I mine efterhånden 20 år som rejsende skribent har jeg benyttet et væld af rejseapps, der har skullet hjælpe med alt fra navigation til ledige hoteller og gode steder at spise. Nogle har virket perfekt, mens mange har været elendigt designede, med ligegyldige forældede informationer eller slet og ret ubrugelige på grund af tekniske problemer.
Derfor var forventningerne til Withlocals begrænsede, da familien med far, mor og to piger på 7 og 10 år ankom til Borneo i begyndelsen af 2020. Dengang corona stadig var noget, man primært døjede med i Kina.
Jeg havde søgt på appen efter tilgængelige lokale guider i området omkring Kota Kinabalu på Borneos nordvestkyst. Der var fem, der poppede op, og to af dem havde fået fremragende tilbagemeldinger fra både tyske, australske og amerikanske turister.
Jeg skrev en udførlig besked til dem begge, hvor jeg forklarede, hvad familien gerne ville nå at se de 10 dage, vi havde til rådighed. Hvilke dage der passede os bedst, og ikke mindst hvor krævende det måtte være fysisk med tanke på to piger, der ikke just knuselsker vandreture i 32 grader og en luftfugtighed på den forkerte side af 80 procent.
Fatima på 26 år tager os med på den første tur til en række markeder i Kota Kinabalu. Hun både taler og skriver flydende engelsk og har arbejdet flere år i Kuala Lumpur i den vestlige del af Malaysia.
Vi starter lige på og hårdt med fiskemarkedet i Kota Kinabalu. Jeg har set et hav af fiskemarkeder kloden rundt, men sjældent et med så farvestrålende fisk. Og så mange slags fisk, jeg aldrig har set før. Alle regnbuens farver lyser op, og de får selskab af dufte, jeg heller ikke har mødt før.
Min yngste datter på syv år blæses bagover af alle duftene, indvoldene på det slimede gulv og blodstænkene, som sprøjter omkring os, når fisk får hovedet hugget af. Det er vildt, voldsomt og autentisk.
Hjemløse børn
Fiskemarkedet hænger sammen med et madmarked, hvor man i sagens natur kan spise de fleste fisk, muslinger og krebsdyr. Foruden friturestegte grøntsager, selvlysende kager og juice i farver, mine øjne næsten ikke kan kapere.
Der er flere hjemløse børn, som holder til på markedet, fortæller Fatima. De kommer fra Filippinerne og efterlades af deres forældre, som forsøger at skaffe arbejde. Eller blot håber på, at børnene klarer sig bedre end i øriget, som ligger få timers sejlads mod nord.
Fatima fanger hurtigt, at vores døtre - og faktisk også faren - ikke har voldsomt meget lyst til at spise fisk til aftensmad, så hun tager os med på en restaurant få minutters gang fra markedet. Det er svimlende billigt at både spise og drikke, og da det er et af de steder, man gerne må servere alkohol, er det oplagt med en kold øl.
Mens vi spiser, fortæller Fatima om sin opvækst på øen. Om hvor anderledes livet er på den malaysiske del af Borneo sammenlignet med i Kuala Lumpur, hvor en form for religionspoliti holder striks øje med, at muslimer ikke drikker, går forkert klædt eller på andre måder overskrider religiøse retningslinjer. Sådan er det slet ikke på Borneo, konstaterer hun.
Efter aftensmaden hjælper hun os med at finde et apotek, hæve penge, finde en kinesisk restaurant, hvor man kan købe øl (det kan man ikke i butikkerne) og kører os tilmed tilbage til hotellet en halv times kørsel nord for Kota Kinabalu.
Vi havde aftalt et beløb på 300 kroner for hele aftenen, men giver hende 400 kroner, hvilket stadig er billigt for en hel aften med egen guide og hjemtransport. Alt er foregået i vores eget tempo og med tid til mange spørgsmål begge veje om kulturen og livet i vores respektive lande.
Spandevis af sjældne dyr
Efter en dag ved poolen på hotellet er det tid til næste tur med Suai, der er uddannet ingeniør og derudover har en stor interesse i lokal flora og fauna. Han taler også flydende engelsk og er som relativt nybagt far ekstremt opmærksom på, at vores døtre ikke har det for koldt eller varmt i bilen.
Vi har arrangeret en dagstur bestående af en zoologisk have med et væld af dyr, som kun lever på Borneo, samt en landsby indrettet som naturhistorisk museum. Det kan godt være, at rammerne er en smule slidte i den zoologiske have Taman Hidupan Liar Lok Kawi, men når man ikke kan trekke flere dage i junglen eller sejle op og ned ad floderne, er det særdeles børnevenligt at kunne stifte bekendtskab med både solbjørnen, pygmæ-elefanten, næsehornsfuglen, Sumatra-flodhesten, næseaben og ikke mindst orangutangen.
