Slædehunde i hundredvis hyler mod himlen, hvor et grønt nordlysgardin flagrer. Hylene kommer især fra Hundebyen i udkanten af Sisimiut, hvor et sted mellem 1200 og 1400 slædehunde lever året rundt.
Jeg befinder mig i mit eget fine selskab i et vildmarksbad med 40 grader varmt vand og ser min ånde lyse op i halvmørket. Det er lige omkring frysepunktet, men det føles ikke koldt, når jeg bevæger mig fra vildmarksbadet til saunaen i Hotel Sisimiuts Arctic Spa & Sauna, som man kan booke en hel time ad gangen.
Det er lidt frås at sidde i et vildmarksbad alene, men det er noget nær den perfekte afslutning på en dag, hvor jeg har oplevet en bred palet af alt det, Sisimiut tilbyder.
Byens navn betyder ”De, der bor ved rævehulerne”. Jeg finder ingen rævehuler, men konstaterer hurtigt, at Sisimiut er en vanvittig smukt beliggende by, hvor farvede træhuse lyser op som juveler på de brune og grålige klipper, de primært er opført på.
I dag er det Grønlands næststørste by med 5600 indbyggere, en stor havn - klar til mindre krydstogtskibe - samt en lang række ungdomsuddannelser og flere faguddannelser.
Byens indbyggere kalder den porten til baglandet. Altså det enorme bagland, hvor man kan tage på eventyr på hundeslæde, med ATV (all-terrain vehicle), med snescooter, på langrendsski eller bare med vandresko alt efter sæson og temperament.
Jeg er her i slutningen af september. Lidt et oplevelsesmæssigt limbo, fordi sommersæsonens ture ebber ud, mens der endnu ikke er faldet sne, hvilket åbenlyst gør hundeslæde og snescooter umuligt.
Til gengæld giver det mulighed for at få fuld valuta for de mange muligheder for vandreture. Nogle af turene kan klares af stort set alle aldre og konditioner. Blandt andet inuit-turen, som giver et fint indblik i, hvordan området har været beboet i omkring 4000 år.
Ubegribelige levevilkår
En smuk septemberdag lige omkring frysepunktet kan man sagtens forstå, at inuit kunne overleve i den golde natur. Når man tænker tre-fire måneder frem til minus 20-30 grader, fatter man ikke, hvordan det kunne lade sig gøre.
Det barske klima betyder, at man ikke finder mange rester af beboelserne ude på øen Sallinnguit, hvis navn betyder ”det forreste”. Med vanlig grønlandsk sans for enkelhed omtales den som ”Tele-øen” på dansk, fordi den er fyldt med telemaster, hvis kabler bugter sig som slanger bag rustne rør.
Der er flere gravsteder med synlige knogler bag stablede sten. En smule morbidt. Men samtidigt smukt, fordi de afdøde ligger begravet med udsigt til havet, som betød alt for dem, da de var i live.
Tæt på ligger to bakker med markant mere græs og beplantning end på resten af Tele-øen, hvor man finder små buske og træer, som på disse breddegrader sjældent vokser over knæhøjde.
At græsset er grønnere på den anden side skyldes, at der har levet mennesker og hunde på stedet. Madrester, afføring og rester fra fisk, sæler og hvaler har gennem århundreder - måske årtusinder - gødet jorden.
Jeg er med et hold turister, hvoraf flere er i 70’erne - måske endda 80’erne - og de klarer snildt strabadserne. Der er indlagt mange pauser med tid til informationer og kaffe. Det er absolut ingen actionpacked udflugt, men den giver et godt indblik i livet, skikkene og vilkårene i Grønland, før øen blev koloniseret.
Forbløffende udsigt
Om eftermiddagen drager jeg alene af sted på vandretur. Jeg skal op på Palasip Qaqqaa - Præstefjeldet - som udgør en betragtelig del af udsigten mod nord fra Sisimiut. Solen skinner fra en skyfri, blændende blå himmel, da jeg cykler af sted på en elcykel fra hotellet.
En pjece fortæller, at det tager cirka tre timer at gå op og ned. Det er ikke helt ved siden af, hvis man skal bruge god tid på at nyde udsigten undervejs og selvsagt på toppen. Jeg bruger lidt over en time på at forcere ruten, hvor man følger store blå prikker på klipper og sten for at holde sig på ruten.
Det er lørdag og perfekt vejr til vandring. Alligevel møder jeg kun én solovandrer og et enkelt par på min vej op. De har ligesom jeg nydt en storslået udsigt over Sisimiut, sneklædte bjergtinder mod nordøst og de mange klippeøer drysset ud for kysten mod syd. Et godt bud er, at man i dette klare vejr kan se 70-80 kilometer.
