Man fornemmer allerede den særlige stemning og aura ved indgangen, hvor en ansat sikh iført blændende hvid uniform og turban bukker og hilser ærbødigt velkommen.
Raffles Hotel er ét af den østlige halvkugles mest berømte hoteller, hvis ikke det mest kendte overhovedet. Når man træder op på det spejlblanke marmorgulv, spotter man et diskret lille skilt ved indgangen, hvor der står "Ingen fotografi eller video". Den henstilling tages gravalvorligt af de ansatte, der står model til tusindvis af turister hver eneste dag, der liiiiige skal tage et billede. Man bliver meget bestemt gennet væk, og hvis man går indenfor på hotellet og tager billeder uden at være gæst, risikerer man en politianmeldelse.
Jeg har derfor lavet en forhåndsaftale med den presseansvarlige Leenu Bablani, der giver mig lov til at tage billeder indenfor, så længe det ikke er af gæster eller ansatte, der ikke ønsker at være med. På forhånd er jeg også blevet briefet om, at man har lange bukser på, ikke sandaler og gerne en skjorte. Selv om der er 34 grader og ulideligt varmt, må jeg tvinge mine svedige ben i et par alt for stramme cowboybukser. Denne rundvisning vil jeg ikke gå glip af.
Med sveden silende ned af mine inderlår, drømmer jeg mig tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, da hotellet lå tæt på stranden. I dag kræver en svalende dukkert i havet en vandretur på to kilometer, fordi der konstant inddæmmes nye landområder i det klejne land. Til gengæld kan man så nappe sig en dukkert i poolen i hjertet af hotellet.
5.000 for billigste værelse
Vi starter rundvisningen i en lille bar i foyeren. Den billigste whisky koster 150 kroner. For et glas. Men jeg er heller ikke kommet for at smage whisky. Men bare slubre i lækre detaljer og en interessant historie, som britiske BBC også er til stede for at lave en historie om.
Leenu Bablani fortæller, at de to restauranter på hver sin side af receptionen har omkring 400 gæster om dagen. Mange kommer for den exceptionelle eftermiddagste med kagefade i tre etager og så farvestrålende og indbydende, at tænderne drukner i en stormflod af mundvand. Andre for den udsøgte kvalitet i aftenrestauranten i modsatte side
Her er to ansatte i gang med at stryge dugene, mens to andre dækker borde og anretter små fade med gule blomsterblade. En femte går rundt iført hvide handsker og placerer pletfri vinglas på bordene.
I den fjerneste ende står en serveringsvogn i sølv, som er en af hotellets vigtigste ejendele. Den blev nemlig gravet ned i palmehaven, da japanerne invaderede Singapore i 1942 og benyttede hotellet som base for højtstående officerer. Nu er serveringsvognen en uundværlig del af restauranten. Faktisk en berømthed. Dem er der en del af på Raffles Hotel. Foruden fyrsteligt rige gæster fra hele verden.
- Indimellem har vi gæster, især de ekstremt rige fra arabiske lande, der booker restauranten hele dagen. Så er hele vores kokketeam og alle de ansatte kun hyret for at lave den ultimative middag til dem. Enkelte gange har de også lejet samtlige 103 værelser på hotellet, hvis det har været store familier med mange tjenestefolk og andre ansatte, siger Leenu Bablani.
Da hun viser mig de forskellige suiter, fortæller hun, at den billigste - en state room suite - koster 5000 kroner pr. nat. Den dyreste suite - præsidentsuiten - koster 250.000 kroner. Dem er der to af. Så hele hotellet koster sandsynligvis et par millioner pr. nat. Det billigste suite på 45 kvadratmeter har en lille forstue med kontor og en dobbeltseng på størrelse med et hotelværelse på Cabinn. Det kunne jeg sagtens nøjes med.
