Jeg burde have fulgt bedre med i historietimerne på gymnasiet, da Romerrigets historie blev gennemgået. Jeg husker tydeligt, at det blev delt i et vestligt og østligt imperium, men jeg har glemt eller fortrængt, at hovedstaden i den vestlige del af Romerriget var Ravenna. Efter italienske målestoksforhold i dag en mindre by med cirka 150.000 indbyggere.
Efter en lille uge ved adriaterhavskysten har familien lyst til at se noget andet end strand og pool. Fra vores campingplads er der cirka 100 kilometer til Venedig, som flere andre familier fra campingpladsen besøger på endagsture. Men efter at have set dem komme udmattede og gennemblødte tilbage efter sightseeing med en million andre turister i 37 graders varme, beslutter vi at sadle om.
Jeg går i gang med at studere det medbragte kort for at se, hvor i nærheden vi kan få lidt autentisk Italien ind under huden uden at blive trampet ned af japanere og kinesere. Et sted, vi relativt let kan køre til.
Ravenna ligger lige til højrebenet blot 25 kilometer fra campingpladsen, og da vi ankommer til byen en tidlig eftermiddag, er det en leg at finde ledige p-pladser i udkanten af centrum.
Barneengle i hobetal
Vi har på forhånd plottet tre-fire af de største attraktioner ind på et bykort og taget højde for, at vores to døtre på fire og otte år ikke gider se 117 kirker eller stå i kø i timevis for at besøge et gammel kloster.
Ravenna har hele otte bygninger på Unescos liste over bevaringsværdige fortidsminder, hvilket er imponerende for en by med halvt så mange indbyggere som Aarhus.
Forældrene er forberedt på at lokke med is, spaghetti og andre lokale specialiteter for at få poderne til at arte sig. Og det går ganske godt den første times tid, hvor vi lægger hårdt ud med katedralen Duomo di Ravenna, hvor pigerne er ved at falde bagover på grund af den sindssyge detaljegrad og ekstravagante udsmykning i kapellerne. Det er da også til at blive fuldstændig rundtosset af at forsøge at kapere mængden af barneengle, guldmønstre og inskriptioner.
Der er to andre turister i den enorme kirke, hvilket bekræfter os i, at det var den helt rigtige beslutning at vælge Ravenna frem for Venedig.
Lige ved siden af katedralen ligger en 1500 år gammel døbefont i Battistero Neoniano. Vi forsøger at forklare døtrene det usædvanlige i, at mennesker er blevet døbt i den ottekantede bygning længe før, at vikingerne regerede Danmark. Responsen er afmålt. Derfor dropper vi at betale 10 euro pr. mand for at træde indenfor.
Da vi lidt senere går på en de smukke gågader, finder vi til gengæld en attraktion, der tager kegler.
- Hvad er deeeeeet, råber den yngste på fire år.
- Øh, det er en mønttelefon, svarer jeg.
- Må vi ikke prøve at ringe, tiggerne pigerne, mens de trykker på samtlige knapper.
I 10 minutter fører de fiktive telefonsamtaler med bedsteforældre i Danmark gennem den røde plastictelefon, som formodentlig er 1490 år ældre end Ravennas ældste attraktioner. Sådan bliver man til stadighed overrasket, når man rejser med børn.
Dantes gravsted
Ravennas centrale torv er en lille, rolig perle. Her er få restauranter og forbløffende få mennesker. Vi napper dagens første is og finder en ledig bænk, hvorfra vi kan nyde arkitektur og hvile (børnenes) ben, der nægter at gå mere, før der er kommet is i tanken.
Vi beslutter os for at tage en tilfældig vej og se, hvor den fører os hen. Det skal vise sig, at den leder os ned til Basilica di San Francesco, som må siges at være et interessant bekendtskab. Det var her, Dante blev begravet i 1321. Altså for knap 700 år siden. Resterne af hans knogler befinder sig i et lille mausoleum uden for kirken. Jeg troede ellers, jeg havde besøgt hans grav i Firenze, men det viser sig kun at være et mindesmærke.
At Italiens mest berømte digter blev begravet lige her for 700 år siden, imponerer trods alt døtrene. Men det er igen noget helt andet, der for alvor fanger opmærksomheden.
Tæt på indgangen af kirken er der en form for dukkespil med Jesus, Jomfru Maria og de tre vise mænd. Altså scenen fra Betlehem. Hvis man smider en mønt i, får man et par minutters dukkespil, som vækker endnu større glæde end mønttelefonen.
Kirkens krypt står under vand, hvor der tilmed svømmer guldfisk. Den detalje fangede jeg desværre først, da vi var tilbage på campingpladsen. Men det er så én af mange gode grunde til at vende tilbage til Ravenna.
Blandt andet kan man tilbringe timevis på én af caféerne under de skyggende søjler på nabobygningen til Basilica di San Francesco. Den har det mundrette navn Cripta Rasponi e i Giardini Pensili del Palazzo della Provincia. Her kunne man snildt tilbringe det meste af en dag, hvis man ikke har to utålmodige tøser på slæb.