Simon Staun
Foto: Simon Staun

Gibraltar er en engangsfornøjelse

- Man besøger kun Gibraltar én gang, havde min svigerfar sagt, inden bilen med far, mor, to døtre og en kusine kørte fra Estepona på Solkysten mod Gibraltar en time mod sydvest.

Han fik ret med sin forudsigelse, da det løjerlige britiske territorium, som briterne holder bedre fast i end et barn i sin sut, mildt sagt ikke matcher Spanien i forhold til arkitektur og historiske attraktioner.

Bevares, der er interessant med en usædvanlig entré hen over en landingsbane, gamle tunneller, skudhuller i klipper og et betagende fyrtårn. Men sammenlignet med nærliggende Ronda, Cordoba og Sevilla skal man ikke forvente at blive blæst omkuld. At det er en tam omgang denne dag skyldes måske også et tungt skydække, der får alt til at fremstå kedeligt og trist på Upper Rock Nature Reserve, som er klart nemmest at komme op til med kabelbane. Det tager sølle seks minutter og giver et glimrende kig ud over byen. Og på klare dage frit syn til Afrika.

Udsigten over det højeste punkt, O'Hara's Battery, er ikke-eksisterende denne dag. Det er som at kigge ind i en grå mur. Vi kan se vandet tre hundrede meter under os, men kysten forsvinder konstant, når hvide tæpper af vanddamp skubbes op over klipperne.

Vejret får os til at droppe den nye attraktion, Gibraltar Skywalk & Windsor Suspension Bridge, som ellers ser ganske lovende ud. Hængebroen er 71 meter og hænger 50 meter over en kløft, hvilket nok skal få nogle knæ til at vakle. Men en halv times vandring med tre børn får os til at vakle allerede inden.

Ingen fish'n'chips til far

De omtalte tre børn er ikke overraskende interesseret i de berømte og berygtede makak-aber. Det er besynderligt at observere, hvordan aberne næsten poserer for de mange turister. Mange frygter aberne, der er kendt for at være aggressive og nærgående. Men det er kun, hvis man er så snotdum, som en spansk turist, der stiger ud af kabelbanen med en hel pose åbne nødder i lommen på sine shorts.

En abe springer instinktivt på ham og flår på brøkdele af et sekund posen fra ham, mens han skriger som en femårig pige. Bag ham hænger et skilt, hvor der står, at det kan udløse en bøde på 4000 euro at fodre aberne. Det er svært at argumentere for, at homo sapiens er intelligensmæssigt overlegne i sådan en situation.

Vi havde fået anbefalet grotten St. Michael's Cave af svigerfar, men børnene er for alvor begyndt at brokke sig over, hvor hårdt det er at gå rundt. De er også sultne, naturligvis. Så vi vinker farvel til aberne, mens kabelbanen begynder sin rute ned mod byen og den dejlige børnefamilierestaurant McDonald's, hvis navn i det mindste er af britisk afstamning. Jeg havde ellers sat næsen op efter fish'n'chips, men med stemmerne fire mod en blev det i stedet den gyldne måge.

Bye bye Gibraltar

På vej gennem hjerter af byen, støder vi på et "Brexit"-kontor, som er under opførelse. Borgerne i Gibraltar er ikke overraskende bange for, hvad der kommer til at ske, når Storbritannien træder ud af EU. Frygten forsøger man at forebygge, men jeg gad da godt vide, hvad de ansatte på kontoret fortæller til de bekymrede borgere.

Det er svært at skelne mellem britiske turister og indbyggere, når man betragter gæsterne på de mange pubber med spøjse navne som The Angry Friar og The Horseshoe (The Donkeys Flip Flop). Jeg gætter på, at en betragtelig del af turisterne er britiske borgere bosat på Solkysten, der benytter Gibraltar som en nem måde at få et skud britisk vitamin i kraft af øl, fish'n'chips og andre reminiscenser fra britisk kultur.

De røde telefonbokse støder man på overalt, og man skal også lige vende sig til, at alle gadenavne er på engelsk, når man ankommer. Da vi kører over grænsen til Spanien, er vi enige i, at det er "Bye bye Gibraltar" og ikke umiddelbart "See you again another time".