- Jeg garanterer, at ingen af jer forlader Australian War Memorial uden at have knebet en tåre, siger museumsguiden, da hun byder velkommen foran hovedindgangen.
Umiddelbart har jeg svært ved at tro på hendes spådom, da krigsmonumentet udefra ligner mange andre imposante bygninger, der hylder sit lands faldne. Men Australian War Memorial er uden sidestykke det smukkeste krigsmonument og museum, jeg nogensinde har besøgt. Udsigten over grønne Canberra og parlamentet ude i horisonten er ubegribelig.
Inde i hjertet af monumentet får man samme fornemmelse som ved spanske Alhambra, hvor de smukke bygninger spejler sig i en pool. "Infinity Pool" er det smukke og velvalgte navn i Australian War Memorial, hvor der vanen tro også brænder en evig flamme.
Rundt om poolen er samtlige ydervægge fyldt med store bronzeplader med navnene på de 100.000 australske soldater, der faldt under Første og Anden Verdenskrig. Til sammenligning mistede cirka 80 danske soldater livet under anden verdenskrig i kamp for de allierede og under invasionen 9. april 1940.
De mange australske navne er inddelt efter krige og specifikke slag, men modsat mange andre lande står der ikke rang på soldaterne. Kun navne.
Jeg synes, det giver god mening, at der er generaler og menige side om side.
- De er alle faldet i kamp for deres hjem land. I døden er alle lige, siger guiden og kigger alvorligt rundt i gruppen.
Den forventede effekt udebliver ikke. Vi har kun været i gang i et kvarter, og hendes garanti for tårer er allerede indfriet.
Faldt som fluer
Mellem bronzepladerne er der placeret titusindvis af små, røde papirvalmuer. Hver jul pilles alle blomster ned, men efter få måneder er gangene igen røde.
Under denne guidede tur er der mindst 10 gæster, der andægtigt placerer valmuer ud for olde- eller bedstefædres navne. Sidste år var der 450.000 gæster på Australian War Memorial og det tilknyttede museum i etagerne nedenunder.
Som europæer er det enormt interessant at se Første og Anden Verdenskrig fra et australsk perspektiv. For selv om der er 15.000 kilometer til England, sendte Australien titusinder soldater til Europa. Under Første Verdenskrig var især slaget ved Gallipoli i Tyrkiet katastrofal for de australske soldater. 26.000 mistede livet.
Frygten for den grusomme japanske hær under Anden Verdenskrig fylder også en del. Når man ser, hvor mange lande Japan besatte i Sydøstasien, giver den australske frygt mening.
Da Japan invaderede Indonesien, Malaysia og australsk-administrerede Papua New Guinea, var der få hundrede kilometer til det australske fastland. Derfor var der hvervekampagner, som reelt handlede om landets overlevelse. 27.000 australske soldater døde under Anden Verdenskrig, hvilket får mange andre landes tabstal til at virke lave.
Hvis man tror, at danske politibetjente havde det hårdt i de tyske lejre, er det vand sammenlignet med de australske fanger, som blev placeret i japanske fangelejre i Stillehavet. Mere end hver tredje soldat døde på grund af sult og tortur. En mindevæg viser udsnit af de soldater, der aldrig vendte hjem. Antallet er ubegribeligt lige som billederne af jødiske fanger på gangene i Auschwitz.
Veteraner på besøg
Indretningen af museet og montrerne med livagtige gengivelser af berømte slag er til topkarakter. Hvis man har besøgt American Museum of Natural History i New York, vil man genkende stilen med farverige landskaber og eminente plateauer.
Håndværket er i særklasse, og både skoleelever og pensionister får langt nemmere ved at forestille sig krigens rædsler. Der er sat to timer af til besøget. Jeg kunne sagtens have brugt en dag.
Det eneste udstilling, jeg har set, med lige så mange fly, er Ford-museet i Detroit. På Australian War Memorial-museet er der mindst 10 fly klemt inde, hvilket siger noget om museets størrelse. Det største fly, "G for George", er en Avro Lancaster-bombefly som blandt andet blev brugt i bombardementerne af Berlin og Dresden.
En tysker i gruppen konstaterer køligt, at man roligt kunne have kaldt denne del af Anden Verdenskrig for koldblodet terror. Hvilket han har ret i.
En skræmmende film med både autentiske filmoptagelser og nye visuelle elementer viser med al tydelighed, at de tyske byer blev sønderbombet uden tanke på civilbefolkningen.
Da jeg snakker tysk med ham, vender en gruppe australske pensionister sig om og stirrer på os. Blikket indikerer, at dette ikke en normal turistattraktion. Men et sted, hvor de stærkeste følelser kommer i spil.
Det understreges igen uden for ved "Infinity Pool", hvor en gruppe veteraner fra Vietnamkrigen er samlet for at mindes deres faldne kammerater.
Jeg kan næsten ikke begribe mit "held" over at være vidne til denne ceremoni. De lægger blomsterkranse for enden af poolen, mens deres mange hædersbevisninger glimter i solen. Hvis man rejser til Australien, bør man slå et smut forbi Canberra alene på grund af dette sublime museum.