Simon Staun
Foto: Simon Staun

Lun misundelse over hollandske tropeøer

Da Michael Jackson og hans søskende sang den berømte "ABC"-sang, handlede den om alfabetet. Men hitsangen kunne sagtens have været en hyldest til ABC-øerne, som Aruba, Bonaire og Curaçao kløgtigt er døbt.

En anden legendarisk popsang, Baha Mens solslikkende "Kokomo", indledes sågar med at omtale Aruba i den velkendte åbningslinje: "Aruba, Jamaica, ooh, I wanna take you".

Jeg har længe drømt om at takke ja til invitationen og med egne øjne se, om de sagnomspundne øer er så fantastiske. Og hvis man er til sol dagen lang og strande i verdensklasse, bliver man ikke skuffet. Er man på jagt efter caribisk kultur og historiske seværdigheder, er der ikke helt så meget at rejse efter.

Familien er på krydstogt med stop på Aruba, der er lidt mindre end Møn, og Curaçao, der er lidt større end Mors. Når han har rejst i Venezuela blot 30 kilometer mod syd, er det interessant at se den enorme forskel på arkitektur, infrastruktur og kultur i det hele taget.

Vores mål er at besøge så mange strande som muligt med udgangspunkt i hovedstaden Oranjestad med 35.000 indbyggere. Sjældent har jeg gæstet en hovedstad med så eminente strande. Inden for en halv times gang ligger der et dusin strande, som vil få de fleste solhungrende, vinterblege danskere til at sukke.

En oplagt "tre på stribe" er Druif Beach, Divi Beach og Eagle Beach i den nordlige del af Orangestad. Der er tale om vidt forskellige strande, hvor flere hoteller og strandbarer har sublim beliggenhed. Mens nogle af palmeblade-parasollerne kun er for hotelgæster, kan man benytte andre, hvis man køber noget i baren.

Jeg noterer indtil flere navne på hoteller, som ser ufatteligt lokkende ud. Divi Dutch Village, Divi Aruba Resort og Costa Linda Beach Resort er steder, jeg snildt kunne tilbringe en uge eller to. Hvilket ekstremt mange hollændere af gode grunde gør, da der er direkte fly fra Amsterdam.

Det er i virkeligheden svært at beskrive strande med voldsomt stor sproglig variation. Det er altid de stort set samme parametre, man bedømmer på: Hvordan ser vandet ud, og hvor varmt er det? Hvilket type strand er det? Er der palmer eller ej? I disse tilfælde er svaret, at vandet har den helt særlige turkise farve, som gør øjnene lykkelige. Sandet er så finkornet og hvidt, at man uanset kameraindstilling kommer til at overbelyse. Palmerne er med deres skyggende blade, de vuggende hængekøjer og de eksotiske skygger med til at fuldende indtrykket af noget paradisisk.

Lækker lokal stout

Der ligger bunkevis af andre perler af strande rundt på hele øen, men vi har desværre kun én dag til rådighed på Aruba og må nøjes med de tre nævnte strande. I denne sammenhæng kan krydstogtet bruges som en appetitvækker, fordi vi uden tvivl skal tilbage til disse fabelagtige strande og de attraktive hoteller.

Eftermiddagen tilbringer vi i centrum af Orangestad, hvor begejstringen ikke er helt så stor. Souvenirbutikker og modeforretninger skal lokke netop krydstogtgæsterne til, men det har den stik modsatte effekt. Vi forlader handelsgaderne og går på opdagelse i kvartererne bag Havenstraat, som vi formoder er hollandsk for Havnegade.

Bare en enkelt gade bag de farvestrålende facader finder man noget, der minder om autenticitet. Her er i hvert fald nærmest støvsuget for turister, hvilket i nogle tilfælde kan være et godt tegn. Vi kommer forbi en lokal bilvask, Avancha Car Wash, hvor en ældre mand vasker en firhjulstrækker med en haveslange og en børste. Mere skal der som bekendt ikke til.

Hvis man endelig skal handle, bør man slå et smut forbi Royal Plaza Mall på Lloyd G. Smith Boulevard. Den iøjnefaldende lyserøde bygning er en kende for tivoliseret, men det er ikke svært at se de arkitektoniske ligheder med de karakteristiske huse langs kanalerne i Amsterdam 8000 kilometer mod nordøst.

Efter at have set byens nuttede museum, Museu Historico Aruba, i et tårn ved byens gamle fort slutter vi dagen med at nyde en ekstremt lækker, lokalproduceret stout fra Hopi-bryggeriet – landets første lokalproducerede stout i øvrigt. Vi finder en lokal bar med udsigt til Royal Plaza Mall og slukker tørsten efter en intens dag med bunkevis af gode oplevelser.