Første indtryk i Georgien er kaotisk. Jeg ved godt, at færdselsvaner i de tidligere sovjetrepublikker ikke minder om dem i Vesteuropa, men at vejene i den grad er proppet med sindssyge selvmordsbilister chokerer mig. Ingen regler overholdes. Ingen.
Så hvis du lader dig inspirere af denne artikel, må du love mig enten at tage på guidede ture eller køre i taxi. Lej for guds skyld ikke en bil.
Man kan leje en taxi med chauffør i 10 timer for sølle 350 kroner inklusive brændstof, så det kan slet ikke betale sig at køre rundt på egen hånd. Den chauffør, der afhenter min kammerat og mig på hotellet i hovedstaden Tbilisi, ankommer i en øse med buler, ridser og et speedometer, der ikke virker. Det tager han ikke så tungt. Han trykker speederen i bund og kører uden at blinke zigzag mellem lastbiler, knallerter og hestevogne.
På vej ud af Tbilisi mod nordvest passerer vi ufatteligt mange gasstationer. På en strækning ligger der mere end 25 inden for en kilometer. Det er en oplevelse i sig selv at se en bil blive tanket op med gas i en tank i bagagerummet. Alle skal stige ud af bilen og gå et stykke væk. Bare for en sikkerheds skyld. Den slags forholdsregler bekymrer mig altid, da de ikke er opstået ud af det blå.
Da tanken er fyldt, suser vi forbi vejskiltene, hvor man ikke blot kan følge med i afstanden til de nærliggende lokale byer. Næ, man kan også følge med i afstandene til Istanbul, Tel Aviv, Damaskus, Teheran, Volgograd og Beirut. Bynavne der indikerer, at Georgien ligger klemt inde mellem Centraleuropa, Rusland og det nordlige Mellemøsten.
Man tænker ikke så meget over det inden afrejsen, men de mange tyrkiske lastbiler minder én om, at landet har en kæmpe muslimsk nabo samt Iran og Irak i baggården.
Usynlig klippeby
Vores første mål er byen Uplistsikhe, hvis alder man ikke præcist kender. Det er én af landets ældste bebyggelser, der kan spores helt tilbage til den tidlige jernalder.
På Mtkvari-flodens venstre bred gemmer dens besynderlige klippe-konstruktioner sig, så man skal tæt på, før man bemærker dem. Da vi kører på modsatte side af floden, har vi ingen anelse om, at det otte hektar store kompleks ligger lige foran os. Det er nærmest usynligt, hvilket meget godt illustrerer én af byens forcer som et i århundreder uindtageligt fort.
Alle stier og "veje" i byen er hugget ud af klipperne. Og gennem århundreder udvidet af regn, der har slebet kanterne runde og bløde. I tørvejr er det let at bevæge sig rundt via disse kanaler, men guiden understreger, at regn gør dem livsfarlige at gå i.
En stor del af komplekset blev jævnet med jorden ved et jordskælv i 1920. Samtlige originale søjler på nær én kollapsede, så vores guide fremhæver den eneste "overlevende" med enormt respekt og benovelse. Den er unægtelig også noget mere imponerende og autentisk end de betonkonstruktioner, der er opført som dårlige lappeløsninger for at forhindre yderligere sammenstyrtninger.
Det er surrealistisk at tænke på, at der engang har boet op mod 20.000 mennesker i og omkring disse klippehuler. Den klejne basilika, som er den eneste bygning, man kan se fra lang afstand, er 1000-1100 år gammel. Den falmer lidt sammenlignet med landets mange spektakulære kirker, men alene beliggenheden gør den til en attraktion.
Verdens bedste pomfritter
Efter en god nattesøvn i Tbilisi kører vi mod Kazbek-bjerget ved grænsen til Rusland. Den 5000 meter høje inaktive vulkan er med rette et symbol på den ekstreme kaukasiske natur, som vi stifter bekendtskab med gennem fire timers "opstigning" via knoldede grusveje, der ofte er skyllet helt væk af smeltevand.
Vi kører i en "tunet" firhjulstrukket Lada, der i den grad knokler for føden. Vi gyser, mens vi passerer smadrede lastbiler, der ligger krøllet sammen i rabatten. Det må være en transportrute, der egner sig til tv-dokumentaren "Verdens værste veje".
Vores Sean Penn-klon af en chauffør tager det hele med ophøjet ro. Så længe han har en smøg inden for rækkevidde, skal der mere til at stresse ham, og han kyler Ladaen helt rundt i hårnålesvingene, mens han proklamerer, at han er den bedste chauffør i hele Kaukasus. Vi er for chokerede til at gøre indsigelser.
