Det er først på eftermiddagen i lufthavnen i München, og mit fly fra Kastrup lander på klokkeslættet. Typisk Lufthansa. Jeg har hele fem timers transit, inden mit fly fortsætter til Georgiens hovedstad Tbilisi.
Jeg giver mig god tid til at luske rundt mellem de toldfrie butikker og studerer nøje de enorme Mercedeser, der er udstillet. Lufthansa har placeret kaffeautomater og avisstandere, hvor man kvit og frit kan forsyne sig, mens man venter. Det kører bare. Jeg er næsten høj på koffein og tyske dagblade.
Alligevel beslutter jeg mig for at gå mod gaten for at få en eftermiddagslur, da jeg først lander midt om natten i Tbilisi. Jeg skal gennem paskontrollen, da Georgien ikke er et EU-land, så i køen fisker jeg passet frem, der ikke har været oppe, siden jeg pakkede tasken for to uger siden i Odense. Jeg afleverer det til en tysk betjent i et glasbur. Han retter lidt på brillerne og giver mig elevatorblikket.
Jeg har mine høje vandresko på og tænker, at højden i passet måske er lidt lav, hvilket jeg fortæller ham. På skoletysk. Han kigger måbende på mig.
- Du er ikke lidt højere, du er meget højere, svarer han skælmsk.
Så vender han passet om. Hvorefter jeg stirrer på min fem måneder gamle datters store smil. Og panisk udbryder: "Mein Gott!"
Han siger kontant, at jeg må rejse tilbage til Danmark. Han vil ikke lade mig fortsætte gennem paskontrollen uden pas. Forståeligt nok. Sjældent har jeg svedt så meget koldsved, da jeg ved, at min australske rejseven allerede er et eller andet sted i luftrummet mellem London og Tbilisi. Hvis jeg skal tilbage til Danmark, fra Kastrup til Odense og hele vejen retur, koster det mig 5000 kroner og tre dages ekstra rejse.
Jeg spørger med mit mest bedende ansigt, om jeg ikke kan få lov at snakke med en overordnet og forklare min situation.
Han kalder over radioen, og to minutter senere bliver jeg hentet af en ung officer, der forsøger at undertrykke et smil, da jeg indvier ham i situationen.
Afghaner i klemme
Officeren fører mig ind i detentionen, hvor jeg placeres ved siden af en afghansk mand, der straks spørger, om han må få mit telefonnummer. Jeg er ikke lige i humør til at dele nummer med en potentiel asylansøger, men forstår pludselig, hvordan det er at sidde under flere overvågningskameraer og ikke ane, hvor man sendes hen.
Den unge officer ser kopien af mit pas på min iPad og kan notere på mine flybilletter, at jeg har en returbillet og altså ikke er ude på at bosætte mig i Georgien.
Derfor forbarmer han sig og ringer til lufthavnen i Tbilisi for at høre, om de vil lade mig rejse ind i landet. Der går to timer, før han kan få et svar, meddeler han, så jeg lukkes ud i transitområdet igen.
Jeg føler mig lidt som Tom Hanks i filmen "In Transit", hvor han ender med at bo flere år i en lufthavn. Den tanke beroliger mig ikke just.
Da tiden er gået, bliver jeg lukket ind i politiets gemakker igen. De har godt nyt. Den ansvarlige officer i Tbilisi tør godt lade mig rejse ind i landet. Halleluja. Jeg får udformet et officielt stykke papir af det tyske politi, der bekræfter, at jeg er den, jeg udgiver mig for. Det koster sølle 200 kroner, hvilket er en dråbe i havet sammenlignet med en helt ny rejse. Jeg takker mange gange for deres hjælpsomhed og spekulerer på, om den afghanske mand havde været lige så heldig, hvis han var landet med et pas, der ikke var hans ...
