Det føles fantastisk og forunderligt at befinde sig på en gade med navnet Dronningens Tvær Gade i februar, mens temperaturen sniger sig tæt på 40 grader. Det er stegende hedt her midt i fotogene Christiansted, der blev hovedbyen, da Kong Christian den 6. købte øen af sin franske kollega i 1773.
På Christiansted National Historic Site kan man bruge mange timer på at besøge den gamle danske toldbod, klokketårnpaladset samt den gamle regeringsbygning fra 1830, hvor man kan hilse på Kong Frederik den 7. og guvernør Peter von Scholten.
Det er svært at forestille sig, at danskere engang opførte disse bygninger med et tydeligt nationalt særpræg, som står i stærk kontrast til arkitekturen på de øvrige caribiske naboøer. Danske by-, gade- og bygningsnavne gør rejsen tilbage til vores korte periode som koloniherrer endnu lettere, og det er let at falde i svime, mens man støtter sig op ad kanonerne på Christiansværn og spejder ud over de smukke blå bølger. For at fuldende dagdrømmeriet sejler der et gammelt skib rundt foran fortet, der lyser op som en høstmoden dansk rapsmark.
Knap en meter høje rum
De klaustrofobiske fangerum, der knap er en meter høje, da man ville spare på de dyre mursten sendt fra Danmark, huser heldigvis ikke længere afrikanske fanger. I det meste af et århundrede blev de fragtet til øen i titusindvis for at arbejde sig ihjel på de mange plantager, som guvernør Frederik Moth inddelte øen i.
Når man læser om øens, byens, fortets og slavernes historie i den danske mappe, man får udleveret ved indgangen til Christiansværn, finder man hurtigt ud af, at alt ikke har været helt skagengult og rosenrødt de 184 år, danskerne var ejere af de tre vestindiske øer.
I Frederiksted skulle jeg senere på dagen støde ind i en efterkommer af det, man med rette kan kalde en sort epoke i dansk historie.
Glubske karper
Man kan forsøge at fortrænge fortiden ved at lade sig dupere af de mange pastelfarvede huse, hvoraf dem nærmest vandet og det historiske område er de bedst bevarede. Kommer man ret mange gader væk fra centrum, er der knap så meget glansbillede over det, selv om de forfaldne og faldefærdige huse kan være ganske underholdende at studere på tæt hold.
Går man langs den velholdte "the Waterfront", er det næsten som at befinde sig i Florida eller andre sydstater i USA, hvor lastbillange lystbåde glimter om kap i solen. Hos den uundgåelige "Angry Nates" kan man med stor fordel indtage sin frokost, som man endda kan vælge ud fra et dansk menukort. Fra den barmhjertige skygge er det fascinerende at betragte, hvordan en sejler parterer fisk og smider resterne ned til en stime glubske karper på mindst en meter stykket.
Vi er knap så altfortærende ved vores bord, hvor vi nøjes med at slubre frugt-smoothies og kolde colaer, inden bussen skal bringe os tilbage til Frederiksted, hvor vores krydstogtskib ligger og venter.
Køleskabet drager
Havnefronten vibrerer af liv, da vi en time senere ankommer til den vestlige by med et rødt fort i langt dårligere stand end i Christiansted. Der er dog langt flere turister her, hvilket giver sig selv, da man kan gå direkte ind til byen fra krydstogtkajen. Dermed er der også langt flere boder, butikker og caféer. De er dog langt mere amerikanske end caribiske, så hvis man vil opleve noget mere autentisk, skal man søge nogle gader væk fra kysten.
Det forsøger jeg, og allerede efter to gader er turisterne som sunket i jorden. Kongens Gade er en spøjs blanding af beskedne butikker og enkelte halvsnuskede restauranter. Men så passerer jeg Maggie's Snackette, der trækker i mig, som var den en magnet. Måske er det synet af det store køleskab og udsigten til en svalende kold eftermiddagspils. Måske er det de storsmilende, frodige tre kvindfolk, der lokker.
Den særlige flaske
"Velkommen indenfor. Det er min fødselsdag, så den første omgang er på huset," fortæller værtshusets ejer, hvis navn har prydet facaden i 22 år.
Maggie husker tydeligt, hvornår hun overtog stedet. Det var lige efter orkanen Hugo i 1989, der splittede den lille bar ad. Alt var blæst omkuld og lå hulter til bulter, hvilket betød en hård opstart. I dag er der for længst kommet styr på tingene igen, og Maggie har ingen problemer med at lokalisere den caribiske øl "Presidente" mellem de caribiske og amerikanske øl.
Da jeg tager den første tår, skåler Maggies gode veninde Charlotte med og spørger mig, om hun må sætte sig på nabobarstolen. Det får hun naturligvis lov til. Hun begynder straks at udfritte mig, da hun har luret, at jeg med stor sandsynlighed er dansker.
Præcis som hendes farfar fra København. Var det ikke for hans forhold til en lokal mørk kvinde, ville hun hverken have haft sin smukke glød eller sit danskklingende efternavn Tranberg.
Da hun får vished for, at jeg er dansker, beordrer hun Maggie til at finde "den særlige flaske" inde bagest i køleskabet. Da hun stolt placerer den på bardisken, er jeg ved at tabe næse og mund. Det er en flaske Gammel Dansk med et tykt lag dug på! Den bliver pudset behændigt af, mens der findes fire velvoksne glas frem. Jeg takker pænt nej til Gammel Dansk klokken 15 med 35 grader både ude og inde. Selskabet er bestemt varmt, så jeg ser ingen grund til at udfordre skæbnen. Det afholder ikke Maggie og vennerne fra at skåle for både hende og den danske arv, der kan ses og sågar smages på Sankt Croix.
Farfars øjesten
Charlotte Tranberg ærgrer sig over, at jeg ikke kan møde hendes to onkler, Johnny og Otto Tranberg.
- De er begge i 90'erne og kender alt til historien og kulturen her på øen, der er den eneste af alle de caribiske, der udelukkende er omkranset af Det Caribiske Hav. Alle de andre østcaribiske øer har Atlanterhavet på deres højre side, fortæller hun engageret.
Hun taler ikke dansk som sine ældre familiemedlemmer, men hendes datter kan synge en gammel dansk sang, som hun lærte af Charlottes farfar. Charlotte kan ikke huske titlen på den, men hun ved, at den må være kendt. For da datteren optrådte med den for en gruppe danskere, begyndte de med det samme at synge med.
- Hun var min farfars øjesten. Præcis som jeg var det engang, fortæller Charlotte Tranberg med blanke øjne.
Da hun var en ung kvinde, var Sankt Croix en anden ø. Dengang kunne man gå i byen og få et lift med en fremmed mand klokken to om natten og være sikker på at komme trygt hjem.
- Sådan er det ikke længere. Der er mange kriminelle unge og masser af stoffer som i USA, men heldigvis bekriger banderne kun hinanden. Så der er ikke noget at frygte som turist, understreger Charlotte Tranberg.
Man føler sig på ingen måde utryg, når man slentrer gennem gaderne i Frederiksted eller Christiansted. Mere en smule skuffet eller frustreret over, at den kroniske caribiske dovenskab har betydet, at smukke historiske bygninger med dansk slægtskab falder sammen, smuldrer væk og i værste fald forsvinder for altid.
- Det ændrer sig heldigvis nu. Regeringen er begyndt et omfattende restaurerings- og genopbygningsarbejde, så når du kommer tilbage, vil du tydeligt kunne se, at Frederiksted er en helt anden og flottere by. Og så skal du altså møde onkel Otto og onkel Johnny, formaner Charlotte Tranberg.