Simon Staun
Foto: Simon Staun

Babyballade på jomfruturen

Det var den første ferie i halvandet år. Vi havde glædet os som pyromaner til sankthans og talt ned i flere måneder til vores datters flyvemaskinedebut og en uges vidunderligt afbræk fra vinterkulde og livsfarlige fortove.

Men i stedet for at pjaske i poolen brugte vi det meste af ferien på at skifte tøj, bleer og sengetøj. Foruden at sidde med et millimetermål og sørge for, at vores datter på den ene eller anden måde fik hældt noget væske i sig. Hun blev nemlig syg. Rigtig syg. Både med opkast og diarré. Overalt og hele tiden i tre historisk lange dage.

Turen var ellers begyndt så fint. På flyveturen mellem Billund og Fuerteventura charmerede hun alt og alle og græd vel knap to minutter sammenlagt. Prisværdigt og et godt tegn for ferien, som min kone havde brugt hele december på at pakke til.

Huskelisten var tyk som Anden Mosebog og med garanti lige så vigtig som de to stentavler. Normalt fylder vi bare to rygsække med det tøj, der senest er vasket. Med et barn at tage hensyn og pakke til kræver det minutiøs planlægning, som skulle vi lande på Månen og blive der til tid og evighed.

Dyr import af havregryn

Voksne må have 15 kilo bagage med. Børn under to år nul. Det giver absolut ingen mening.
Derfor er det herligt, når man skal have tre sæt tøj med pr. dag, sengetøj, dyner, modermælkserstatning, rugbrød, havregryn, legetøj til flyet, klude og tre slags mos med til en baby.
Vi kunne have brødfødt og beklædt en afrikansk landsby med vores oppakning. Af eller anden mirakuløs grund slap vi for at betale told ved ankomsten, selv om det kunne se ud som om, at vi havde i sinde at starte en lokal afdeling af Baby Sam.

Vi slap dog ikke for at betale for de ekstra kilo i Billund. 70 kroner kiloet. Gange syv. Det er med garanti den dyreste parallelimport af havregryn, torskerogn på dåse og kernefrit rugbrød i verdenshistorien. Men præcis som babyer skal kravle, før de kan gå, skal far og mor lære at stå på egne ben, når der pludselig er tre og ikke kun to, der skal på ferie.

Jeg havde ellers forsøgt at overbevise konen om, at de faktisk sælger både bleer, babymos og gryn på De Kanariske Øer. Men farmands formaninger stemmer ikke altid overens med mormands nervøsitet. Så vi rekvirerede en kuffert, hvor vi kunne have pakket Tåsinge ned og stadig have haft plads til souvenirs.

Bræk, bæ og vræl

Vores ferie var helt fantastisk de første 24 timer. Derefter gik det støt ned ad bakke. Alle kender lynet fra den klare himmel.

Det fænomen findes også inden for opkast, fandt jeg ud af lidt før midnat, da vores datter for første gang bestemte sig for at omdekorere vores rum med en helt anden farve.

Efter en hel del mere opkast og udsprøjt fra modsatte ende sidder en lokal vagtlæge og fortæller os, at vi de næste to-tre dage skal holde os inden døre og hvert femte minut give vores datter lidt vand fra en lille sprøjte, så hun ikke dehydrerer. So long fri bar. So long pool. So long sol.

At rejse til sydens sol i januar og blive beordret til at blive på sit hotelværelse kan føles værre end flere år i isolationsfængsel. Vissevasse vil nogen indvende. Men så tag lige med i beregningen, at man halvdelen af dagen tørrer bræk og bæ tyndere end vand op og i stedet for at benytte karbadet til dampende hyggelæsning står som en anden vaskekone og forsøger at give sparkedragter og strømpebukser deres oprindelige farve tilbage.

Jeg takker Gud, fædreland og især min kone for, at hun fik mig overbevidst om det dumme i at satse på Filippinerne eller Egypten på denne jonfrurejse. Den tanke magter jeg slet ikke at tænke til ende, mens jeg i stedet for at smøre mig ind i et tykt lagt solcreme forsøger at skrabe et tykt lagt opkast af mine skuldre.

Åh, disse herlige ferieminder. Næste gang vi skal på ferie, bliver det i et sommerhus ved Vesterhavet.