Jeg har i årevis fortalt mine døtre om Bangkoks fortræffeligheder. Om den mytiske Khao San Road, verdens ubetingede backpacker-epicenter, den 46 meter lange guldbuddha i Wat Phra-templet og at suse gennem store boulevarder i en rickshaw med Michael Learns to Rock som lydtapet.
Men jeg må erkende, at Bangkok - præcis som jeg - har forandret sig siden 2003. Thailands hovedstad er også vokset betragteligt i omfang, og trafikken er decideret eksploderet.
Jeg har besøgt en lang række hovedstæder og storbyer i Asien, og det er få steder, at trafikken på vejene er så intens som i Bangkok. På mange strækninger har de store veje otte kørebaner i hver retning, hvor biler ligger side om side med få meters mellemrum, så langt øjet rækker. Eller holder stille lige så langt, hvilket vi oplever for mange gange.
Allerede på vej med forudbestilt taxa fra lufthavnen øst for byen mærker vi, hvor slemt det står til. Taxaen er over en time forsinket. Vi bruger omkring halvanden time på at køre 25 kilometer til vores hotel. Hvilket ender med at blive vores hurtigste tur gennem Bangkok.
Vi bruger to timer på at køre fire kilometer tilbage til vores hotel efter et besøg i Grand Palace. Vi kører få hundrede meter og holder 10 minutter i kø. Kører få hundrede meter og holder 12 minutter for rødt, hvilket må være en form for rekord.
Selv om vi bor på luksushoteller, formår ingen af vores chauffører at ramme plet med destinationen. Selv om vi viser en adresse skrevet med thailandske bogstaver, ender vi de forkerte steder. Vi forsøger også at vise billeder af hoteller uden held. Det er tæt på håbløst.
Flere gange ender vi med at måtte roame på vores mobil og guide chaufføren til højre og venstre gennem centrum, som man nærmest på alle tider af døgnet skal undgå i bil eller de meget få rickshawer, der er tilbage.
Spring på toget
Der er andre muligheder for at komme rundt i Bangkok. Der er flere tog, som kører på baner hævet over jorden. Men mange stop ligger flere kilometer fra de store seværdigheder. Og selv få kilometer på gåben kan være en svedig fornøjelse i 36 grader og en skyhøj luftfugtighed.
Så er der Chao Phraya-floden, som vi havner på første gang ved et tilfælde. Eller det vil sige, fordi vi tages grundigt ved næsen.
Vi har shanghajet en taxi og skal til Grand Palace og Wat Phra-templet. Efter en kilometers penge siger chaufføren, at han har fået besked på, at trafikken er gået helt i stå. Han anbefaler derfor, at vi tager en taxabåd på floden. Jeg kan huske fra mit seneste besøg i 2003, at priserne for vandbusserne er relativt beskedne.
Da vi nærmer os floden, begynder jeg at fornemme, at vores chauffør er en tand for hjælpsom. Han sætter os af i noget, der ligner en beskidt baggård og forlanger 600 baht for turen, som han først krævede 200 baht for. Det er omkring 120 kroner, hvilket er meget for en taxatur på få kilometer.
Han fører os op i et skurlignende kontor, hvor vi får at vide, at vi har en hel båd for os selv. Hurra. Og skal betale 3000 baht for en sejltur på 45 minutter.
Cirka 600 kroner lyder måske ikke voldsomt. Men da vi seks timer senere finder en regulær vandbus eller flodtaxa, betaler vi en tyvendedel for at sejle nogenlunde samme strækning.
Man kan med fordel booke hotel tæt på enten floden eller de store MRT-stationer, som kører ofte og hurtigt. Det finder vi ud af, da vi efter 12 dage vender tilbage til Bangkok.
Fra vores spritnye hotel, Eastin Grand Phayathai, går man direkte over på stationen og kan tage toget med Airport Rail Link-banen til lufthavnen. Turen tager 30 minutter og koster blot 14 kroner pr. person.
Der er ingen røde lys, ingen kø og ingen omveje. Næste gang sigter vi efter udelukkende at køre med tog og benytte floderne til transport. Det vil helt sikkert gøre besøget mindre kaotisk og stressende.