Inden jeg rejste til Georgien, var Gori synonymt med maling, der snakker. Men et besøg i den centralgeorgiske by af samme navn har ændret det faktum eftertrykkeligt. Gori betyder bakke på georgisk, og der er da også et fort placeret med udsyn over hele byen. Men det er ikke længere provinsbyens største attraktion. Det er derimod Joseph Stalin Museum, som blev indviet i 1957 - fire år efter statslederens død.
Museet er opført på byens centrale plads og består af tre dele: en tro kopi af hans fødehjem, den ægte togvogn, der bragte ham både til Jalta- og Teheran-konferencen, samt et enormt museum passende opført i stalinistisk, gotisk stil.
Da jeg besøger museet, er det tilfældigvis "International Museumsdag", hvilket betyder, at der er gratis entré. Til gengæld er der lukket for adgang til både togvogn og fødehjemmet, der er beskyttet mod vind og vejr med en mausoleumlignende konstruktion hen over sig. Men der er også rigeligt at gå på opdagelse i inde på det dunkle museum, hvor man kan svælge i Iosif Vissarionovich Dzjugasjvilis opvækst, hans politiske karriere og ikke mindst hans bedrifter under Anden Verdenskrig.
En sand tidslomme
Efter at have hilst på en enorm statue af ham i indgangshallen går jeg via en rød løber - kunne næppe have været en anden farve - op på førstesalen, hvor jeg træder ind i en lang korridor, der udgør "gave-udstillingen". Rummet minder om en krydsning mellem en betonbunker med sit dystre, halvbuede loft og en rustik balsal med prominente lysekroner. En vaskeægte tidslomme spækket med USSR-symboler.
Langs den ene væg står montrer med gaver fra statsledere, ambassadører og taknemmelige sovjetborgere. Askebægre, fyldepenne, smykkeskrin, puder, tekopper, vaser, vinglas og skulpturer med Stalins kontrafej og initialer vidner om en stor trang til at holde sig gode venner med statslederen.
Mange af artefakterne har Kina som afsender, hvilket ikke er tilfældigt med kommunismen som fælles samfundsform eller ideologisk grundlag. Men der er også både franske, svenske, hollandske og tyske gaver, der indikerer, at han havde mange europæiske støtter og politisk ligesindede.
Deporteret efter bankrøveri
Der er få informationer på engelsk, hvilket gør det vitalt at betale en af de ansatte guider til at oversætte, hvis man skal have fuldt udbytte af besøget. Guiderne har desværre fri denne dag, så jeg må klare mig selv med "Anders And-metoden", hvor man blot kigger billeder.
Har man fulgt nogenlunde med i historietimerne, er det stadig en tankevækkende karruseltur rundt i hans liv og karriere lige fra den skånselsløse kamp mod landets bønder til krigen mod Nazityskland. Hans ubarmhjertighed og brutalitet sikrede ham øgenavnet Stalin: "Stålmanden".
Mens Hitler var grusom ved jøderne og Tysklands fjender, var Stalin både brutal ved venner og fjender. 20-30 millioner landsmænd - deriblandt 37.000 sovjetiske officerer - anslås det, at han gjorde kål på under sine 30 år som sovjetisk leder. Den slags fortjener naturligvis en hyldest. Så jeg bukker hovedet og sender min dybfølte respekt til ham, hver gang jeg passerer et maleri eller en buste. Hvilket sker cirka hvert femte sekund.
Bombastiske citater
Når man er færdig med at studere et af museets centrale udstillingsobjekter, selveste Stalins "dødsmaske" - altså en maske støbt på hans ansigt kort tid efter dødstidspunktet - kan man gå på opdagelse i mere end 100 år gamle sort-hvide billeder fra gadekampe i Gori, som Stalin deltog i som teenager. Eller få genopfrisket forskellen på kommunisme og bolsjevisme samt historierne om Stalins hele syv forvisninger til Sibirien på grund af hans medvirken til at arrangere strejker i Kaukasus-regionen og et berømt bankrøveri i Tbilisi i 1907, som han deltog i.
Stalin er også god for bombastiske citater, der ret tydeligt understreger hans politiske ståsted: "Det er nok, at folket ved, at der har været et valg. De folk, der afgiver stemmerne, bestemmer ingenting. De folk, der optæller stemmerne, bestemmer alt." Eller: "Når vi hænger kapitalisterne, vil de sælge os rebet," som faktisk er ret morsom i sin anklage. Og ikke mindst morsom med tanke på, at man nedenunder i receptionen kan købe tekrus, kuglepenne og lokalt producerede vine med Stalins ansigt eller figur på etiketterne. Han vender sig helt sikkert i sin grav over, at han er gjort til salgsobjekt.
Da Georgien blev selvstændigt efter Sovjetunionens kollaps i 1991, havde museet været lukket i to år. Efter dets genåbning var der stor uenighed om, hvordan det skulle køres videre. Efter krigen mellem Georgien og Rusland i 2008 mente Georgiens kulturminister, Nikoloz Vacheishvili, at museets navn skulle ændres til "Museet for Russisk Aggression". Der blev endda hængt et banner op foran indgangen med ordene "Dette museum forfalsker historien. Det er et typisk eksempel på sovjetisk propaganda og dets forsøg på at legitimere det blodigste regime i historien."
Ordlyden er bestemt værd at notere sig, inden man sluger museets indhold ukritisk. Personligt har jeg svært ved ikke at forestille mig, hvordan et museum om Hitlers bedrifter havde taget sig ud, hvis nazisterne havde vundet krigen og skulle definere verdenskrigens og historiens gang. Det er også meget sigende, at Hitler er kaldt en "engel" sammenlignet med Stalin.
Russiske klyngebomber
Udenfor skinner solen på de nedslidte betonkomplekser, der er så typiske for sovjet-æraen. Jeg beslutter mig for at gå rundt i midtbyen og undersøge, hvordan Gori ser ud anno 2013. Det viser sig at være en fornuftig beslutning, da jeg få boligblokke væk støder ind i en række nysgerrige rollinger.
De er i gang med at holde "stå på hovedet"-konkurrence op ad en husmur. Jeg får lov at være dommer til deres store jubel. De ældste af pigerne snakker engelsk. Ikke flydende, men alligevel langt bedre end deres forældre, der voksede op med russisk, russisk og russisk.
En far kommer forbi og spørger, hvad der dog har fået mig til at rejse helt fra Danmark til Gori. Datteren agerer tolk mellem os og forklarer ham, at jeg er taget hertil for at besøge Stalin-museet. Naturligvis, svarer han med et nik. Hvad skulle man ellers se i denne kedelige by?
Han virker som de øvrige lokale, jeg taler med, ikke syndeligt begejstret for Stalin-hyldesten. Man forstår dem godt, når man erfarer, at den hårdtslående storebror, der nu hedder Rusland i stedet for USSR, smed klyngebomber over Gori for blot fem år siden, fordrev indbyggerne og plyndrede deres huse, inden de trak sig tilbage.
Det bekymrer dog ikke børnene, der nu har hentet plasticbue og pile. Nu skal der skydes til måls, og på den måde rammer opholdet i besynderlige Gori plet med sin særegne blanding af fortid og nutid.