Klokken fem tirsdag morgen vågner jeg med et sæt, da en sms tikker ind på min mobil. Det er fra ballonturs-arrangøren Balloon Aloft i Canberra, der desværre må aflyse den planlagte tur på grund af for megen vind. Jeg bander af flere grunde. For det første, fordi jeg bliver vækket ukristeligt tidligt med markant jetlag i kroppen, men i endnu højere grad fordi ballonturen over Canberra var rejsen til Australiens ubetingede højdepunkt.
Jeg er dog i Canberra fire dage, så der er håb forude, hvis vejret arter sig. Det gør det heldigvis om fredagen, hvor forholdene er perfekte. Næsten vindstille og stort set klar himmel, så langt øjet rækker. Hvilket jeg dog først erfarer halvanden time senere...
Jeg bliver nemlig hentet på mit hotel klokken fem, hvor der er kulsort nattehimmel, og fragtet hen på det fashionable Hyatt Hotel, der er samlingspunkt for deltagerne. Før vi skal ud til en mark, hvor ballonerne sendes af sted fra, skal alle mand underskrive en kontrakt. Det er ikke ufarligt at flyve luftballon, hvilket en ulykke dagen før i Frankrig med flere omkomne understreger. Ballon Aloft har dog en ren "straffeattest" og har ikke haft et eneste uheld, siden firmaet sendte sin første ballon i luften for 35 år siden.
Da alle deltagere har skrevet under og fået en kort briefing om
sikkerheden om bord, sættes kursen mod et af selskabets faste
locationer til opsending. Der er diset, da vi ankommer. Træerne
omkring os ligner et akvarelmaleri, der konstant skifter farve og
form. Himlen er kun lige begyndt at få mørkeblå og lilla nuancer,
og fødderne er hurtigt gennemblødte af de våde græs. De mange ansatte vimser rundt for at gøre ballonerne klar til at
få blæst først kold og derefter varm luft ind. Ballonerne er
enorme, og hvis man aldrig har set dem blive fyldt op med luft, er
det ren magi. Eller i hvert fald yderst imponerende, når ballonen
ender med at være på størrelse med en femetagers bygning. Jeg har
kun prøvet ballonflyvning én gang før. For knap 10 år siden over
Napa Valley i Californien. Den tur var en oplevelse for livet, så
jeg er mildt sagt ekstatisk over at skulle gentage succesen. Min ballon er én af tre Balloon Aloft-fartøjer, der
skal sendes op denne morgen. Den er knaldgul og ligner en ædelsten
eller en gigantisk guldklump, der glimter, da solen sniger sig op
over et bakkedrag i horisonten og rammer det slidstærke, blanke
nylon. Det tager næsten 20 minutter at fylde ballonen helt op, selv
om to store propelmaskiner arbejder på højtryk med at blæse
morgenluften ind i den gule kæmpe. Nu begynder deltagerne at blive
inviteret op i kurven, der har plads til 16 passagerer. Inklusive
vores ballonskipper er vi 14 mand, der står fordelt i kurvens fire
lige store rum. Inden ballonen letter, skal vi alle gå ned i knæ og
holde fast i et reb foran os, så vi ved, hvordan vi skal stå, når
vi lander. Da vi stille og roligt begynder at løfte os op fra den dugvåde
græsmark, holder alle vejret. Lyden fra gasflammerne er øredøvende,
og varmen brænder oven i hovedet. Men det er kun de første par
minutter, at de får fuld gas. Derefter er der helt stille. Ballonen
stiger til himmels uden en lyd. Alle i kurven er så overrumplede
over udsigten, at der ikke er overskud til at tale. Allerhøjst et
"waaaaauw" eller "ohhhhhh my gooood". Der er noget majestætisk over en luftballon. Fordi man under de
rigtige forhold har fornemmelsen af, at den ryster mindre end en
cykel på en cykelsti. Canberra har fået mere regn end normalt i
forårsmånederne, så landskabet er grønnere end nogensinde,
fortæller ballonskipperen med sydkoreanske rødder. Vi bevæger os hen over en sø, hvor disen er ved at lette. En
mand leger med en lille drone. Ballonskipperen fortæller også, at det er den eneste ballontur i
hele verden, hvor man kan flyve hen over parlamentet. - Hvis man gjorde det i Seoul, ville man helt sikkert blive
skudt ned, siger han og ler. Vi stiger hurtigere og højere til vejrs end de to mindre
balloner. Det er sjovt at følge kursen, der er komplet
uforudsigelig. Vi skulle egentlig have været henne over
parlamentet, men bevæger os i en anden retning, fordi det nu engang
er vindforholdene, der bestemmer. Ingen bekymrer sig om det.
Udsigten over Canberra og hovedstadens forstæder er mageløs, og
himlen så tindrende blå, at det er svært at fatte. I 10-15 minutter hænger vi bare i luften. 200-300 meter oppe. Så
falder vi lidt i højde og flyver hen over et boligkvarter med
enorme huse med pools og dyre biler i indkørslen. Over en gade
spotter jeg en mand i slåbrok hente avisen i postkassen. På en
anden smålunter en kvinde med sin hund. Vi svæver kun 5-10 meter
over husryggene, og folk bliver tydeligvis forbløffede over, at der
hænger 14 mennesker over dem, uden at de har opdaget det. De fleste
vinker dog begejstret, når de ser os, og alt andet lige må de være
vant til en del luftballoner, da Canberra er vært for en
international luftballon-konkurrence i marts. Vi begynder at nærme os tidspunket for en landing efter en lille
times ballonfart. En halv kilometer fra os er den mindste af de tre
balloner allerede landet på en p-plads ved en omfartsvej. Vores
ballonskipper er i kontakt med det andet hold via walkie-talkie,
men de siger, at der kun er plads til dem. En firehjulstrækker suser af sted og kører hen mod os. Den
brager gennem en hæk og ender på en tom grund uden træer. Den er
godkendt. Selv om vi befinder os 200-300 meter derfra tager det
mindst fem minutter at flyve det sidste stykke. Vi daler lige så
lydløst som snefnug og kysser jorden så blidt, at alle sukker i
kor. Ballonskipperen kigger stolt rundt. Og konstaterer, at det var
en af hans bedste landinger til dato. Alle mand hjælper nu til med at pakke udstyret sammen. Og ikke
mindst presse luften ud af ballonen. Det tager 10-15 minutter. Med
en indlagt pause, hvor alle inviteres indenfor i den gule gigant.
Der tages billeder af alle mand, mens skipperen fortæller om
nylonens holdbarhed. Det er meningen, at man skal tilbage til Hotel
Park Hyatt og drikke champagne. Men firehjulstrækkeren kører fast i
den sumpede plæne og sidder urokkelig fast. I en halv time forsøger
ballonskipperen og hans håndlangere at bakse den fri. Uden held. De
er åbenbart bedre til at navigere i luften end på landjorden.
Stumme af begejstring
Parlamentet fra oven
Bedre til luft end jord