Der skal nok have været indbyggere på Hispaniola – øen som er delt mellem det i dag fransktalende Haiti og spansktalende Den Dominikanske Republik – der har fået noget galt i halsen, dengang Christoffer Columbus og det spanske følge ankom til øen i 1492. Og formodentlig igen, da spanierne lagde til tre år senere og begyndte at grundlægge Santa Domingo de Guzmán, der fik æren af at være den første europæiske by i den nye verden.
Når man kommer fra Europa, falder man ikke helt på bagdelen over at se bygninger, som nærmer sig 525 år. Men det er alligevel fascinerende at gå rundt og se bygningsværker, pladser og gader, som bærer prædikatet ”Den første af sin slags i den nye verden”.
Det er heldigvis ikke hollywoodificeret med kæmpe skilte eller blinkende neonlys. Det kræver en guidebog og skarpe øjne at lokalisere flere af seværdighederne, som dog alle gemmer sig inden for et overskueligt område i Zona Colonial-kvarteret på cirka en kvadratkilometer. Altså kan man besøge samtlige attraktioner på én og samme dag.
Miniaturekopi af Santa Maria
Udgangspunktet for min kone og niårige datters ekspedition rundt i byen er den centrale plads, Plaza de España, som ikke overraskende er opkaldt efter moderlandet, der ligger små 7000 kilometer mod øst.
Den er hjemsted for paladset Alcázar de Don Diego Colón, hvor Christoffer Columbus’ søn Diego boede med udsigt til Ozama-floden. Mellem 1509 og 1518 var han guvernør over Vestindien, som Caribien blev døbt, da det stod klart, at det ikke var det rigtige Indien, man havde ”opdaget”.
Det er den ældste – surprise – regeringsbygning i den nye verden, og det var i disse relativt ydmyge rammer, at planerne om at erobre og udforske resten af Latin- og Mellemamerika udsprang. Med formodentlig 20 millioner dræbte indianere til følge alene de første årtier. Unægtelig noget af en ridse i lakken i fortællingen om spaniernes glorværdige ankomst til Caribien.
Når man har set Sønderborg Slot, Koldinghus eller Kronborg, er det svært at miste pusten over de fysiske rammer, men det skal også med i betragtningen, at paladset kun er cirka halv størrelse af den oprindelige. Bygningen stod tom i næsten hundrede år, hvor den forfaldt, inden et restaureringsprojekt i midten af 1950’erne fik genopført dele af bygningen og fyldt den med historiske genstande. De amerikanske turister rører ved muskedonnere, rustninger og endda 400-500 år gamle krukker i køkkenet, som var det religiøse artefakter.
Jeg er mere imponeret over en flere hundrede år gammel miniaturekopi af skibet Santa Maria, som var det største af de tre skibe på jomfrurejsen over Atlanterhavet.
Mausoleum var tobakslager
Attraktionerne ligger som perler på en snor i Zona Colonial. For enden af Plaza de España ligger Museo De Las Casas Reales, som er et smukt pitstop inden Panteón de la Patria, et betagende mausoleum for dominikanske militærhelte og markante historiske personer.
Listen over berømte dominikanere tæller blandt andet Gregorio Luperón, Salomé Ureña, José Núñez de Cáceres, Concepción Bona og Emilio Prud’Homme. Jeg må med skam erkende, at jeg ikke kan nævne navnet på én eneste dominikaner, om mit liv afhang af det.
Soldater i blændende hvide bukser, blå jakker, blankpolerede støvler og med røde baretter står æresvagt i den oprindelige jesuitter-kirke og sikrer i samme ombæring, at turister opfører sig værdigt. Der hersker en respektfuld ro i mausoleet, hvor store ventilatorer for en stund får gæsterne til at glemme, at der er 33 grader udenfor.
Det er besynderligt at tænke på, at det smukke rum både har været brugt som tobakslager, landets første teater samt regeringskontor, inden det i 1956 blev forvandlet til nationalt mausoleum.
Selv om de unge vagter ser meget determinerede ud, får jeg lov at tage et par portrætter af den ene, da jeg får forklaret ham, at jeg selv gik med baret for over 20 år siden. Godt nok en sort gardehusar-baret, men alle kneb gælder.
Lyserøde gadesælgere
Vi træder afkølede ud på Calle Las Damas, den første brolagte gade på den vestlige halvkugle, hvor en gruppe gadesælgere snedigt har taget plads. De er strategisk placeret ved alle de større seværdigheder i Santa Domingo. Det modsatte ville have vakt store forundring.
Nogen har truffet den helt igennem geniale beslutning, at alle sælgere skal bære de samme lyserøde trøjer. Det betyder, at man kan spotte dem på lang afstand og være forberedt på at takke pænt nej, når de henvender sig. I stedet for at træde vande i de evindelige "hey, hvor kommer du fra"-samtaler, som altid ender i samme blindgyde.
