Den eneste rigtige måde at ankomme til en ønation på er om bord på et skib. Derfor er det sammen med horder af venezuelanere, jeg ankommer til Trinidad & Tobago, hvor en narkohund logrer kælent ved synet af min rygsæk. Den bliver dog hurtigt skuffet og sniffer videre, mens jeg kører med den første og bedste taxi ind mod hovedstaden Port of Spain.
Træbygningerne lider som turisterne under den kolossale varme og ikke mindst luftfugtigheden, der kryber ind under skjorten på få sekunder og får sveddråberne til at kælke lystigt ned af huden.
Den arkitektoniske stil er til trods for sin mangel på genialitet så langt fra den skandinaviske, at de fleste turister vil føle sig så rigeligt underholdt på en simpel vandretur. Man skylder dog sig selv at tage afstikkere ud til de mindre glamourøse områder i byen. Vel og mærke i en taxa. For tager man turen på gåben, så er det temmelig sikkert, at man vender tilbage en tegnebogs bruttovægt lettere. Kriminaliteten især i hovedstaden er nemlig eksploderet de seneste år, hvilket min indiske taxachauffør brokker sig højlydt over.
- Det er de sorte slyngler. 99 procent af al kriminalitet bliver begået af de sorte, der kun udgør 43 procent af befolkningen. Derfor vælger mange at flytte til andre dele af Commonwealth som Canada og England, hvor vilkårene er langt bedre, fortæller han, mens taxaen kører slalom mellem fodgængere og parkerede biler.
Da jeg igen kommer ud i den feberhede virkelighed, føles det som at få et slag i hovedet med en tændt sauna. På en avisstander på fortovet skræmmer overskriften: "13 drab alene tirsdag". Det er altså en del i en by, der er på størrelse med Odense. Som turist gælder det altid om at udvise påpasselighed og ikke være dumdristig. På Trinidad & Tobago er det en ufravigelig tommelfingerregel, hvis man vil rejse helskindet hjem.
Rastamands-juice
Når man rejser som backpacker, hverken gider man eller har råd til at søge tilflugt på de smarte, internationale hoteller. Så det gælder om at finde frem til de steder, hvor de lokale samles. Da sproget på Trinidad og Tobago er engelsk, om end med en meget vanskelig forståelig dialekt, så man kan sagtens sætte sig tilrette i baren og sludre med de lokale, der med garanti vil bemærke, at mikroputnationen deltager ved sommerens VM i Tyskland. Modsat Danmark, som de ellers ikke aner et klap om.
Cricket er ellers landets helt store passion, men de to millioner indbyggere er godt klar over, at verdens øjne vil hvile på dem, da fodbold trækker flere tv-seere. Faktisk flere milliarder. Og da de fleste sportsfans har en tendens til at heppe på "the underdogs", kan Trinidad og Tobago godt gå hen og få mange tilskueres sympati.
En underdog, der derimod ikke får så meget sympati, er én af Port of Spains utallige rastamænd, der vakler rundt på må og få. Flere af dem er så bedøvet af stoffer og alkohol, at de ikke aner, om de befinder sig så på Jamaica, månen eller deres faste sidegade. Så sikkert, som der skal ild på en joint, spørger de turister om lidt penge efterfulgt af et klassisk: "Was uuup man".
De fleste har formået at samle hele klaser af skidt i deres hårpragt, undskyld hår, så det mere ligner en sammenfiltret, omvandrende losseplads. Mange har mystiske ri-tualer. Som dem, der tisser i en flaske og selv drikker det for at få renset systemet igennem.
- Vil du smage, det gør din krop godt, spørger min nye ven mig.
- Ellers tak, jeg har det fint med min cola, svarer jeg høfligt. Når de så tyller deres egen "juice", mens en flok skolepiger i englehvide uniformer trisser forbi, så får man landets kontrast banket ind i skallen med mærkbare hug.
Drister man sig til at tale længere tid med rastafarierne, viser det sig ikke overraskende, at de er særdeles varme og gæstfrie mennesker. Drister man sig til at tage imod en gå-i-byen-invitation, viser det sig desuden, at de kan drikke uanede mængder humle, så længe den er gratis.
Men skid hul i de håndører. For følges man med et par lokale ned til det kulsorte festdistrikt St. James, så bliver man selv en del af attraktionen. Og når man står omgivet af hærdebrede negere bevæbnet til tænderne med tommetykke joints, så føler man virkelig, at man får en på opleveren.
De magiske syv
Port of Spain er kendt i hele Caribien for sit karneval. Der er jo stor sandsynlighed for, at man ikke ankommer netop den weekend, alligevel kan man næsten være sikker på at høre grupper øve på deres dundrende olietønder.
Mit hostel hed sjovt nok La Calypso, og det var lige præcis den musik, der strømmede fra en baggård tæt på. Ikke langt fra "min" gade French Street ligger verdens efter sigende største rundkørsel. Egentlig er det bare en lang vej uden om den enorme sportsplads, Savannah, hvor karnevalet finder sted. Men hvis en hovedstad ikke har nogen famøse seværdigheder, kan hittepåsomhed naturligvis hjælpe, når der skal skrives brochurer.
Langs den ene flanke ligger syv bygninger fra århundredeskiftet, der kaldes "The Magic Seven". Og de er, om ikke andet, så noget mere interessante end rundkørslen. Der er blandt andet tale om byens fallerede universitet fra 1904, ærkebiskoppens bolig, præsidentens kontor og et par spøgelsesagtige palæer, hvor man burde tage entré og lade turisterne lege gemmeleg og få sig en anderledes oplevelse.
Jeg får i stedet en anderledes oplevelse, da jeg møder den 72-årige Joseph Teixeira og vennen Albert Osouna på 63. De sidder hver dag på en bænk ved Savannah og slapper af.
- Vi sidder bare og kigger på bilerne og de handlende henne ved Ali, der sælger kokosnødder. Og så venter vi på, at det igen skal blive karneval, siger Joseph, der er af portugisisk afstamning.
Calypso-kongen
Han spørger, om jeg kender calypso-musikken. Da jeg svarer nej, flækker hans rynkede ansigt i et kæmpe smil.
- Så skal jeg søreme spille lidt for dig, jubler han.
Han tager opstilling ved et af de skure, hvorfra der sælges mad og drikkevarer til karnevalet, og begynder at klaske sine hænder ind i træet. Efter få slag begynder rytmen at leve. Han stemmer i med en fræk sang om bare piger, alkoholens glæder og nattens udfoldelser. Bagefter er han helt forpustet og lykkelig over, at seancen blev foreviget på video.
- Ja, selv om jeg ikke er så smuk som i mine velmagtsdage, så kan jeg stadigvæk godt lide at se på de mange smukke piger, indrømmer han og hiver et gulnet foto frem fra skjortelommen, hvor man ser en flot ung mand.
Albert, der kan spore sin slægt tilbage til de afrikanske slaver, siger ikke så meget henne fra bænken. Han nikker bare, mens et smil undertrykkes. Fra deres bænk sidder de i første parket, når de tusinder af næsten afklædte tøsebørn i alverdens farver danser forbi. Det er præcis den caribiske ånd, som selv i overskyet vejr luner gevaldigt.