Hindutemplet Sri Senpaga Vinayagar ligger gemt lidt væk på Ceylon Road i Katong-kvarteret ikke langt fra kvarteret Little India. Det 150 år gamle tempel er et af Singapores ældste, men skostativerne udenfor indikerer, at der ikke kan være oversvømmet med hverken hinduer eller turister indenfor.
Jeg stiller mine sko, tager mine gennemsvedte sokker af og vasker mine fødder grundigt, som man bliver opfordret til via informative skilte. Andre skilte understreger, at man er hjertelig velkommen til at besøge templet, uanset hvilken religion man måtte praktisere. Den velkomst luner og inspirerer.
Allerede fra gaden har jeg noteret en dragende messen. Da jeg træder indenfor, kan jeg se manden bag den imponerende ordstrøm. Han sidder i skrædderstilling ved indgangen til templets helligste rum og smider blomsterblade på glødende kul, så både han og et ældre par par omkring ham indhylles i en tyk, grå røg.
Han er i gang med at recitere en del af de 700 vers, der er knyttet til Navami Hova-ritualet, som udføres 11. oktober i år. Det er gudinden Durga, der hyldes for at undgå alverdens former for dårligdomme.
Jeg må tilstå, at min indsigt i hinduisme er minimal. At finde rundt i guder og højtider er en labyrint, som kræver livslang træning at få overblikket over. Jeg læser efterfølgende, at ritualet typisk kræver tre timer, hvis præsten skal nå gennem samtlige 700 vers. Det kræver virkelig stamina og god hukommelse.
Jeg placerer mig i respektfuld afstand og lader mig opsluge af ordene, duftene og flodbølgen af handlinger, som er komplet uvante. Jeg kender ikke navnene på blomsterbladene, de religiøse remedier og kan på stående fod kun huske elefantguden Ganesha fra religionstimerne.
Præsten kigger på mig, da han rækker ud efter et fad med fem-seks forskellige blomsterblade og frø. Han smiler imødekommende til mig og indikerer, at min tilstedeværelse ikke generer ham.
Bror er præst i Danmark
Det er lidt syret at overvære ritualet som den eneste udenforstående. Det føles som at sidde alene i salen og på forreste række til en teaterforestilling. Efter en halv times tid er jeg nærmest hypnotiseret af de for mig enslydende vers. Jeg går over i en fløj med borde og stole, hvor en mand sidder og slapper af på en plasticstol. Han hilser pænt. Og er ved at falde ned af stolen, da jeg fortæller, at jeg er fra Danmark.
Hans bror er en af relativt få hindupræster i Danmark, fortæller
han til min store overraskelse. Normalt, når jeg er i udlandet, er
det et faresignal, når en komplet fremmed fortæller om sine
familiemedlemmer, der altid bor i København. Men da han hverken
beder om penge eller sælger time share-lejligheder, vælger jeg at
tro på ham.
To mænd begynder at spille i baggrunden. Den ene på tabla-tromme
den anden på det løjerlige instrument shehnai, der er en mellemting
mellem en obo og en fløjte. Den specielle lyd minder lidt om den,
man laver med madpapir på en kam.
Gennem en lille forstærker fylder den besynderlige lyd hele templet og blokkene omkring det. Musikken er blot et ekstra krydderi, der får mig til at flirte med tanken om at konvertere. Af alle de kirker og templer, jeg har set, er dette et af de mest rummelige og behagelige steder. Jeg føler mig bestemt bedre tilpas, da jeg forlader templet. Og jeg havde det allerede godt, da jeg trådte ind.
Opslugt i Little India
Efter en tiltrængt drikkepause og sen frokost går jeg videre til kvarteret Little India, hvor Singapores mest berømte hindutempel befinder sig. Her er der så mange sko og sandaler på hylderne, at fliserne foran templet også er fyldt med fodtøj.
Der er proppet med mennesker inde i Sri Veeramakaliamma, som hylder guden Kali. Uanset, hvor jeg retter blikket, foregår der noget interessant. Jeg føler mig som en religiøs analfabet, fordi jeg simpelthen ikke aner, hvad der sker. Nogle går målrettet rundt om små monumenter med blafrende stearinlys indeni. Andre sidder i grupper og beder på gulvet.
Centralt i rummet står folk i kø for at få en hvid plet placeret lige over øjenbrynene af det, der må være en pandit eller brahmin. Altså en hindupræst. Normalt er bindi-pletten, der repræsenterer et tredje øje, rød. Men jeg finder aldrig ud af, hvorfor hvid er dagens valg.
Hver gang 40-50 børn og voksne er velsignet, står der lige så mange klar til at overtage deres plads. Det vælter ud og ind med mennesker, hvilket står i stærk kontrast til Sri Senpaga Vinayagar et par timer tidligere.
Mange har købt poser med blomster, som de giver til præsterne, der smider dem på trappestenene ind til hjertet af templet, hvor kun de har adgang. Andre donerer pengesedler, når præsten går rundt med et fad med den hvide farvestøv til pandepletterne.
Få - hvis nogen religion - har så mange ritualer og højtider som hinduismen. Nærmest uanset årstid er der noget at opleve eller overvære. Og det begrænser sig ikke kun til templerne. Da jeg træder uden for, er det blevet mørkt i Little India. Alligevel eksploderer alt i farver fra blomsterkranse, farvestrålende butikker og fyldte restauranters lokkende skilte.
Hvis man skal have fyldt op på indtrykskontoen, er der hermed lovet fuld tilfredshed eller pengene tilbage.