Da orkanen Hugo bankede ind over Montserrats frodige kystlinje 17. september 1989, var det en skrækkelig oplevelse for øens beboere. Vinde hev og sled i træer og huse med mere end 200 kilometer i timen. 90 procent af alle bygninger fik omfattende skader, og øens turistvirksomhed blev hårdt ramt i årene efter.
Denne ellers destruktive naturkatastrofe skulle dog gå hen og
blive en notits i fortællingen om den britiske ø i Caribien. For
otte år senere blev øen ramt af en langt værre naturkatastrofe:
Vulkanudbrud.
Små jordskælv havde allerede i 1995 advaret de 4000 indbyggere i
hovedstaden Plymouth om, at noget var i gære. Men ingen havde
forventet det scenarium, der ramte dem 25. juni 1997.
Soufriere Hills-vulkanen, der senest var i udbrud for 400 år siden, blev ikke blot vækket til live fra sin århundredlange slumren. Den gik regulært amok og sprøjtede klippestykker på størrelse med lastbiler ud over øen.
30 sekunder skal der være gået, fra de gigantiske sten forlod vulkankraterets mund, til de slog ned som brændende meteorer kilometer væk. Al den lava, der i to måneder var akkumuleret i krateret, kom som en rødglødende tsunami ned over hovedstaden, der blev dækket af 12 meter lava- og mudderstrømme.
I dag er der yderst få bygninger tilbage. De få, der er, har fået brændt tagene af, er væltet eller står som vaklende minder om det, der må have føltes som dommedag for Montserrats indbyggere.
Halvdelen flygtede
Byens lufthavn, havn, sygehus, regeringsbygninger, fabrikker og samtlige butikker blev ødelagt. Og de giftige gasser fra udbruddet gør det umuligt at opholde sig på store dele af øen. Når man flyver hen over den tidligere hovedstad i helikopter, kan man tydeligt lugte svovlen. Den sure lugt er en af grundene til, at det er dumt og endda ulovligt at befinde sig i den "forbudte zone".
Efter udbruddet fik hver familie 10 minutter til at redde personlige ejendele som billeder og smykker ud af deres huse. Alt andet blev efterladt. Der var ingen af de 4000 indbyggere, der fik dækket tabene af forsikringsselskaberne, der sjældent viser format i tilfælde af naturkatastrofer. Derfor har det været en lang, sej kamp at genhuse befolkningen på øens modsatte side, hvor man krydser fingre for, at et nyt udbrud ikke rammer.
Halvdelen af indbyggerne forlod øen for bestandig, da de ikke magtede at starte helt fra bunden og i øvrigt frygtede, at den anden del af øen kunne blive ramt af nye vulkanudbrud. Så sent som i 2010 var der igen udbrud, hvor aske blev skudt over seks kilometer op i atmosfæren og regnede ned over naboøerne. Vulkankrateret kollapsede delvist, og lavastrømme løb mod kysten. På grund af gunstige vejrforhold blev øens beboere ikke ramt denne gang.
Ingen bønner hjælper
Der omkom "kun" 19 indbyggere under det store udbrud i 1997. De fleste af dem var landmænd, der nægtede at forlade deres jord og dyr. Når man ser ødelæggelserne, må det betegnes som et mirakel. For af alle steder, jeg har været, hvor oversvømmelser, tsunamier, tørke eller orkaner har hærget, har jeg ikke set en total dommedagsødelæggelse, som tilfældet på Montserrat.
De eneste billeder, jeg har set, der kommer i nærheden, er fra Nagasaki og Hiroshima, efter at de blev atombombet i august 1945 - og fra Nord-japan efter tsunamien i år.
Plymouths kirke er den eneste bygning, der overlevede i byens
nordvestlige del. Man ser tydeligt, hvordan lavastrømmen har boret
sig gennem landskabet og nær havde slugt kirken også.
Nu står den i stedet tilbage og understreger, at man kan tro nok
så meget på gud. Hverken bønner eller prædikener hjælper, når moder
natur er i dårligt humør.
På vej tilbage til naboøen Antigua er der tyst i heli- kopteren,
selv om rotoren pisker luften i stykker. Alle er påvirket af mødet
med en hel bys undergang. Jeg tænker, det lige så godt kunne
være
Reykjavik, vi var fløjet hen over. Og gyser.
Under os ser jeg nu de mest billedskønne strande med mørkt
lavasand. De er en del af en helt ny kystlinje, der er skabt efter
de gentagne udbrud. Der er ingen gæster på de kilometerlange
strande.
Det er også forbudt at befinde sig på denne del af øen. En ø, der
på samme tid er paradis og helvede.