Vi holder middagspause i landsbyen Gergeti for foden af landets mest berømte kirke, Gergeti Trinity Church, der svæver over os i 2200 meters højde. "Restauranten", vi skal spise på, er mere et skur med et køkken. Men kvinden bag gryderne har i den grad styr på, hvad hun laver med de hjemmedyrkede kartofler og grøntsager.
Hun smækker smilende den bedste portion pomfritter på bordet, jeg nogensinde har sat tænderne i. Hun takker, da vi roser hendes evner, og pointerer, at kartoflerne i denne region har den bedste smag i hele Kaukasus. For ikke at glemme osten. Vi tror på hende, da hun serverer et ostebrød på størrelse med en bradepande. Vi er så stopmætte efter frokosten, at vi i stedet for den planlagte vandretur fortsætter opstigningen mod kirken i Ladaen.
Den ekstremt isolerede kirke fra 1400-tallet er blevet et georgisk symbol. Ikke fordi den som bygningsværk er noget odiøst, men alene i kraft af sin placering med isklædte 5000 meter høje bjergtinder i baggrunden og følelsen af, at den er placeret så langt væk fra civilisationen, at det kræver en markant indsats at nå frem til den.
Man må ikke træde ind i kirken iført shorts, så jeg må låne et tæppe og svøbe det omkring mine forfrosne ben. Indenfor sidder en munk og holder øje med, at gæsterne er reglementeret påklædt, ikke piller ved artefakterne og ikke tager billeder. Der står på et skilt, at man bliver anholdt, hvis man tager billeder, og den slags advarsler skal man ikke spøge med i en forhenværende sovjetrepublik.
Der er bidende koldt i 2200 meters højde, så efter en halv time kører vi videre mod det nærliggende vandfald Gveleti, som kokken anbefalede os at nappe med, når vi nu er på disse breddegrader. Efter en halv times halvhård vandring når vi vandfaldet, der ligesom kirken er mest interessant i kraft af sine omgivelser. Solen skinner langt om længe, og vi har ikke set skyggen af andre mennesker i flere timer, hvilket gør det til en uventet god oplevelse af slutte dagen af på, inden fire timers brutal hjemtransport kalder.
Tyrkisk bad med prissnyd
Efter at have tilbragt 14-16 timer på bagsædet af en ophugningsklar Lada over to dage er min kammerat og jeg mildt sagt lidt ømme i lemmerne. Vores hotelreceptionist har et godt råd: "Tag i georgisk bad."
Da vi spørger, hvad det er, konstaterer hun, at det er et tyrkisk bad, som har fået et "lokalt" navn, da tyrkerne ikke altid har behandlet sine nabolande så venligt.
Begynder man først at lede, gemmer der sig et væld af tyrkiske bade i Tbilisi. Især i den gamle bydel Abanotubani tæt på Kura-floden. Man kan hurtig spotte murstens-kuplerne, der skyder op fra jorden som paddehatte. Og ellers skal den stramme lugt af sulfat nok lede en på rette vej.
Vi finder et åbent bad, hvor man kan få sit eget bad for blot 100 kroner i en time. For to mand. Og man må endda tage den iskolde, lokale øl Natakhtari med til at køle sig ned med.
Manden fra receptionen kommer og tilbyder traditionel massage. Vi havde egentlig foretrukket et par kvindehænder, men da det ikke kan lade sig gøre, lader vi os overtale. Han starter med at sæbe os ind og give os en tur med grovfilen, der er en krasbørstig svamp. Han holder ikke igen, mens han polerer vores rygstykker, som var det en Ladas frontparti, der blev skrubbet.
Når han står tæt på, kan man tydeligt lugte, at han selv har drukket et par Natakhtarier. Men de smager også godt. Efter 15 minutters behandling føles vores hud som en nyfødts. Vi skylles rene med kogende, varmt vand og synker slatne som kogt spaghetti ned i det store bassin.
Da vi skal betale, er behandlingen pludselig markant dyrere end aftalt. Det er, fordi vi fik den "specielle behandling" og ikke den "almindelige".
Den slags er umuligt at diskutere, når servicen allerede er overstået. Så vi betaler som de godtroende turister, vi er, uden at protestere, mens vi skåler med slatterne af Natakhtarien. Når en halv liter øl blot koster en femmer, gør det ikke noget, at vi skulle slippe fyrstelige 50 kroner for en helkropsmassage i stedet for 25.
Vi er i den grad ladet op og klar til at tage for os af retterne i Georgien, der gemmer på mange flere anbefalelsesværdige attraktioner.