Det er på én og samme tid fantastisk motiverende og skræmmende, at man kan rejse relativt meget og interessere sig for spændende destinationer samt attraktioner og alligevel aldrig have hørt om Jökulsárlón. Det var min australske rejsekammerat, der foreslog, at vi kørte et par hundrede kilometer ekstra mod øst, når vi alligevel kørte fra Reykjavik mod de berømte vandfald Skogafoss og Sejlalandsfoss.
Da jeg googlede Jökulsárlón, tog det ikke mange klik, før jeg var solgt. En gigantisk gletsjer har de seneste 60-70 år skabt en lagune, hvor 1000 år gamle, enorme isklumper bliver kælvet og efterfølgende smelter, mens de leger flydende skulpturer deres sidste timer eller dage. På billederne på min skærm ser det dragende og mærkværdigt ud. Om bord i et amfibiekøretøj midt ude på lagunen er det én af den slags oplevelser, man instinktivt ved, man aldrig glemmer.
En gang imellem er det rart, at man ikke bare "lige" kører forbi en seværdighed. Ikke mindst på Island, hvor de knap 400 kilometer på landeveje med hastighedsbegrænsninger på 80-90 kilometer i timen på ingen måde udgør en "smuttur". Til gengæld er det uden sammenligning den smukkeste strækning, jeg i mine 37 år har kørt på. Konstant veksler udsynet mellem golde månelandskaber skabt af lavastrømme, mosfyldte stenkirkegårde, pandekageflade marker og kulsorte sandstrande.
Alt er fotogent
Jeg tror aldrig, jeg har siddet i en bil, hvor der mindst hvert kvarter var én i bilen, der udbrød: "Nej, prøv lige at se dér", "Det er da for vildt", "Jeg har aldrig set noget lignende" eller "Stooooop, vi skal tage billeder".
Alt er fotogent og fremmedartet. Og det er altså kun udsynet på landevejen undervejs, der er tale om. De rigtige seværdigheder er ikke engang på bordet endnu.
På forhånd havde vi snakket om at gå en tur ved lagunen, da priserne på sejlture virkede lidt pebrede med 300 kroner pr. mand for 30-40 minutters sejlads. Men tro mig, de penge vil du ikke spare.
Vores unge, kvindelige guide på "båden" er yderst informativ. Eller måske skyldes det bare, at jeg var så paf over billederne inden afrejsen, at fakta prellede af på mig.
Hun disker op med forbløffende detaljer, som indikerer, at Jökulsárlón er noget ud over det sædvanlige. For det første har lagunen firdoblet sin størrelse på 25 år og har nu et areal på 18 kvadratkilometer og er imponerende 250 meter dyb, hvilket gør den til Islands dybeste sø. Danmarks dybeste sø, Furesøen, er sølle 38 meter dyb.
Vi tøffer roligt af sted i amfibiemonstrummet LARC-V, der hakker som en gammel fiskekutter. På vej ud til de første isbjerge fisker guiden en klump krystalklar is på et par kilo op og holder den i favnen som en nyfødt baby. Hun spørger, om der er nogen om bord, der har whisky med, hvilket åbenbart sker dagligt. Når man kan fortynde sin yndlingsdrik med 1000 år gammelt is, virker idéen ikke så tåbelig endda. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke havde slæbt en lommelærke med en sjat Laphroaig. Det må blive næste gang.
Funklende skulpturer
Det er børnelærdom, at isbjerge kun stikker snuden over vandet. Op til 90 procent gemmer sig under overfladen, og det er en af grundene til, at man aldrig sejler helt tæt på. For efterhånden som isbjergene smelter, kan de finde på at vælte rundt. Hvis de stikker 10 meter over vandet, siger det sig selv, at man kan være i fare op til 90 meter væk. Derfor har vi konstant en gummibåd i kølvandet, så en eventuel redningsaktion kan sættes i gang på få sekunder.
Gummibåden glemmer vi dog snart alt om, da vi kommer tæt på de funklende isskulpturer, der konstant ændrer form. Det er helt unikt. Som et gigantisk kunstgalleri, hvor beskuerne aldrig ser de samme kunstværker. Jeg kan ikke huske, hvor mange ord og beskrivelser af is inuitterne har. Men der skal graves rimelig dybt i ordbogen for at skildre scenariet ved Jökulsárlón. De blå nuancer er ubeskriveligt smukke, og så er der endda intet blåt i isen. Det er ren og skær synsbedrag, når det blå lys' bølgelængder reflekteres. Men de fysiske love gør ikke synet mindre exceptionelt.
Da vi først kom i vandet, småpjattede turisterne om bord. Men nu sidder alle med blikket stift rettet mod isbjergene, der lydløst passerer os. Hvis jeg bare havde vidst mere om kunst, kunne jeg have skrevet spaltevis om referencer til berømte billedhuggere og malere. Der er så meget form, struktur, farve og diversitet i isbjergene, at det er svært at kapere.
Jökulsárlón er så særegen, at James Bond brugte den i "A View to a Kill" fra 1985 og vendte tilbage i "Die Another Day" i 2002. Den første gang lukkede man lagunens udmunding til, så hele lagunen frøs til. Det vil næppe være muligt i dag, hvor turismen er steget markant og søen har fået vokseværk.