Der er 100 kilometer mellem Aruba og Curaçao mod sydøst. Som det eneste stop på krydstogtet ankommer vi omkring middag og har hele eftermiddagen samt aftenen til rådighed. Inden ankomsten har vi læst os til, at der gemmer sig flere seværdigheder i hovedstaden Willemstad end i Orangestad. Derfor dropper vi til en vis grad strandene og fokuserer i stedet på den berømte svingbro, Koningin Emmabrug, opkaldt efter den hollandske dronning Emma, der døde i 1934.
Svingbroen åbner og lukker alt efter både, der skal ind eller ud fra hovedstadens store havneområde Schottegat. Vi når lige præcis ikke over broen og må i stedet tage turen over Sint Annabai med en af de pendulfærger, som forbindes de to sider af byen.
Når man sejler fra vest mod øst, er udsigten formidabel. Den gamle bydels farvede facader lyser imødekommende op, og anekdoten om farverne er morsom, uanset om den er sand eller ej. Den handler om en guvernør, som led af hovedpine, og som fik skrækkelig ondt på grund af den skarpe sols refleksion i de engang kridhvide bygninger langs havnefronten. Han beordrede, at alle bygninger skulle males, hvilket flere hundrede år senere resulterede i, at den gamle bydel er blevet erklæret bevaringsværdigt af Unesco. En sjov krølle på halen er, at guvernøren senere viste sig at have aktier i øens eneste malerforretning.
Willemstad har et flydende marked, som ikke skal forveksles med flydende markeder som dem i Thailand og Vietnam. Det er især venezuelanske bønder, som sejler de 70 kilometer fra fastlandet for at afsætte deres friske grøntsager og frugter. Det er altid interessant at se grøntsager og frugt, som ikke er dyrket i hollandske eller spanske drivhuse og ensartet på bedste EU-maner. Vi må desværre ikke medbringer frugt på skibet, så vi nøjes med at betragte de handlende og sælgende.
I byens gamle overdækkede, runde marked, Ronde Markt, tæt på holder en håndfuld sælgere til. Vi har lovet min ældste datter en stråhat, som kan give skygge for den brændende sol. I den første bod forlanger de 20 dollar for en hat, som ligner noget for et overskudslager for farveblinde. I den næste kræver de kun 12 dollar for en hat med den helt rigtige form og en perlekæde som bånd. Sælgeren og hendes mand er så imødekommende og smilende, at vi ikke magter at forhandle for at spare en dollar eller to.
Skøn bystrand
Vi handler lidt fornødenheder i et nærliggende supermarked, hvilket normalt ikke er en synderlig interessant oplevelse. Men hvis destinationen er eksotisk nok, kan det altså være spændende at gå ind og studere rækkerne af dåsemad, hvor samtlige mærker og logoer er ukendte. Vi fylder en pose med afkølede øl og går ned mod vandet mod syd. Til vores store overraskelse finder vi en skøn lille bystrand, som ikke er nævnt på de kort, vi har til rådighed. Den ligger ved en stor parkeringsplads tæt ved Openbaar Ministerie, der som navnet antyder ikke er en kirke, men en regeringsbygning.
Der er plantet palmer, hentet sand og lagt fine træplanker på en gammel mole, så det hele ser ganske indbydende og nyt ud. En gruppe lokale børn laver saltomortaler fra broen ned i det dybblå vand. Vi kigger begejstret på dem, mens vi ser vores enorme skib mod vest. Det ligger til kaj ved Mega Cruise Terminal, som ikke just er et kønt navn.
Køn er den gamle biograf Cinelandia på Pietermaai heller ikke. Og så alligevel. Der er noget rebelsk over den nedslidte, rustne facade, som står i skærende kontrast til de nymalede huse i den gamle bydel, som nærmest får karakter af kulisser.
Byens gamle fort, Fort Amsterdam, er malet i gule nuancer, som får det til at minde om at gå rundt i Skagen. Men Skagen har ikke en dronningebro og sjældent temperaturer over 30 grader. Hvilket gør det stegende hedt, da vi går tilbage mod vest over den 168 meter lange pontonbro, som er den eneste af sin slags i verden lavet af træ.
Jo tættere vi kommer på Mega Cruise Terminal, jo flere boder er der med lokal rom, cigarer og turist-tingeltangel. Det restaurerede Rif Fort Village er epicenteret, hvor krydstogtturister tanker op med designertøj, tasker og ure. Vi anbefaler i den grad, at man i stedet finder en bænk i Wilhelmina-parken øst for Fort Amsterdam eller den nuttede strand ved Openbaar Ministerie.