Simon Staun
Foto: Simon Staun

Guds hus har altid gæster

Prøv at gå ind i en dansk folkekirke en mandag aften. Eller en torsdag formiddag. Et vilkårligt sted i landet. Hvis kirken overhovedet er åben, er chancen for at møde andre mennesker nærmest lig nul.

Sådan forholder det sig ingenlunde i den georgiske hovedstad Tbilisi, hvor det, der begyndte som et tilfældigt turistbesøg, udviklede sig til et semi-dokumentaristisk projekt. Der i al sin enkelhed gik ud på at besøge forskellige kirker hver eneste dag på forskellige tidspunkter en hel uge i streg.

Allerede efter få dage står det klart, at georgierne er særdeles troende mennesker. Eller i hvert fald meget ihærdige kirkegængere. Set over en hel uge er der på intet tidspunkt i de tilfældigt udvalgte kirker færre end 15-20 gæster. I flere af de store kirker er der i eftermiddagstimerne og hen over aften flere hundrede besøgende, selv om der ikke er gudstjeneste. Langt de fleste er lokale, der tænder lys, kysser hellige kors og særligt betydningsfulde ikoner.

Nogle læser bønner op i et hjørne, andre sidder på bænke langs murene, fordybet i bibler med kyrilliske bogstaver. Andre fører lavmælte samtaler i små grupper, der fortrinsvis består af ældre kvinder med spraglede tørklæder viklet om hovedet.

Tbilisis flotteste kirke

I byens største kirke, Tbilisi Sameba-katedralen, afholdes der bunkevis af bryllupper på en helt al- mindelig onsdag. Nogle af brudeparrene dukker op blot med et enkelt vennepar, mens andre har et kæmpe følge med. Vielsesritua- let er helligt, men ikke mere end alle de tilfældige tilskuere inviteres med til højdepunktet på deres særlige dag.

Af de mange vidt forskellige kirker i Tbilisi er det den undseelige Anchiskhati Basilica, der efterlader det største indtryk. Den er opført fra år 522 til 534 og er dermed hovedstadens ældste. Væggene består af ru sten i alverdens størrelser og former. Det får lyset i kirken til at falde helt specielt ned over murene.

Overalt i kirken er der ikoner med motiver af Jomfru Maria og Jesusbarnet, apostlene og regionale helgener. Seks-syv forskellige steder i kirken kan man tænde smalle, tynde lys, som man kan købe for en slik ved indgangen. De tændes for at mindes afdøde slægtninge eller venner og fylder rummet med en helt særlig ånd.

Øver engelsk med turister

Det er let at komme i kontakt med folk, selv om det kun er de unge, der taler en smule engelsk. Foran flere kirker stopper skoleelever mig for at spørge, hvor jeg kommer fra. Ikke som et billigt trick til almisser - dem tager de mange tiggere sig af - men alene for at øve deres engelsk.

Det er blot én af de mange funktioner, de apostolske kirker også har. De virker nærmest til at have status af forsamlingshuse eller offentlige dagligstuer, hvor man kan mødes nærmest døgnet rundt og blive fem minutter, hvis man kun kan nå dét, eller tilbringe flere timer, hvilket jeg noterer, da jeg en dag vender tilbage til den samme kirke efter aftensmaden og kan genkende imødekommende smil fra de rynkede kvinder.

I Danmark diskuterer man stadigvæk, hvad man skal bruge de mange tomme kirker til. I Georgien synes svaret ganske simpelt. Man kan bruge dem til at mødes i. Til at tale med andre mennesker, til at bede, lave lektier eller male både religiøse motiver og abstrakt kunst, som jeg oplever flere steder. Det er kun troen, der sætter grænser.