt på kirken Chiesa di San Pietro Apostolo og går op mod udsigtspunktet på Piazza Roma, hvor vi finder monumentet med det mundrette navn Monumento ai caduti della prima guerra mondiale, som jeg googleoversætter til et monument for første verdenskrig.
Pladsen er fyldt med familier med både børn, forældre og bedsteforældre. Vi køber en is i isbutikken Effetto tæt på den nærliggende Piazza Portella og finder et roligt sted at nyde solnedgangen over kysten og bakkerne mod nord.
Så italiensk, som det kan blive
På campingpladsen er jeg flere gange faldet i snak med en ung mandlig ansat, som tager sig af engelsktalende gæster. Jeg spørger ham, hvilke byer i området han vil anbefale at besøge. Det viser sig, at han kommer fra Sessa Aurunca en halv times kørsel fra Baia Domizia. En by, hvor der både gemmer sig et romersk teater, en katedral og indtil flere hyggelige torve.
Vi parkerer lige ved siden af det romerske teater ud for den ældste del af byen, der som en tunge i landskabet stikker mod syd. Det viser sig at holde stik, at byen ikke er overrendt af turister. Jeg kan ikke komme i tanke om, at familien på de gentagne rejser til Italien har befundet sig i en by, hvor autenticiteten stråler ud af hvert eneste pizzeria, slidte facade eller atmosfærefyldte torv.
Folk hilser høfligt og ser næsten undrende på vores blonde familie. Hvordan har vi dog forvildet os ind i deres by og videre ind i en legetøjsbutik, som formodentlig ikke har ændret sig siden 1970’erne, eller tobaksforretningen, hvor de sælger slikposer til 10 cent.
Vi sætter os på en bænk og nyder tonerne fra af et lokalt band, der optræder ved springvandet Fontana Dell’Ercole, inden vi følger lokal skik og indtager pizza til aftensmad. Alt andet ville være blasfemi.
Pizzeriaets navn, Antica Pizzeria Del Castello, er lige så pompøst som navnet på den smukke, lyserøde kirke, hvis kuppel man kan ane fra pizzeriaet. Chiesa dell’ Annunziata - Parrocchia Sant’Eustachio er desværre lukket, da vi er færdige med af spise Sessa Auruncas pizza Diavolo. Det betyder nok desværre, at vi også er nødt til at vende tilbage hertil.