Jeg har nydt udsigten over kirkegården Cementerio Santa María Magdalena de Pazzi i San Juan før, men jeg har aldrig været inde at se den. Ordentligt. Da jeg sidst besøgte Puerto Rico, havde jeg en toårig datter med på slæb, og hun fortalte meget tydeligt, at hun hellere ville have is end at se en dumme gravsten.
Derfor så familien kun kirkegården på afstand efter besøget på byens ubetingede hovedattraktion, fortet Castillo San Felipe del Morro. Denne gang havde vi derfor aftalt, at bedsteforældrene skulle tage sig af de nu to børnebørn, mens min kone og jeg gav os god tid til at slentre rundt på kirkegården.
Vi starter udflugten ved Castillo de San Cristóbal, der er hovedstadens andet store fort. Det koster 15 kroner at komme ind, hvilket er ustyrligt billigt. Der er ubegribeligt varmt og fugtigt, da vi ankommer til fortet omkring middagstid. Selv de ansatte sveder, så skjorterne er gennemblødte. Vi køber derfor rigeligt med vand og Gatorade, så vi kan klare turen helt ud til kirkegården uden at dehydrere.
Castillo de San Cristóbal har sublim udsigt i alle retninger fra små svævende udsigtstårne, som der er kø for at komme ud i. Mens vi venter, overhører vi en amerikansk teenager, der spørger sin mor, om der stadigvæk bor mennesker på fortet. Det svarer lidt til at spørge, om der bor mennesker på Kalø Vig slotsruin eller Hammershus.
Få gæster på kirkegården
Fra fortet er der cirka 10 minutters gang ud til kirkegården. Det er en smuk rute med betagende udsigt over Atlanterhavet, hvor man rammer det nordligste USA eller Canada, hvis man sejler stik nord. En af fordelene ved at gå i stedet for at tage små overlæssede turistbusser er, at man passerer en række slumkvarterer, som giver et billede af, hvordan beboerne i San Juan også lever. Jeg vil ikke umiddelbart anbefale, at man tager den rute om aftenen, eller hvis man går alene. Men forfaldet er ganske interessant at betragte i forbifarten.
Kirkegården ligger ud til en enorm græsplæne, hvor der også denne gang står mange mennesker og leger med farverige drager. Fra en skrånende bakke tages der billeder i stor stil af kirkegården, men underligt nok er der ikke særlig mange turister, der benytter sig af muligheden for at gå ned på kirkegården. Det kræver blot, at man går ned gennem en tunnel, hvilket tager under to minutter.
Ene ukendte navne
Kirkegården ligger så tæt på havet, at bølgernes brusen er en del af helheden. Gravene er placeret over jorden, fordi kirkegården er opført på klippegrund, og det kræver ikke mange sekunders iagttagelse at konkludere, at vi aldrig har set så mange Jesus- og Jomfru Maria-figurer på et sted.
De fleste skulpturer og gravmonumenter er af marmor, og i solskin blænder de hvide flader, så man selv med solbriller går rundt og misser med øjnene. Vi kan dog stadig læse navnene på gravstenene, og det er interessant at støde på så mange ukendte navne på personer, der har formet landet både politisk og kulturelt. Her ligger politikere, jurister, læger, journalister, forfattere og komponister. Fælles for dem alle er, at jeg aldrig har hørt deres navn før. Det samme ville sikkert være tilfældet, hvis en puertoricaner besøgte Assistens Kirkegård i København.
Grunden til, at man placerede kirkegården helt ud til havet, er, at man ifølge puertoricansk (over)tro har frygtet døden og håbet, at ånderne ville rejse ud over havet i stedet for at hjemsøge de efterladte på land.
I en guidebog anbefales det, at man bruger 40 minutter på kirkegården, hvilket vi rammer ret præcist. Vi ser kun en enkelt person, der holder til på et undseeligt lille kontor. Vi støder også på et par katte, men ellers er det kun Jesus og Jomfru Marias ansigter vi hilser på. Det overrasker mig en del, da det må være én af de smukkest beliggende kirkegårde i verden. Jeg drømmer ikke om at dø lige foreløbigt, men alligevel bliver jeg en smule misundelig på de prominente puertoricanere, der for tid og evighed kommer til at ligge med udsigt ud over Atlanterhavet.
Piña coladaens fødested
Kirkegården ligger tæt på den gamle bydel, der også må siges at være yderst fotogen. Der er til tider voldsomt mange turister, men hen under aften, hvor de fleste krydstogtturister har forladt den klejne bymidte, føler man næsten, at man går rundt for sig selv.
Der er fire år siden, at vi tilbragte en lille uge i Puerto Rico, og man kan tydelig se forskel på udvalget af restauranter. Der er poppet mange nye steder op for at servicere de flere millioner årlige krydstogtturister, som vi er en del af denne gang.
Vi finder en økologisk isbutik, der er åbnet i mellemtiden. Her kan man købe de mest fantastiske is med banan-, mango- og ananassmag. Prisniveauet er tilsyneladende også påvirket af, at mange krydstogtturister spenderer mange dollar under opholdet. En relativ lille is koster 25 kroner, hvilket er dyrt selv på Puerto Rico.
Mens ungerne får isen grattet ud i hele femøren, finder vi en
hyggelig restaurant i en lille gågade, som vi også gæstede sidst.
Den munder ud i Parque Las Palomas, hvor den samme harmonikaspiller
sidder og underholder ved indgangen som sidst. Blandt de
hundredevis af duer, der har parken som hjemsted, er der sikkert
også mange gengangere. De virker i hvert fald glade for at se mig,
da de flyver op og sætter sig på mine skuldre og
hovedbund,
så jeg kan mærke deres spidse klør lidt for tydeligt. Min familie
knækker sammen af grin, da jeg er fuldstændig dækket af duer og
ligner en rædselsslagen person fra Hitchcocks "Fuglene".
Vi ville have drukket en drink i bygningen, hvor Don Ramon Portas Mingot skabte Piña coladaen i 1963 - en af mine yndlingsdrinks - men vi er ikke de eneste, der har fået den idé. Så vi napper den i stedet på et lille lokalt sted, hvor de er yderst generøse med rommen og bananchipsene med chilidyppelse. Drinken smager himmelsk af både fløde og frisk ananasjuice, og den runder dagen perfekt af i den overskuelige hovedstad, som har både flatterende kolonitidsbygninger, glimrende mad, hyggelige torve og ikke mindst én af Latinamerikas smukkeste kirkegårde.