Mr. Wolf, som manden meget passende kalder sig selv, er ejeren af de omtrent 80 hunde af flere forskellige racer, der lever deres liv fuldt ud om vinteren, hvor de får lov at transportere turister over områdets frosne søer.
For 500 kroner får man selv lov at stå bag på slæden og mærke, hvordan de seks hunde trækker og hiver i snorene med det eneste mål at komme fremad over sneen.
Når de venter på grønt lys, hyler og gør de, så man tror, verden er ved at gå under. Så løfter man foden fra den interimistiske bremse, og med ét lukker hundene de frådende gab og bruger al energi på at spurte over den frosne is.
Selv om ruten er fastlagt og ikke er længere end seks-syv kilometer, skal man være meget svær at tilfredsstille, hvis man ikke mærker suset i maven og den indre eskimo få frit afløb ved synet af dyrene, der pukler løs, og landskabet, der ændrer sig efterhånden, som sneen sprøjter bagud.
Engang imellem skal man lige lægge vægten i for at holde sig i sporet, men generelt vil de fleste over 10-12 år kunne holde slæden på ret spor. Derfor er jeg helt overbevist om, at børn både som passagerer eller "hundeslædechauffører" vil få en oplevelse, de ikke glemmer foreløbig.
Tonsvis af kød
De eneste minusser ved denne finske attraktion er den relativt korte tid på farten og prisen. Når man først får fornemmelsen ind under vintertøjet, har man slet ikke lyst til at stoppe igen. Så en halv times action virker som alt for kort tid, selv om man naturligvis bruger en del tid på forberedelser så som instruktioner i, hvad man skal gøre, og hvad man bestemt ikke skal gøre, når man er passager eller kører.
Hundene kræver naturligvis også deres del af kapitalen, da de hver og én æder sig gennem et halvt kilo kød om dagen. Og det er jo altså også uden for sæsonen, som Mr. Wolf pointerer.
80 hunde gange 365 dage gange 500 gram kød. Det løber jo op i små 14,6 ton kød.
Så hvis man alligevel har fragtet sig selv og hele familien helt op til Polarcirklen, så ville det bestemt være et dumt sted at spare. Og så kan man også glæde sig over, at hundene efter løbeturen er som små udkørte børn, der bare gerne vil nusses bag ørerne og kæles for.
Kolde vandhunde
Har man en smule vandskræk og i særdeleshed kuldeskræk, så kan tanken om at hoppe i en finsk flod midt om vinteren sikkert få de fleste til at ryste i knæene.
Jeg hader kulde. Og hvis ikke det lige var for at vise, at jeg har hår på brystet inde under den orange gummidragt, så havde jeg aldrig ladet mig vende rundt på ryggen og skubbe ud i uvisheden mellem de forbryderisk kolde flodbølger.
Mit brokkeri tager fart, allerede inden jeg sidder og fortrænger nervøsiteten på flodbredden. Bare at komme i den orangefarvede rumdragt tager mindst en halv time, for der skal okses, mases og trækkes godt til, før den sidder bare sådan nogenlunde udholdeligt. Så skal man have alle lynlåsene forseglet og iført sig de vandtætte - yeah right - handsker, så man ikke fryser fingrene af.
Når man langt om længe er hermetisk lukket inde, kan man forberede sig mentalt på at skulle ligge næsten ubevægelig og bare følge strømmen for at benytte en passende metafor.
"En, to, tre - nu", tæller guiden, inden han puffer mig i vandet fra sin lille kajak.
"Wooooaaw" hører jeg mig selv udbryde, da dragten løftes op af de blide, rolige bevægelser fra vandet.
Det er det tætteste, jeg nogensinde har været på vægtløshed, og jeg er allerede midt i min egen rumrejse, da jeg får smidt en plastikbold i fjæset. For nu skal der spilles flodbasket.
Egentlig en meget sjov idé med at skulle pjaske rundt og aflevere bolden til forbiflydende holdkammerater, men når man ikke kan bevæge ret meget mere end øjenbrynet uden at plaske iskolde vanddråber i ansigtet, så er det så som så med gejsten.
Så glem alt om tilsprøjtende holdsport og koncentrer dig om rumrejsen.
Oplevelsen af at ligge med blikket direkte op mod den mørkeblå himmel, mens den sagte rislen af vand trænger gennem beskyttelseshjelmen er fantastisk. Krydret med den søvndyssende rygmassage fra floden er oplevelsen så enestående, at jeg glemte alt om vandskræk og kolde lemmer.
Som i Always Ultra-reklamen har jeg kun et at sige: "Prøv det" ...