Simon Staun
Foto: Simon Staun

Sofia sparker til alle sanser

Hvis man vil gå på opdagelse i en ukendt by, kan det være en god idé at lade sig føre rundt af lokale, der kender alle smutvejene, de ukendte perler i baggårde samt kældre og ved, hvilke restauranter og seværdigheder som ikke oversvømmes af turister.

Derfor har jeg i flere omgange i Sofia allieret mig med studerende guider, der arbejder for Free Sofia Tour-gruppen og lignende guidefirmaer med speciale i ture til skjulte barer og spændende restauranter. For at lægge fra land med manér står den første aften i kuriøse barers tegn. Og selv om der naturligvis er et vist fokus på alkohol i forskellige afskygninger, er den fem timer lange tur også en genial måde at sige goddag til hovedstaden på.

Den unge mandlige guide er født og opvokset i Sofia, men taler alligevel engelsk så godt, at han kunne komme fra London. Han er som et opslagsværk, når det kommer til at strø om sig med historiske detaljer. Som på den "hemmelige" bar Hambara, der ligger gemt inde i en gammel lade. Der er ingen skilte, der indikerer, at der ligger en beværtning for enden af en lille sti. Man skal banke på døren for at blive lukket ind i den gamle lade, der kun er oplyst af stearinlys.

- Den fungerede som ulovligt trykkeri under kommunismen. Her blev fabrikeret flyvebreve og plakater, der ikke var tilladt. Derfor kunne man kun komme ind, hvis man kendte kodeordet, siger guiden, mens han bestiller en omgang raki.

Øjnene skal lige vænne sig til, at der næsten ikke er noget lys derinde. Men af alle de barer, jeg nogensinde har været på, er Hambara én af de mest stemningsfulde. Der kommer grupper af turister på disse ture, men det er lokale, der udgør flertallet af gæster. Det understreges af seks-syv sedler med påskriften "Reserveret" på baren. Da jeg drister mig til at spørge, om jeg ikke må tage en stol, så længe folk ikke er dukket op, får jeg et blankt nej.

Afdæmpet jazzmusik er et oplagt valg på baren, som på sin egen måde fortæller meget om Sofias historie i 1900-tallet. Jeg vender tilbage aftenen efter uden at være en del af en gruppe. Jeg spørger bartenderen, om det er i orden, at jeg tager et billede.

- Du kan tage ét billede, hvis du gør det hurtigt. Vi har ikke lyst til, at vi bliver overrendt af turister, siger hun tørt.

Så er du advaret. Men seriøst, den her bar skal du besøge ...

Familiestemning i baggård

Vores guide anbefaler også en restaurant, som de færreste turister ville finde på egen hånd. Bistro Lubimoto kræver en del søgen, før jeg endelig finder porten ind til baggården, hvor den gemmer sig. Man noterer straks, at det er et intimt sted med plads til 30-40 gæster. Her er halvt fyldt, så det er let at få et bord uden reservation.

Den mandlige tjener, der senere viser sig at være ejer sammen med sine to brødre, lever op til guidens lovprisninger om et "familiested", hvor man bliver taget imod, som var man en hjemvendt søn. Eller datter. Og så gør han noget, mange restauranter kunne lære af: Da vi bestiller, råder han os til at tage en ret mindre end planlagt. Og tilbyder at lave et miks af to retter, så vi kan smage begge dele uden at bestille to retter. Det betyder ikke alverden, fordi retterne koster 15-20 kroner, men det er service af høj klasse.

I stedet for at lade os vælge mellem husets røde og hvide vin laver han en lille kande med en af hver, så vi igen kan smage to forskellige. Lubimoto serverer tung, traditionel bulgarsk mad med masser af krydret pølse, kål, spareribs og enorme, perfekt stegte koteletter og krydrede bøffer. Ejeren er diskret nede at tjekke, at hver ret er som forventet. Hvilket det i den grad er. Da vi ikke kan spise mere, kommer han ned med to stykker kiksekage på huset. Mens han giver gode råd om seværdigheder.

Det viser sig, at han kender Danmark særdeles godt. Han har været gæst flere gange i forbindelse med sin tid som professionel volleyballspiller på Færøerne. Jeg lover ham at gøre reklame for bistroen, der med længder er det gastronomiske højdepunkt under rejsen til Bulgarien. Så hvis du smutter forbi, er du så ikke sød at tage denne reportage med til ham?