Først, da jeg når toppen af Præstefjeldet, åbner landskabet sig op mod nord. Jeg har nu en forbløffende 360-graders udsigt. Helt for mig selv. Jeg er pænt svedig efter turen op, men tørrer hurtigt, da vinden er heftig uden at være kold. Da jeg er nogenlunde tør, finder jeg læ bag en klippe, hvor solen stadig luner og prikker i kinderne.
I næsten en time betragter jeg skibe glide ind og ud af havnen. Små hvide prikker, som svæver hen over havet. Jeg følger de bittesmå biler bugte sig gennem landskabet. Jeg finder kirken, mit hotel og de berømte Lego-huse mod vest, hvis navn udspringer af deres Lego-klods-udseende.
Det er oplagt - faktisk umuligt - ikke at tænke store eksistentielle tanker på Præstefjeldet. Ikke på grund af navnet. Men fordi man føler sig uendelig lille og ubetydelig omgivet af natur i størrelse XL. Men den refleksion gemmer der sig uden tvivl en vigtig læring i.
Jeg kigger over mod den snedækkede Nasaasaaq, Kællingehætten, på modsatte side af Sisimiut. En anden bjergtop, man skal forcere under sit besøg. Nu skal jeg først ned igen, og nedstigningen klarer jeg på 32 minutter med flere fotostop.
Jeg møder en lokal mor og hendes søn samt et dansk par. Da de når toppen, er skyer allerede ved at indhylle bjerget. Jeg fryder mig over at have fået udsigten i solskin.
Hundebyen er et sælsomt sted
Der er stadig masser af strøm på elcyklen. Derfor tager jeg en rundtur i Sisimiut, hvor jeg slår et smut forbi den flotte, nymalede kirke og byens kirkegård og ikke mindst Hundebyen i den østlige ende af byen.
Hundebyen er et sælsomt sted. Området er gigantisk og minder ikke om noget andet, jeg nogensinde har set. Jeg er normalt ikke synderligt begejstret for hunde, men disse livsvigtige væsener gør alligevel indtryk.
Caroline Tolborg Thyssen, som er ansat på Hotel Sisimiut, sidder med hvalpen Nuunu og dens mor, Nora. Han er den sidste af otte hvalpe, da tre var dødfødte, tre havde fysiske defekter, og en blev aflivet, da den gik skævt.
Hundene bliver lænket, når de er seks måneder. Ellers opstår der for mange interne kampe, fordi hannerne vil udfordre den dominerende han i spandet, mens hunhundene kan finde på at skade de andre hunners hvalpe. Eller bide dem ihjel.
Der er hunde, så langt øjet rækker. Hvide, brune, plettede og rødlige. De er alle sammen grønlandske slædehunde. Det er forbudt at indføre andre racer til flere områder af landet, fordi man ikke vil risikere at ødelægge genmaterialet, som stort set er uændret, siden racen blev bragt til Grønland af canadiske inuitter.
Der er nogle måneder til, at hundene for alvor kommer op i omdrejninger. Inden da skal de trænes op efter en sommer og efterår i Hundebyen, hvor de ikke har skullet trække 40-60 kilo pr. hund i op til otte timer pr. dag.
Antallet af slædehunde er halveret i Grønland de seneste 20 år, hvor mange er skiftet til snescootere, ATV’er og UTV’er, der godt nok kræver brændstof, men ikke nær så meget føde og træning som slædehundene. Årsagen er også i høj grad klimaforandringerne, da der ikke længere er is på havet nordpå, så joller har taget over. Derfor er planen at udvide Hundebyen, så man kan vende udviklingen og øge bestanden.
Jeg kommer tæt på hundene, som ejes af mit hotel. Caroline Tolborg Thyssen understreger, at man aldrig må gå hen til lænkede hunde. Samt at man skal være forsigtig med at nærme sig hundene uden deres ejer.
Mere mellem himmel og jord
Jeg begynder at trave tilbage mod hotellet. Den ene bedårende hvalp efter den anden løber hen til mig og kræver min opmærksomhed. En søskendeflok på fem omringer mig og indikerer med øjne, tunger og haler, at jeg ikke må fortsætte, før alle er nusset grundigt.
Jeg gør det gerne. Alene tanken om at gense disse hunde og opleve dem trække en hundeslæde er en grund til at komme tilbage til Sisimiut.
Da jeg endelig ligger i min seng på hotelværelset efter en begivenhedsrig dag, hører jeg en mystisk knirken. Det kommer ikke ude fra gangen. Lyden er inde på mit værelse. Jeg prøver at lytte mig frem til, hvor den ukendte lyd kommer fra. Jeg ender med at tiltale radiatoren som synder.
Først næste morgen finder jeg en lille seddel på mit natbord, hvor fænomenet med ”syngende” radiatorer forårsaget af nordlys forklares.
Grønland byder bare på mere mellem himmel og jord.