Aralsøen var engang verdens fjerdestørste sø. Nu er den næsten forsvundet og omkranset af tørre saltstepper i stedet for frodige sumpskove
Det ligner et ugæstfrit fremtidsscenario efter en nådesløs atomkrig. Eller et område, hvor man har udført dødbringende militære testsprængninger.
Langs Aralsøens udtørrede, sydvestlige bred står kun få hårdføre planter på en ufrugtbar saltsteppe, hvor det bliver mere og mere svært for planter, dyr og mennesker at leve.
Engang var der unikke dyrearter omkring Aralsøen. Arter som ikke levede andre steder end i de nu forsvundne sumpskove og på de grønne øer, der nu er golde klippeskråninger. Nu er de eneste dyr, der viser tegn på liv, kriblende sorte biller i det tunge støv.
Her lyder ingen fugleskrig, ingen smasken fra små gnavere, ej heller fluers irriterende summen. Det eneste, man hører, er den tørre susens fejen hen over dette månelandskab, hvor det meget sjældent regner. Selv skyerne ser ud til at have mere lyst til at drive i en anden retning.
På et plateau omtrent 100 meter over det, der engang var fyldt med små grønne øer, kan man knap begribe, at den salte jord for ikke mere end 25 år siden udgjorde bunden af én af verdens største ferskvandssøer.
- Oversætter man søens navn frit til engelsk, så betyder det "De mange øers sø", fortæller guiden Silja, mens han peger ud over det ørkenlignende landskab.
Det var især i 1960'erne, Sovjetunionen begyndte at lægge beslag på vandet fra floderne Amu Darya samt Syr Darya til overrisling af de enorme bomuldsmarker i Kasakstan, Usbekistan og Turkmenistan.
Da den katastrofale udvikling tog fart, har landkortene på det nærmeste måttet tegnes om år for år, efterhånden som Aral skrumpede ind som en tør champignon glemt i bunden af køleskabet.
Hvor er mutanterne?
Fire timers kørsel fra Nukus syd for Aralsøen, længe efter at mobilsignalerne har givet fortabt, helt isoleret midt på det enorme, forblæste plateau, bor der en række usbekiske gasarbejdere, der vedligeholder de mange tusind kilometer gas- og olieledninger, som blandt andet fører Aralsøens sorte guld videre mod det Kaspiske Hav og videre vestpå.
Solbrændte og vindblæste møver de rundt omkring de engang hvidmalede, men nu forvredne og afskallede facader, hvis eneste pyntegenstande er glasset fra de knuste vodkaflasker på jorden, der reflekterer den skarpe sol. Ikke at forglemme de rustne reservedele fra for længst afdøde køretøjer.
En interimistisk parabolantenne samt en stadig erigeret radiomast tager sig ud som et stædigt forsøg på at bevare en smule fornemmelse af civilisation.
Den eneste hyppige gæst er den kyniske ørkenvind, der tilsyneladende banker så hårdt på de utætte døre, at malingen drysser af, som var den solbrændte hudflager.
Som én af de meget sjældne menneskelige gæster kan man kun spekulere på, hvordan man kan affinde sig med at bo midt her i den usbekiske halvørken.
Det er på sådanne lokaliteter, man forventer mutanter og overlevende fra uhyggelige, kemiske forsøg bag det næste klippefremspring. Eller måske hangarer med havarerede ufoer som i det amerikanske "Area 51".
Arbejdsmændene må uden tvivl kede sig ihjel. Men druknedøden. Den behøver de ikke længere frygte.
Spiserørskræft overalt
Søen var for 40 år siden halvanden gang så stor som Danmark. Nu er den knap halvt så stor. Og delt i en nord- og sydsø. Hvert år svinder vandstanden så meget, at overfladen falder 80-90 centimeter.
Man frygtede på et tidspunkt, at Aralsøen ville forsvinde helt. Så galt går det dog ikke, for den nordlige del af søen tilføres vand fra underjordiske kilder, som stammer fra bjerge på grænsen til Kina.
Men antallet af gasboretårne i den sydlige del vil med garanti mangedobles, og de mange dødsfald forårsaget af de salt- og giftholdige vinde i de sydlige byer vil stige yderligere.
Når saltet forstøver, blæser det med støvstormene sydpå og direkte ned i lungerne på regionens indbyggere, hvor det blandt andet forårsager dødelige nyresygdomme og spiserørskræft i horribelt omfang. Det forklarer, hvorfor vi dagen efter i byen Muynak, som engang var havneby, ikke ser mange ældre mennesker.
- Der er ingen, der bliver gamle her, forklarer chaufføren af vores firhjulstrækker Shimbergen som en selvfølgelighed.
Hele 80 procent af de indbyggere i Karakalpakstan-provinsen, der får konstateret kræft, har det i spiserøret.