Hvis man drister sig til at handle med gadesælgere, kan man helt sikkert forvente at blive tilbudt ringe og kæder med landets nationalsten, der er en lyseblå pektolit, som er et mineral, man kun kan finde i Den Dominikanske Republik. Det siger næsten sig selv, at gadesælgerne ikke sælger det sjældne mineral med det smukke navn larimar, men derimod blålige sten eller sågar polerede plasticstykker.
Vi køber ingen mineraler, men lader os derimod lokke af en charmerende ung mand, som sælger økologisk, lokalt produceret chokolade. Han er til at forhandle med, så vi køber fem plader chokolade for 40 kroner. Eller det vil sige, vi ville have købt fem plader, hvis ikke vi havde fundet ud af, at prisen er pr. plade.
Det er i forvejen lidt et sats at slæbe rundt på chokolade med tanke på den tropiske temperatur, og vi nøjes derfor med en plade med nødder samt en med kokossmag for at matche den tropiske stemning.
Simpel katedral
Fortaleza Ozama er, som navnet indikerer, et fort opkaldt efter floden, der deler hovedstaden i to dele. Der er noget puttenuttet over det klejne fort, som … tadaaaa … er den ældste militære bygning i hele Amerika. Fortet fra 1502 er et Unesco-site, som på lige fod med andre bygningsværker i Zona Colonial beskyttes og bevares.
Tårnet hedder Torre del Homage, hvilket betyder noget i retning af respektens eller hæderens tårn. Om det navn var passende for stedets funktion som fængsel frem til 1960’erne, skal jeg ikke kloge mig på.
Basilica Cathedral of Santa María la Menor er hjertet i den gamle bydel. Amerikas katedral er kælenavnet, hvilket må siges at have en vis tyngde. Den opmærksomme læser vil have gættet, at der er tale om den første katedral i den nye verden. Påbegyndt i 1512 og færdiggjort i 1540. Fire år efter reformationen i den gamle verden.
Katedralen kan ikke måle sig med de sydeuropæiske mastodonter, men der er noget charmerende ved limstensfacaden og den relativt enkle indretning. Det er især loftets konstruktion, som imponerer. Samt det faktum, at Christoffer Columbus’ jordiske rester – måske - befandt sig i kirken indtil 1992.
Vi gik ind fra sydsiden, men går ud mod nord, hvor vi træder ud i Columbus-parken. Som i virkeligheden er en lille plads med enkelte skyggende træer. Midt på pladsen står netop Christoffer Columbus støbt for tid og måske evighed og peger symbolsk med sin finger. Mod fremtiden siges det. Det havde måske givet bedre mening, hvis han pegede mod vest.
Omkring parken ligger cigar-, rom- og smykkeforretninger på stribe. I stedet for at lede efter souvenirs finder vi en bænk i skyggen. Herfra kan vi studere lokale malere, der viser talentet med både pensel og pen, snakke fodbold med taxichauffører i deres frokostpause og more os over de legende skolebørn, som opfører sig præcist så tosset som de danske.
Columbus’ evige fyrtårn
I udkanten af den enorme by med knap tre millioner indbyggere ligger Christoffer Columbus’ fyrtårn, Faro a Colón. Et gravmonument, hvor hans jordiske rester blev flyttet til i 1992, der var 500-året for hans ankomst til den nye verden.
Der hersker dog tvivl om, hvorvidt det vitterligt er Columbus’ rester, da katedralen i Sevilla har dna-testet deres rester af Christoffer Columbus (med et positivt svar til følge), mens de dominikanske myndigheder har sagt nej til en tilsvarende dna-test. Det kan man tolke, som man vil …
Fyrtårnet, der ret beset er en enorm betonkonstruktion med et snert af sovjet-byggestil over sig, ligger underligt forladt. Her er ingen boder, souvenirsælgere eller caféer.
Det koster kun tre dollar at komme helt ind i hjertet af monumentet, hvor Columbus' jordiske rester - måske - befinder sig. Selv om jeg det meste af mit voksenliv har haft den overbevisning, at vikinger fandt frem til Amerika mange århundreder før Columbus, giver det et lille sug i maven at stå ved hans potentielle gravsted.
Få mennesker i verdenshistorien er så kendte. Få menneskers handlinger og opdagelser har haft så enorme konsekvenser for hele kloden.
Derfor virker det på sin plads, at man har ofret op mod en halv milliard kroner på fyrtårnet, der set fra luften er formet som et kors. Et kors, hvor lyskegler vendt op mod nattehimlen lyser med en styrke, som gør det synligt helt til Puerto Rico 400 kilometer mod øst.