Jeg var advaret på forhånd af familiemedlemmer og kolleger, der havde skræmt mig med frygtelige fortællinger om kilometerlange køer under den fæle italienske sol. Men at det var så slemt, havde jeg aldrig drømt om. Rom må ud over tilnavnet "Den evige stad" kraftigt bejle om titlen "verdens kø-hovedstad".
Efter to dage, hvor min kone og jeg tilbringer så lang tid i
køer ved Vatikanet og ved Colosseum, at vi frygter, om vi kan nå
flyet hjem, beslutter vi at tage sagen i egen hånd og vende døgnet
på hovedet.
Derfor planlægger vi, hvordan vi kan spise sen aftensmad og
derefter tage ud for at opleve hovedattraktionerne uden at skulle
bekymre os om kødrande af andre turister og de mange irriterende
sælgere, der klæber til dem.
Byer af Roms størrelse sover aldrig helt, så flere steder er der stadigvæk en del turister omkring midnat. Ikke overraskende vælger en del af dem og festlystne lokale at slutte aftenen eller begynde natten på Den Spanske Trappe, der ligger yderst centralt.
Vi er i Rom på en forlænget i weekend, så der sidder vel 100 mennesker på eller omkring de berømte trapper, hvilket er en tiendedel af antallet samme formiddag. Der mindede trappen om den berygtede lort med tusindvis af sværmende fluer. Hen under midnat er det langt mere udholdeligt.
Man kan pludselig se trappen, der ret beset ikke er noget specielt monument, når man sammenligner med den nærliggende Trevi-fontæne.
Plads til eftertænksomhed
Titanen Okeanos, der i den græske mytologi er ophav til alle kilder, rider sine bevingede heste gennem vandmasserne og virker endnu mere monstrøs og mytisk hyldet ind i et næsten guldagtigt skær, der skyldes de mange projektører på og omkring springvandet.
I stedet for at stå klemt inde mellem en japansk landsby og en deling militant udseende russere, er der lidt i klokken 1.00 om natten kun en håndfuld turister ved fontænen fra 1762. De fleste af dem nyforelskede unge, der ikke ænser det 26 meter høje springvands talrige detaljer, men kun hinandens tunger og opdagelseslystne hænder.
Det siger næsten sig selv, at færre mennesker giver mere ro og dermed plads til eftertænksomhed. Uanset om befinder sig foran Trevi-fontænen, Colosseum, Peterskirken eller Sant' Angelo-slottet, der er kejser Hadrians bemærkelsesværdige mausoleum.
Man begynder at tænke over, hvordan disse spektakulære bygninger er opført. Hvordan de har klaret sig gennem alt fra 300 år til to årtusinder uden at synke i grus, og hvem der har stået på de samme glatslidte fliser og tænkt de samme tanker.
Næsten mutters alene
Vi bor tæt på Vatikanet, så natten slutter på Peterspladsen, hvor der blot er 10-15 andre nattevandrere. På en plads, hvor der har stået flere millioner mennesker til diverse katolske ceremonier, kan man roligt konkludere, at det ikke føles overrendt.
Jeg tror ikke, at man på noget som helst tidspunkt kan befinde sig helt alene på Peterspladsen, selv hvis man var pave.
Så vi finder et helle, hvor vi nyder roen og synet af det overjordiske bygningsværk, der ikke virker mindre storladent med spotlys på den 43 meter brede kuppel. Det er bestemt ikke sidste gang, vi er taget på storbyvandring by night.