Simon Staun
Foto: Simon Staun

Den litterære pubcrawl

- I only drink on two occasions. When I'm thirsty and when I'm not!

Så rørende smukt udtrykte poeten, drukmåsen og fuldblodsireren Brendan Behan sig for omtrent 40 år siden, inden de utallige pints over-svømmede hans indre og tog livet af manden, der beskrev sig selv som: "A drinker with a writing problem".

Begiver man sig på pub-crawl i Dublin, behøver man ikke nødvendigvis kyle Guinness ned i et tempo, så man risikerer at ende i rekordbøgerne af samme navn. Man kan nemlig fravælge de hjernedøde drukture, der udelukkende handler om alkohol i uendelige mængder og i stedet afsætte en søndag formiddag til den klassiske og stærkt anbefalelsesværdige "The Dublin Literary Pub Crawl" - Dublins originale litterære pub-crawl, hvor uddannede skuespillere brillerer i rollen som både guide, toastmaster og oplæser.

Her er der både tid til åndelig og kulinarisk fordybelse, når man sipper til sin smukt skummende pint, alt imens dagens vært, Colm Quilligan, fremfører brudstykker af Samuel Becketts "Waiting For Godot".

Modsat den klassiske anmelderkommentar, der knytter sig til stykket: "Ingenting skete - to gange", så sker der det vidunderlige, at man pludselig lever sig ind i stykket og ikke falder i søvn som dengang i engelsktimerne på gymnasiet.

I de store poeters spor

Den første pub på ruten er den ekstremt hyggelige og velindrettede The Duke, hvor gæsterne bliver budt indenfor som gamle bekendte. Man skal ikke vente mange sekunder, før ølhanerne galer lystigt velkommen.

At det er Bono, forsangeren fra U2's, gamle stamsted, gør bestemt ikke oplevelsen mindre. Måske har han også siddet og studeret de ophængte breve til og fra T.S. Eliot, George Bernard Shaw og Samuel Beckett.

Og apropos forsangere så lægger skuespilleren Colm an til irsk fællessang med drukvisen: "I'll have a pint".

Hvem havde troet, at en blanding af backpackere, amerikanske turister og tyske litterater kunne more sig så kosteligt sammen efter blot en halv time? Pubcrawlen fortsætter, uden at nogen må ned på knæ. Allerhøjest må de gå lidt ned i knæ, da de får at vide, at Dublin har mindst 800 pubber. Engang var tallet næsten 2000. Heldigvis for leveren og fødderne skal vi kun gæste fem-seks stykker på denne øl- og poesirejse.

- Det ville være noget af en prøvelse at gå gennem Dublin uden at passere en pub, skrev James Joyce og konkluderede, at man derfor lige så godt kunne forsøge at krydse hver og én på sin vej.

Mens vi zigzagger gennem Dublins gader, leder Colm en quiz med udgangspunkt i den litterære pubcrawls utallige informationer. Og jeg må hellere krybe til fustagen og indrømme, at jeg ikke er i nærheden af at vinde førstepræmien, en flaske irsk whiskey.

Men spørgsmålene er også i stil med: Hvilken tante til en kendt irsk forfatter var kendt for sine politiske intriger? Hvis det er paratviden, så bliver jeg aldrig nogen sinde parat. Heldigvis er der på næste gadehjørne en glimrende mulighed for at skylle nederlaget og min manglende viden ned med endnu en friskskænket pint.

Hellere øl end sex

Foran det berømte Trinity College gør vi stop for at få fortalt lidt om Irlands største forfattere, der med jævne mellemrum har studeret på Dublins universitet.

Colm er sikker på, at de til trods for eftertidens hæder har studeret de omkringliggende pubber præcist lige så intenst som alle de andre studerende, der ikke har fået gader og stræder opkaldt efter sig.

Ruten fortsætter til vidt forskellige etablissementer. Nogle med højtsnakkende og moderne påklædte unge i lyse lokaler. Andre med et lavmælt og konservativt publikum gemt væk fra gadens lys i små lune huler.

Alle steder har dog det tilfælles, at øllet strømmer lystigt, som det har gjort i flere århundreder. Og modsat de danske værtshuse, så er det ikke kvindemennesker, der diskuteres ivrigt eller bages på efter fem-otte omgange.

- En irsk mand ville såmænd kravle over 20 nøgne kvinder for at nå frem til en nyskænket pint, understreger Colm med glimt i øjnene.