Det er svært at forholde sig til beretningerne om drabelige plyndringer og tørstende karavaner gennem den usbekiske Kyzylkum-ørken, når man selv sidder forholdsvis mageligt og knuger sin halvandenliters vandflaske på bagsædet af en airconditioneret minibus.
Men når der gøres holdt, og man træder ud i den kvælende varme, varer det ikke mange minutter, før man forstår den dødelige alvor, som har været forbundet med at bringe krydderier, silke og andre varer fra Asien til Europa gennem Mellemøsten og Centralasien.
Hvis ikke de hårdt prøvede karavaners mænd og dyr blev svitset af solen eller tørstede ihjel, så for karavanerne vild, når lumske og drillesyge sandbanker ændrede udseende og lokkede alt levende i farlige baghold.
Der kan den dag i dag ofte være flere hundrede kilometer til nærmeste by, og udstyret med håndholdt GPS tænker man på, at det engang kun var stjernerne om natten og solen om dagen, der kunne bruges til navigering, har sandstorme mildest talt ikke været optimale for karavaners succes.
Jeg forestiller mig, hvordan den smalle, hullede asfaltvej på få sekunder forsvinder fuldstændig, og bussens passagerer desperat forsøger at udpege retningen til næste oase, der anno 2008 må være de sporadiske, interimistiske tankstationer.
En sand helt
Min bus gør efter 150 kilometer uden bygninger i syne stop ved en række faldefærdige skure, hvor bliktagene er lemfældigt bøjet, så det ikke regner - undskyld - sander ind i mørket.
En familiefar har oparbejdet en lille nebengesjæft, hvor han sælger benzin til få øre mere pr. liter end hos de etablerede benzinselskaber i byerne. Til gengæld skal han have mundtøjet godt spændt fast om en gennemtygget, mørnet plasticslange, der stikker ned i hans private tankbeholdning, for at kunne få suget benzinen op i en mindre reservetank, hvorfra han så fylder 10 liter på ad gangen i kundens tørstende køretøj.
Hans to teenageknægte ser lige så måbende på de blonde passagerer i minibussen, som de stirrer forbløffede på optrinnet, hvor farens få tilbageværende tænder glinser, mens han hostende og prustende spytter de alt andet end velsmagende slurke ud på jorden, så de danner små klumpede plamager i det grå sand.
Jeg tænker, at det ikke kan være en specielt givtig forretning og sender ham respektfulde tanker, da forrige tanks standere var tømte og håndtagene rustet fast engang under Den Kolde Krig.
Uden opofrende mennesker som ham kunne man sagtens ende sine dage som en indtørret daddel et eller andet sted mellem Bukhara og Samarkand.
Vandkatedraler
Skulle det gå så galt, at ens læderdrikkedunk punkterede eller gik tabt, så var der heldigvis opført vitale vandreservoirer med blot 40 kilometers mellemrum. Det var præcis så langt, dyrene kunne gå i den stegende sol, inden de skulle have fyldt depoterne.
Der er ikke mange af disse imponerende bygningsværker tilbage, men enkelte steder kan man besøge genopførte vandkatedraler - eller moskéer om man vil - der på grund af deres kolossale betydning er beæret med så vidunderlige former, at de bestemt kan karakteriseres som arkitektoniske perler.
Udefra er det svært at vurdere bygningens størrelse. Men med en diameter på 25-30 meter er det som at træde ind eller ned i en kølig katedral, hvor kuplen svæver 15 meter over vandoverfladen.
Dette eksemplar er kun for synets skyld. Forhåbentlig. For nede i det grumsede, algefyldte vand ligger der både tomme øldåser, cigaretpakker og andet affald. Men efter fire dage uden vand kunne man vel sippe lidt fra modsatte side af bassinet?
Det føles som et knytnæveslag i solar plexus at træde ud i den sitrende hede igen. Men temperaturforskellen på 20-25 grader er altså også til at tage at føle på.
Inde i den tempererede minibus drømmer jeg om at have været faret vild i 1247 og før den totale opgivelse aner en frelsende kuppel i horisonten. Syv rigtige i lotto er det rene vand i sammenligning.
Sjælens have
Da min luksuriøse nutidskaravane ankommer til Bukhara, måske Silkevejens mest spændende og levende karavaneby, forstår jeg et ældgammelt vers fra Centralasien, der lyder: "Samarkand
er skønhed på jord - men Bukhara er sindets skønhed".
Bukhara bejler kraftigt til titlen som Centralasiens helligste by. I århundreder var den komplet afsondret og totalt lukket land for vesterlændinge. Men i det 19. århundrede kom det lille emirat i søgelyset hos imperierne Rusland og England på grund af deres kroniske udvidelsestrang.
Stemningen er som klippet direkte ud fra eventyrene i "1001 nat", og Mir-i Arab-komplekset må være en våd drøm selv for ateister i al sin respekaftvingende storhed. Kim Larsen sang engang: "Se din by fra tårnets top". Den synger de lokale troubadourer om Kalayan-minaretten, der med sine 46 meter hører hjemme blandt de højeste i verden.
Samarkand er bestemt også mange, mange timers kørsel på støvede strækninger værd. Gennem tiderne er byen blevet kaldt for "Verdensspejlet", "Sjælens have", "Islams juvel" og "Østens perle", hvilket man for alvor forstår, når man har set en solnedgang smyge sig som en kælen kat mellem de tre bjergtagende bygningsværker, der kaldes Registan og udgør Samarkand og måske hele Centralasiens stædigt pumpende hjerte.