Jeg fejrer det med en kæmpe fadøl, men tør alligevel ikke slappe helt af, før jeg sidder i flyet. Med god grund skal det vise sig, for da der boardes, er personalet på ingen måde klar til at lade mig smutte om bord. Først da jeg tigger dem om at ringe til lufthavnspolitiet eller Lufthansa-kontoret, som jeg har adviseret, lytter de til mig. En unge stewardesse ringer og smiler, da en stemme i den anden endda meget tydeligt fortæller hende, at jeg er rejst hele vejen til München med min datters pas.
Omringet af betjente
Jeg har ikke noget mod at være lidt til grin, så længe jeg kommer med flyet. Og det gør jeg.
Jeg lander midt om natten i Tbilisi og ender hurtigt ved paskontrollen, hvor mit tyske dokument skal stå sin prøve.
Inden to minutter står jeg som den sidste passager omringet af fem betjente, der ikke just virker som en gæstfri velkomstkomite. Heldigvis snakker en kvindelig betjent glimrende engelsk, og da hun ser min smilende datter på det medbragte pas, kan hun ikke lade være med at grine.
Hendes chef kommer efter kort tid og inspicerer mine dokumenter. Han ligner en, der meget gerne vil tilbage på briksen og sove, så han nikker diskret og forsvinder. Klask, siger det, da jeg får er indrejsestempel på mit tyske dokument. Jeg ånder lettet op og går ned i ankomsthallen for at finde min ven. Nu skal jeg bare have fundet ud af, hvordan jeg får lov til at forlade landet igen.
Efter en god nats søvn finder jeg ud af, at der er en dansk konsul i Tbilisi. Han hedder Esben og har hamrende travlt med at servicere en dansk delegation sideløbende med sit nye ansvar som formand for landets største indkøbskoncern. Alligevel tager han sig tid til at svare både via mobil og mail. Han inviterer mig hjem en onsdag aften klokken 23.30, hvor han har knoklet siden klokken seks om morgenen.
Vi sætter os i køkkenet, hvor han begynder at udfylde et provisorisk pas. Et nødpas, der skulle gøre det nemmere at forlade landet. Mens han skriver, beretter han om, hvordan han endte lige præcis i Georgien, og hvordan der er at bo der på 15. år med sin danske kone og deres to børn.
Han morer sig også over historien og glæder sig på mine vegne over, at jeg ikke er italiener eller franskmand.
- Jeg kan godt love dig for, at hvis du havde spurgt en konsul fra de fleste andre lande, så havde du aldrig siddet i deres køkken lidt før midnat. Det er sådan noget, kun vi danskere gør for hinanden. Det er lige som at være med i en klub, forklarer han, inden han giver nødpasset det officielle stempel.
Nødpasset koster 750 kroner, og de penge ryger ikke i kaffebøssen, understreger Esben, inden han klatøjet følger mig ud igen.
Lyst til at kysse jorden
Selv om 750 kroner svier lidt, begynder journalisten i mig at spekulere på, om det efterhånden ikke trækker op til en artikel.
Det overbevises jeg om to dage senere, da jeg skal til Armenien, hvor mit nødpas får alle alarmklokker til at bimle og samtlige mænd med stjerner på skuldrene til at stimle sammen. Det tager knap to timer at passere både den georgiske og armenske kontrol, og måske var det også lige lovlig satset at rejse ind i et tredje land med et nødpas og en bunke tyske dokumenter, som enhver grafiker kunne kreere på en halv time.
Jeg ender med at bruge lige så lang tid på kontrol og identiske spørgsmål på rejsen i omvendt rækkefølge, så da jeg fire dage senere lander i Kastrup, har jeg for første gang nogensinde lyst til at kaste mig på knæ og kysse jorden.
Jeg havde aldrig troet, at man kunne rejse gennem tre lande, hvoraf to af dem ikke er med i EU, med sin datters pas. Aldrig har jeg snakket så meget for min syge moster.
Jeg glemmer aldrig denne rejse og de oplevelser, et glemt pas kastede af sig. Men som de skriver efter farlige film: "Prøv ikke at efterligne dette stunt. Det kan gå grueligt galt".