De er dobbelt ramt, da de først indånder støvet fra de saltholdige støvskyer, der skyller ind over de grå og ensformige huse, og derefter drikker vandet fra brønde med alt for højt saltindhold og spiser kød og grøntsager med samme giftige slagside. Sammen med saltet følger andet godt fra søen. Rester af pesticider fra bomuldsmarkerne samt rester af spildevand fra industrierne omkring søen. Reelt er der ikke nogen, der ved helt præcist, hvad beboerne i Muynak indånder.
Jeg forsøger at trække vejret lidt mindre hyppigt og spiser kun en gang kogte nudler til frokost.
Uhygge under vandet
Efter 10 timers træning af mavemusklerne på bilsædet over humpede, stenede og i det hele taget ufremkommelige hjulspor, ankommer vi trætte og proppede med indtryk til vores destination på den vestlige bred.
Mens solen langsomt, men determineret forlader horisonten, foregår resten af rejsen mod målet til fods.
Jo tættere man kommer på søen, des mere salt og knasende tør er jorden. Det lyder på samme måde, som når man går på tilfrosset sne derhjemme. Uden at besidde samme juleagtige stemning.
Ved vandkanten er der rørende stille. Kun enkelte spæde vindpust minder om, at man faktisk stadig er i besiddelse af sin hørelse. Udsigten er storslået. Selv om stedet minder om Vesterhavet med dets sandstrande og dybblå farve, så besidder Aralsøen en underliggende alvor, som ikke kan forklares.
Stikker man foden gennem de første 10 centimeter sand under de rolige bølger, rammer man en tyk, klæbrig sort aflejring, der minder om olie blandet med ler. Skønhed forenet med uhygge lige under overfladen.
Majestætiske rammer
Mælkevejen ligger snart som et tungt vattæppe hen over lejren. Ved lejrbålet sidder tre usbekere, en armener, en russer og otte danskere samlet over de dyborange gløder og ikke mindst vodkaen, der skænkes med sovjetinspireret rundhåndethed.
Stjernebillederne er som hugget i granit på himmelhvælvingen og udgør de eneste lys i hundrede kilometers radius. Da bålet begynder at dø ud, og kulden spreder sig, handler den usbekiske guide prompte. Han tager vodkaflasken, napper en gigantisk slurk og sprutter derefter rigeligt på gløderne.
Effekten udebliver ikke. Den eneste russer i lejren er ved at få brændt både øjenbryn og pandehår væk. Men han slipper med skrækken og alle får på rekordtid varmen.
En magisk aften, der skyldes de golde omgivelsers majestætiske udformning og det faktum, at man har gennemgået en drabelig rystetur i jeep for at kunne overnatte i telt ved Aralsøen.
Kæmpe katastrofe
Chaufføren kører fra morgenstunden rally i sandsporene sydpå og undskylder ind imellem på russisk, når han endnu engang overser et faretruende hul, hvorefter det giver et sæt i bilens passagerer, når bunden af bilen højlydt skraber mod sandet.
Med 80 kilometer i timen passerer vi gastårne, sølle arbejdsvogne og osende, himmelstræbende røgslør fra de mange udblæsninger, hvor man blæser de forurenende luftarter, der ligger oven på gassen, væk, inden man begynder at bruge den.
Ind imellem kan man også spotte sorte støvskyer af jord og mineraler, der danser rundt på den tomme søbund. Det er mærkværdigt at tænke på, hvordan sjældne fisk engang boltrede sig lige dér, hvor de bredmønstrede dæk rammer.
I stedet svømmer pesticider, gødningspartikler og andre skadelige stoffer fra en uddød industri rundt i den simrende, lumre luft mellem småbuskene, der på grund af varmen ser ud til at levitere og svæve et stykke over jorden.
Tidligere blev der fanget ca. 60.000 ton fisk om året i Aralsøen. Havnen i Muynak var endda blandt de mest effektive og travle i Sovjetunionen.
Nu flader fiskeskibene ud på søbunden som strandede, rustne hvaler og fanger ikke andet end solens stråler og de ganske få turisters fotografiske opmærksomhed.
Forsvundet er de kølige briser, der gjorde det muligt at leve et nogenlunde fornuftigt liv i området. Aralsøens vitale, men desværre udspillede, rolle som klimamoderator viser sig gennem den skræmmende kendsgerning, at det tidligere kystlignende klima er forvandlet til ekstremt fastlandsklima med meget kolde vintre og meget varme somre. Faktisk så hede, at temperaturen nærmer sig 40 grader i slutningen af september.
Aralsøens forsvinden kaldes verdens største økologiske katastrofe. Men hvem bekymrer sig om det, når verdenshavene måske begynder at stige ...