Vi får næsten ondt af alle de storsvedende mænd og kvinder på racercykler, da vi cykler op mod bjergpasset Col du Télégraphe tæt på Valloire i De Franske Alper.
De aser og maser i pedalerne nærmest uden at bevæge sig ud af stedet. Sådan ser det i hvert fald ud, når vi kører forbi på vores mountainbikes med fuldt opladet batteri. Vi ligger med 20 kilometer i timen, hvilket er nogenlunde samme tempo som Vingegaard og Pogačar.
Jeg har set mange etaper af Tour de France på tv. Men det er en helt anden oplevelse, når man befinder sig på en af de berømte strækninger. Stigningerne er markant voldsommere, end man forestiller sig foran skærmen i sofaen.
8-10 graders stigning føles særdeles voldsomt. Når der tilmed er 32-33 grader, er det svært at forestille sig, hvor fysisk hårdt det er at forcere et bjerg.
Turen op til Col du Télégraphe fra Valloire er knap syv kilometer og sat til at tage cirka 45 minutter. Men på vores eldrevne mountainbikes når vi toppen på omkring 20 minutter, hvilket nærmest virker som en form for doping.
Men det ødelægger alligevel ikke udsigten fra det berømte bjergpas, hvor vi langtfra er de eneste, som skal have foreviget os selv foran det store skilt og de takkede bjerge i baggrunden.
I stedet for at fortsætte på asfalteret landevej kører vi ind i en skov, hvor der er en rute hele vejen op til søen Lac de la Vieille på en bjergskråning øst for Valloire.
De første to kilometer møder vi en del vandrere, men derefter har vi ruten for os selv. Der er fuldstændig stille på nær fuglekvidder og summende insekter, og udsigten over bjerge til alle sider tager næsten pusten fra os. Og vi har mulighed for at tabe pusten, fordi det er så let at træde i pedalerne.
Udsigt uden brok
Vi cykler nogle steder på samme rute, som vi gik den første dag i Valloire med vores to døtre. Der tog vi liften, som bruges af skiløbere om vinteren, til at komme helt på Le grand Plateau. Vi kørte op til Le Crey du Quart og gik ned til søen og fortsatte derefter hele vejen ned til Valloire. En vandretur på fem-seks kilometer, som virkelig giver ømme stænger, hvis man ikke er vant til at gå ned, ned og ned.
Derfra kører vi målrettet mod en lille kro, Alpage de Geneuil, som er drevet af et ægtepar. Vi bestiller iskolde Heineken og sætter os i to stole med udsigt ud over bjergene. Det er det perfekte pitstop på en tur, hvor vi både får en lille smule motion og i særdeleshed mulighed for at nyde bjergene uden at skulle bekymre os om brok fra børnene.
Vi har stadigvæk 50 procent strøm tilbage, da vi kommer ned til udkanten af Valloire. Derfor beslutter vi os for at fortsætte turen mod Col du Galibier, som er endnu mere berømt og legendarisk end Col du Télégraphe.
Men stigningerne, som ofte er mellem 8 og 12 procent, viser sig at være hårde for både vores batterier og ben. Derfor får vi kun cyklet otte kilometer op mod bjergpasset, før vi beslutter at vende om ved 10-kilometer-mærket, hvor vores indikator viser, at vi kun har 10 procent strøm tilbage. Lige så let, som det er at køre på en fuldt opladet el-mountainbike, lige så hårdt er det at køre på den uden strøm tilbage. Heldigvis er stor set hele vejen tilbage til Valloire ned ad bakke.
I Tour de France kører rytterne omkring 90 kilometer i timen, når de kører stærkest nedad. Jeg når ”kun” op på omkring 60 kilometer i timen, men det er også usædvanligt stærkt, når man er vant til at køre på gravelcykel (cykel til både grusstier og asfalt) og mountainbike i pandekageflade Danmark.
Tæt på en alpetop
På vores sidste dag i Valloire har vi overtalt børnene til endnu en vandretur. Denne gang har vi besluttet at gå op til Lac de Cerces - en af de flotteste søer i området.
Den ligger i 2400 meters højde. Det er ikke alt for voldsomt for vores to døtre på 11 og 15 år. Vi er også heldige med vejret, fordi der er 22 grader og overskyet, da vi parkerer bilen ved det sted, hvor man starter vandreturen.
Turen op til søen og tilbage igen er sat til cirka fire timer. Det kan man sagtens nå, hvis man er i nogenlunde god form. Vi klarer turen helt op til Lac de Cerces og tilbage igen på 2 timer og 30 minutter. Det er inklusive flere pauser undervejs, hvor vi får tanket børnene op på chokolade og juice eller nyder udsigten til de takkede bjerge, hvoraf flere og flere har snedækkede tinder.
- Er det virkelig det, vi har gået for, siger min 11-årige datter, da vi når op til søen.
Hun er på ingen måde tilfreds med udsigten, søen eller det faktum, at vi skal hele vejen ned igen. Personligt synes jeg, at Lac de Cerces er hele turen værd. Det hjælper også gevaldigt på humøret, da min kone fisker to store poser frem fra rygsækken med syrligt fransk slik.
En pose med ”Pik” og pose med ”Fizz” får smilene frem hos den 11-årige, som efter et solidt sukkerindtag nærmest springer som en gedebuk ned over de humpede stier.
Jeg ville gerne have brugt en time mere og have nået forbi Lac du Grand Ban og Lac Rond, men jeg fornemmer på resten af selskabet, at det ikke er i dag, jeg vinder den diskussion. Det betyder alt andet lige, at der er en oplagt grund til at komme tilbage til Valloire.
Faktisk er der virkelig mange grunde. Bjergene, aktiviteterne, klimaet, de mange vandre- og cykelruter og tilmed det højest beliggende bryggeri i Frankrig. Der slutter vi dagen og besøget i Valloire. Hver med et smagebræt med fem lokale øl. Altså kun de voksne. Vi får en Alpine, en Snowball, en Matchut, en Avalanche og en Monk på hele 15 procent.
De første fire er meget lyse og enten IPA eller hvedeøl. Læskende og frugtagtige på en varm sommerdag. Den sidste er en form for stout og så kraftig på alkoholen, at den egner sig bedre som knockout ved kaminen efter en lang dag på løjperne om vinteren.
Vi bliver ikke knockoutet af øllene, men af Valloire og bjergene omkring byen, der ligger som en smørklat i De Franske Alper.