Sublime drinks under jorden

Det er, som om der begynder at åbenbare sig et tema for denne reportage. For et andet absolut højdepunkt i Sofia er den skjulte bar 5L Speakeasy, som i den grad også kræver lidt tålmodighed og Google Maps-talent at finde. Indgangen ligger på bagsiden af et ramponeret hus. Man træder ind i et rum, hvor der hænger et gigantisk nøglebundt. Meningen er, at man skal finde den nøgle, som passer i hullet, før man får lov at træde ind.

Indenfor er der relativt dunkelt. Vi bliver taget imod af en værtinde, der leder os gennem et par rum og ned i hjertet af baren dybt nede i en kælder. Man kan smage på luften, at man befinder sig langt nede under gadeniveau. Men det underbygger kun den fortættede stemning i det lange, smalle rum, hvor der står tre tjekkede bartendere bag baren og mikser det - der skal vise sig af være de ultimative cocktails.

Den ene bartender, Plamen Rainev, spørger mig, hvilke smagsnuancer jeg kan lide eller ikke bryder mig om. Han fortæller, at han hellere vil lave unikke drinks til den enkelte gæst frem for at lave de 15-20 signaturdrinks på barkortet. Først rammer han plet med en drink med mørk rum og mangojuice. Jeg har kun fortalt, at jeg ikke bryder mig om gin, og at jeg er mere til søde end sure drinks. Men alligevel er det tæt på at være en af de bedste drinks, jeg nogensinde har smagt. Kombinationen af den sødlige rom og mango-smagen er som et fyrværkeri i munden. Prisniveauet i Sofia taget i betragtning er det ikke billige drinks. De koster omkring 40 kroner, men det er stadig langt under prisen på en tilsvarende bar i Danmark.

Det viser sig, at Plamen er én af landets bedste bartendere og deltager i bartender-konkurrencer i hele verden. Jeg beslutter at sætte ham på prøve to aftener i træk med personlige varianter over min yndlingsdrink, mojitoen, og endda et sats med en drink med gin, da han om nogen må kunne ramme plet på mine smagsløg. Det gør han helt som forventet.

Speakeasy refererer til forbudstidens forbudte smugkroer i USA, fordi man ikke skulle tale for højt om dem.

Nu tillader jeg mig at råbe en anbefaling ud, hvis du har lyst til at fuldende besøget i Sofia med endnu en skjult perle, der giver alle sanser et gevaldigt los i bagdelen. Og er du ikke sød at tage et udklip med til Plamen også, så tror jeg, han giver din drink lidt ekstra kærlighed.

-----------------------------------------

 

Aleksander Nevsky-katedralen


Sofias mest berømte kirke er ikke voldsomt gammel. Faktisk er Aleksander Nevsky-katedralen kun 105 år, hvilket i kirkeregi nærmest er en baby i sammenligning med de flere end 1000 år gamle kirker, som findes i Ungarns hovedstad. Men man må ikke snyde sig selv for denne ortodokse mastodont, der måler 53 meter i højden. Man skal betale cirka 20 kroner for at få lov til at tage billeder, og det skal man uden tvivl ofre. Katedralen er mageløs smukt udsmykket indvendig, og hvis man drister sig til at skyde et billede med sin mobil, sidder der vagter klar overalt til at konfiskere telefonen eller kræver et beløb for at tage billeder. Man kan godt tage madpakke med, hvis man skal nå at indfange alle detaljer. Kirken kan huse 10.000 gæster på én gang, hvilket gør den til én af de største ortodokse kirker i verden. Hvis man vil have fuldt udbytte af besøget, kan det anbefales at tage på en guidet tur med en lokal, som kan forklare betydningen af de mange ikonografier. Der gemmer sig også et ikonografi-museum under katedralen, hvis man ikke kan få nok af guld og religiøse motiver.

