Det er næsten for godt til at være sandt! En flybillet fra Billund til Pisa for en krone. Altså ikke en kongekrone af guld men en af dem med hul i fra lommen fyldt med uld.
Det lyder som et reklamestunt af de bedre. Ikke desto mindre ankommer jeg sammen med kæresten en sen fredag aften og kan konstatere, at det ville have kostet mig 150 gange så meget at komme fra Odense til Billund som fra Lego-hovedstaden hele vejen til Det Skæve Tårns hjemby. Livet er fuld af besynderligheder. Og heldigvis masser af god mad og italiensk vin til at skylle efter med.
Jeg havde ringet på forhånd for at booke værelse i Pisa, hvilket viste sig at være en italiensk pendant til "Mission Impossible". Derfor ringede jeg til et hotel i Firenze fredag formiddag for at høre, om de havde et ekstra dobbeltværelse.
- "But no problem, sir. Just you come. No problem. See you tonight, yes", var de helt eksakte ord, som receptionisten brugte.
Da vi ankommer klokken 2.30 efter en problemfri bustur fra lufthavnen i Pisa, virker hans afløser dog ikke helt så nem at stikke i. En indonesisk halvblodsitaliener. Ny på jobbet og satans stædig. Der er ikke noget at gøre, vi må ud i kvarteret, der åbenbart om natten fungerer som hjemsted for et meget farverigt publikum. Mens vi zigzagger forbi stor- barmede afrikanske glædespiger, stopper vi op på hvert eneste hotel.
Alt optaget. Angiveligt på grund af maratonløb. Endelig finder vi et sted, hvor recep-tionisten kan hjælpe.
- Jeg har en ven på Hotel Leonardo da Vinci. Jeg skriver lige navnet ned, så I ikke glemmer det, siger han.
Springvandsmekka
Jo tak! Klokken 3.00 om natten midt i Firenze uden hotel er det jo oplagt at glemme navnet på den mest berømte italiener gennem historien. Hotel Berlousconi klinger i hvert fald ikke på samme måde af pomp og pasta.
En halv time senere falder vi omkuld på et futuristisk indrettet værelse, som selv manden bag hotelnavnet ville have fundet gennemført blæret. Vi havde ikke lige på forhånd kalkuleret med, at det meste af centrum ville være spærret af i weekenden på grund af det omtalte maratonløb. Så vi bliver nødt til at skifte retning mange gange i timen, præcis som deltagerne, for at finde hen til de store kryds, vi omhyggeligt har sat på vores attraktionskompas af et bykort. Når man kommer lidt væk fra alfarvej, er det som regel, at man får de ekstra oplevelser, der krydrer ferien.
Men Firenze er ganske enkelt så enestående, at hver eneste gade i sig selv er en oplevelse. Om det er en sidegade til den majestætiske domkirke, Duomo, eller en af de snævre gader, der løber langs den berømte klassiske botaniske have, Boboli, så kan man standse op på næsten hvert gadehjørne og få lyst til at tage endnu et frikvarter på endnu en hyggelig og indbydende café, hvor espressoerne står i kø for at blive nydt.
Man behøver faktisk slet ikke bruge halvdelen af sin weekend på at stå i kø foran det verdensberømte kunst-museum Galleria degli Uffizi, hvis man er statuefanatiker. På næsten samtlige pladser er der kælet for detaljerne på imposante springvand eller skulpturer så bedårende, at man skammer sig over at bo i et land, hvor murstensamatører som Per Kirkeby får lov at skamfere på livet løs.
Det ville aldrig været gået i en by, hvor modebutikker fra cremen af cremen af mandelessensen i kransekagen ligger side om side. Det svier næsten på Visa-kortet, når man går fra Gucci til Armani og Dolce & Gabbana. Men det er jo heldigvis gratis at kigge endnu, så hvorfor ikke parkere sig foran de pletfrie og perfekt polerede ruder og stirre så åbenlyst, at man da med sikkerhed ikke bliver forvekslet med nogen, der rent faktisk kunne have råd til et fesent bælte til 700 euro.
Alt er ikke så overdrevet dyrt i Firenze. Set med danske øjne i hvert fald. Men man skal nok ikke ligefrem forvente at få smidt pizzaslices i nakken, når man lusker slukøret væk fra en gennemsnitsrestaurant, hvor en Margerita med ost og tomatpuré koster en hundredlap. Det er turistland, og vil man opholde sig i det på lovlig vis, så koster det slanten. Og så vil jeg da lige tilføje, at selv de dårligste pizzaer i Italien smager bedre end de bedste derhjemme.
Afrikansk basar
Da flybilletten var ud og hjem fra Pisa, er det jo oplagt at tage tidligt af sted fra Firenze på sidstedagen med de pålidelige og ikke mindst billige tog, så man kan nå at gå de betagende par kilometer gennem midtbyen ud til Det Skæve Tårn, som ikke synes helt så skævt som forventet men dog ganske smukt med de omkringliggende kirker og frodige græs-plæner. Vi er tilmed så heldige, at drivhuseffekten sikrer 22 grader fra en upåklagelig skyfri og tindrende klar, blå himmel.
Selv japanerne misser med deres i forvejen hermetisk lukkede øjne, mens de iscenesætter de klassiske "nu holder jeg tårnet med mine hænder"-fotos. Hvilket jo næsten er lige så underholdende, som at se på Jesus-skulpturer og mindeplader for ærkebiskopper, der har været døde, siden Leonardo da Vinci var en lille idérig knægt.
Uden at lyde racistisk, så er der lidt for mange afrikanere omkring denne italienske seværdighed. Præcis som ved domkirken i Firenze, hvor man til tider føler sig hensat til en basar i Maputo. De sælger alverdens ragelse, der intet har at gøre med tårnet, katolicismen eller Italien for den sags skyld. Og når man helst vil nyde øjeblikket, den lunende sol og den spektakulære kulisse, så irriterer det sgu pænt meget, når man skal slå sig gennem et buskads af perlekæder, træ- figurer og discounttingeltangel.
Heldigvis er der en klassisk fortovs- restaurant ikke mere end 200 meter væk, hvor man kan sidde i ro og fred og mæske sig med ravioli og tiramisu, mens man spekulerer på, om turister fra hele kloden engang vil valfarte til Pisa for at se Det Væltede Tårn.