Lukker ned i 2017
Alt emmer af kolonistil, kvalitet og komfort. Men det er ikke nok for gæsterne, der både vil have kolonistil og moderne udstyr til rådighed. Såsom store fladskærme, lynhurtigt trådløst internet og andet elektronisk udstyr fra det 21. og ikke 19. århundrede.
- Vi lukker ned for hotellet i flere tempi i 2017 for at renovere og modernisere for flere hundrede millioner kroner. I en kort periode et par måneder i slutningen af 2017 og begyndelsen af 2018 lukker vi helt ned. Det til trods for, at hotellet blev renoveret for en milliard kroner i 1989. Det handler om at være helt up to date på det, gæsterne efterspørger, og fortsat byde på femstjernet luksus, siger Leenu Bablani.
Jeg håber ikke, de fjerner de gamle klokker til at hidkalde tjenestefolk. Eller de små træbokse med telefoner. Eller de smukke paneler med udskæringer ved elevatorerne. Detaljer, der er med til at give hotellet sit særpræg.
Når man går rundt på det enorme hotel, er det i hvert fald ikke rammerne, der trænger til en kærlig hånd. Alle mure ser nymalede ud. De tykke, ægte gulvtæpper er pletfrie, og de tre meter høje døre ind til værelserne har ikke en skramme.
Helhedsindtrykket spædes godt op med friske orkideer, kinesiske vaser og blomsterdekorationer, der matcher en påfugls fjerpragt. Det er luksus med luksus på.
Oplagt for Frede og Mary
Vi kommer ud i hotellets hall of fame, hvor man både kan studere hotellets historie fra 1887 frem til i dag og hilse på de overvældende mange berømtheder, der har gæstet hotellet. Tidligere var der et helt museum, men det lukkede i 2012.
Leenu Bablani fremhæver stolt den berømte britiske forfatter Somerset Maugham og hans amerikanske kollega James Michener, hvoraf den sidstnævnte har givet navn til en suite. Jeg indrømmer flovt, at jeg ikke kender nogen af dem. Bedre går det lidt længere nede, hvor skuespillerne Charlie Chaplin, Marlon Brando, Johnny Depp og Isabella Rossellini smiler fra de sort-hvide fotografier.
På modsatte side er det afdøde og nulevende politikere og royale gæster. Præsidenter, premierministre og prinsesser. Det eneste danske navn, jeg kan finde på gæstelisten, er Alice Vestergaard. Som jeg må indrømme, jeg heller ikke kender. Jeg finder senere ud af, at det med stor sandsynlighed er den danske journalist, der er gift med udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Det giver ganske god mening. Men det ville være oplagt med et fotografi af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary. Ikke mindst da Singapore er et oplagt stop på vejen fra Danmark til Australien.
Ikonisk drink i Long Bar
Leenu Bablani fortæller, at man sagtens kan få lov at opleve stemningen på Raffles Hotel uden at smide 5000 kroner. I den legendariske Long Bar, hjemsted for den lige så berømte Singapore Sling, kan alle gå ind fra gaden og smage lidt på kolonistemningen og den ikoniske drink.
Som gammel bartender er det lidt pinligt at indrømme, at jeg aldrig har fået en Singapore Sling. Men det gør det ikke mindre fornøjeligt at smage den første i Long Bar. Faktisk de første to. For den smager så fantastisk, at jeg bestiller en bytter og sender bartender Ngiam Tong Boon en venlig tanke. Det er ufatteligt, at man kan putte både Angostura bitter, Cointreau og D.O.M. Benedictine i en og samme drink og stadig få det til at smage himmelsk.
Der følger en hel vadsæk med jordnødder med, når man bestiller en drink. Skallerne skal smides på jorden, så efter få minutter knaser det under fødderne. Et løjerlig levn fra gamle dage, som kun er med til at gøre besøget mindeværdigt. Selv om 5000 kroner for en enkelt nat på Raffles Hotel lyder voldsomt, beslutter jeg, at det SKAL jeg prøve engang.