Parker og pladser

Sofia har mange små, fine parker, hvor man kan slappe af og i flere tilfælde finde hyggelige caféer. Den lille park Krystal er mødested for flere af de guidede ture, jeg deltager i, og den er oplagt af flere grunde. Den er ikke større, end man kan overskue den fra udkanten, uanset hvor man placerer sig. Den har et par superhyggelige barer, hvor mange lokale hænger ud og drikker halve liter øl til syv kroner flasken. Der ligger flere skoler i området, der bruger parken som legeplags og gymnastikområde, hvilket giver masser af liv. Og larm ... En anden lidt mere velholdt og større park er City Garden, hvor blomsterbede, springvand og ikke mindst Nationalteatret pynter. De tre dage, jeg besøgte Sofia, var der proppet med unge, smukke par, som fik taget billeder i byens mange parker. Jeg troede først, det var brudepar. Men fandt senere ud af, at det var studerende, som skulle til afsluttende gallafest og derfor have et minde for livet. Jeg kan så afsløre, at de bulgarske kvinder ikke er specielt grimme i deres pompøse kjoler.

Free Walking Tours

Free Sofia Tours er en oplagt måde at sige goddag til Sofia på. I et land, hvor mindstelønnen er markant lavere end i Danmark, er det topmotiverede og ofte veluddannede unge, der er ansat som guider. De snakker flydende engelsk, har typisk studeret historie, antropologi eller i dette tilfælde jura og ved ALT om Sofia. De tre forskellige guider, jeg når at møde, er umådeligt velformulerede og velforberedte. Det er den perfekte måde at indlede sit ophold i Sofia, da man kan få en lynvisning af de 10-15 attraktioner i centrum, som man SKAL se. Og derefter fordybe sig på egen hånd. Guiderne, som er født og opvokset i byen, er omvandrende opslagsværker, når det kommer til at anbefale små, skøre restauranter, barer eller butikker, som endnu ikke er overrendt af turister eller med i guidebøgerne. Det hedder "Free" Sofia Tours, men det forventes naturligvis, at man smider en euro-seddel i næven efter endt tur. På de ture, jeg var med på, var der mellem 25 og 30 gæster i de to timer, turen varede. De smed et sted mellem 5 og 10 euro pr. mand, hvilket alt andet lige svarer til en ugeløn i Sofia. En fair deal for begge parter.

Sveti Georgi-kirken

Man kan ikke helt konkludere, at Sveti Georgi-kirken er skjult, da den er én af Sofias mest berømte attraktioner. Men dens placering inde bag Hotel Sheraton og det bulgarske undervisningministerium gør alligevel, at man med rette kan kalde den gemt af vejen. Bygningen er formodentlig den ældste i Sofia med sine cirka 1600 år, og den er kendt for sine freskomalerier fra 1200- og 1300-tallet, der var malet over, da Bulgarien hørte under Det Osmanniske Rige. Der er konstant mennesker i den klejne kirke, og under gudstjenester er det decideret umuligt at klemme sig ind. Og i øvrigt også forbudt at tage billeder eller overvære iført shorts eller korte ærmer. Men jeg bor ret tæt på og kommer forbi flere gange på "heldige" tidspunkter, hvor jeg kan sætte mig ind og nyde roen. Det er faktisk lidt underfundigt at besøge Sveti Georgi efter Aleksander Nevsky-katedralen, fordi forskellene er så markante. Aldersforskellen er 1500 år, og den ene er vel 50 gange større end den anden. Alligevel er det begge lige store oplevelser, og den lille kirke med det runde tag står formodentlig om 1000 år, fordi den er beskyttet mod vejr og vind fra de store bygninger, som omkranser den.

Kvarterer med kant

Jeg har aldrig været i Sofia før, så jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan byen så ud i årene efter Østblokkens opløsning. Men når man går rundt i byen i dag, finder man mange kvarterer, der alt andet lige ser ud som om, at der ikke er malet så meget som et enkelt penselsstrøg på én eneste facade, siden Berlin-muren faldt i 1989. Først synes jeg, det er lidt skræmmende at gå rundt mellem huse, der nærmest ligner bombekratere. Men efter et par dage begynder det faktisk at være yderst interessant at udforske nye kvarterer og se, hvor de mest faldefærdige karréer gemmer sig. Man skal ikke særlig langt væk fra de polerede handelsstrøg for at finde bygninger, som for halve eller hele århundreder siden må have fået folk til at tabe pusten af benovelse. Men i dag næsten giver ondt i maven, fordi malingen krakkelerer, altaner smuldrer bort og smukke detaljer dækkes af vildtvoksende planter. Fra altanen på mit hotel kigger jeg direkte ned på en række boliger, som ikke ville være tilladt til beboelse i Danmark. Med sorte, tunge skyer er det så grimt, at det ser helt smukt ud.