Når man vandrer rundt i de historiske gader og stræder, kræver kroppen brændstof præcis som de tusindvis af taxier. For London bør ses på "the real way". På gåfødder.
Derfor kræver det en mere en gennemsnitlig morgenmad, hvis man skal holde en hel dag. Og hvor finder man mere gedigen, ordinær engelsk morgenmad end omkring Covent Garden?
Først skal man sikre sig, at spisestedet er tilpas fyldt med engelske mandfolk af den rette støbning. Altså den støbning, der har en vis pondus og en solid appetit.
Stedet, vi fandt, havde lige del fedladne gutter og tilpas sippede servitricer. Men bacondunsten var lige i næsen.
Et hurtigt blik på menukortet og afsted med bestillingen. En menu seks. Seks forskellige ting: Bacon, pølser, bønner, toast, omelet og fries. Serveret på to pizzastore tallerkner. Værsgo at spis.
En ulige kamp mod overmagten. Som den britiske kamp mod nazisterne det første år af 2. Verdenskrig.
Men de fik hjælp af amerikanerne. Og det gjorde vi ligeledes i skikkelse af den kvindeformede coca-cola flaske, der gav os plads i den efterhånden udspilede mavesæk, til at klemme de sidste krummer ned i dybet.
Nogle siger, at intet slår et engelsk morgenmåltid. Det passer
ikke. En håndgranat i maven udretter mere skade.
Veltankede til det urimelige slæbte vi os ud i den evigt silende
støvregn og kunne resten af dagen fokusere på Westminster Abbey,
Big Ben og Buckingham Palace.
Lidt ligesom alle de andre turister. Vi behøvede bare ikke at holde middagspause. Eller aftenmadspause. Eller ...