Det siger sig selv, at det på ingen måde kan sammenlignes at spotte en orangutang dybt inde i junglen og stå over for den i en zoologisk have. Men sådan er vilkårene nogle gange, når man rejser med mindre børn. De morer sig dog kosteligt over de bindegale næseaber, der ”slåsser” som uvorne drenge i skolegården, og tøserne falder også pladask over de nuttede solbjørne, verdens mindste bjørn, som fremfører deres eget lille danseshow ved en lille pool.
Suai forklarer tålmodigt, hvad der gør de enkelte dyr unikke, og lader sig ikke mærke af, at pigernes humør påvirkes af temperaturen. Det er tæt på 40 grader, og alle kampsveder. Vi reddes af et ganske underholdende show i skygge, hvor en række dresserede dyr får publikum til både at le og tabe kæben af benovelse.
Vi studerer dyr og mennesker og finder både ligheder og forskelle mellem danske og malaysiske skolebørn. Her sidder drengene og pigerne i hver deres side af amfiteatret, og mens de fleste drenge har en T-shirt på, er pigerne i flere tilfælde iført niqab. Jeg kan næsten mærke, hvor varmt de har det.
Efter to timer i Lok Kawi kører vi videre mod den ene af områdets to landsbyer, hvor man kan få et indblik i livet på Borneo for de mange stammer. Vi valgte Monsopiad Heritage Village alene af den grund, at den ligger tæt på Lok Kawi.
Pusterør begejstrer
Mens det primært handlede om at observere i den zoologiske have, drejer det sig om at mærke, smage og prøve i Monsopiad Heritage Village. Vi bydes velkommen med lokal te, en hjemmebrygget form for snaps og enorme larver, som vi takker pænt nej til, selv om dronning Margrethe vist spiste en tilsvarende i Australien engang.
Der opføres stammedans af de ansatte, som inviterer alle gæster med på scenen. Det er kun min kone, der tør sige ja, og hun gør det faktisk hæderligt taget i betragtning, at hun aldrig har hørt stammemusik på det nordvestlige Borneo.
Endnu bedre går det med pusterør, hvor pigerne efter en række prøvepust formår at skyde 10-12 meter med de små pile. Det, der begyndte som en ”lorte-ting”, ender med at være så sjovt, at de nærmest ikke kan trækkes væk igen.
Suai fornemmer hele tiden, om han skal bidrage med informationer eller holde igen. Det er også fantastisk, at alt foregår i vores tempo. Vi skal ikke vente på andre. Eller skynde os. Eller være noget sted på et bestemt tidspunkt.
Det betyder også, at undertegnede kan give sig god tid i forsøget på at starte ild ved hjælp af et hult bambusrør med huller i og en form for træfil. Det lykkes kun at skabe små gnister i noget bambus-savsmuld, men tak skæbne, man får varmen af forsøget. Igen slutter besøget med te og mødet med en bedårende hvid kattekilling, som døtrene synes er det mest ”cute” i hele verden.
Skovens tag giver hjertebanken
Vi har allerede booket Suai til en heldagstur mere efter endnu en dags poolpause. Denne gang kommer hans forkærlighed for blomster og planter til sin ret, da vi skal se den botaniske have tæt på Mount Kinabalu, Borneos højeste bjerg.
Da vi træder ud af bilen efter tre timers kørsel, er det mærkbart, at vi er kommet op i højden. Temperaturen er faldet til sølle 20-22 grader, hvilket gør det udholdeligt. Vi bevæger os ind i regnskoven, hvor der efter sigende er flere end 100 bregnearter ud af de 800 forskellige plantearter.
Suai begynder fra en ende af. Efter 15 bregnebeskrivelser er vi nødt til at bede ham skrue ned for informationsmængden og fokusere på de mest opsigtsvækkende planter. Dem er der mange af i Borneos regnskov.
Der er meget få af planterne, der blomstrer i februar. Derfor er det i store træk grønne nuancer, der smelter sammen. Suai finder efter intens søgen nogle af verdens mindste orkidéer, der er på størrelse med en lillefingernegl. Det er ikke helt nok til at tage pusten fra pigerne.
Det er det til gengæld, da vi tæt på de varme kilder ved Poring Hot Springs i landsbyen Ranau bevæger os helt op under trætoppene på de gigantiske betonhårde træer.
Pondok Manggas er ikke for folk med højdeskræk, da man enkelte steder svæver 40 meter over skovbunden. Det giver et sug i maven og hjertebanken, når gangbroerne gynger. Vi kan høre aber i det fjerne, men spotter ellers ingen dyr. Kun insekter. Men det ændrer ikke ved, at turen helt oppe under trækronerne er imponerende. For den yngste datter og moren især, da vi igen er trygt nede på jorden.
Vi tager et kort fodbad ved de varme kilder, som man ikke skal køre efter. Men sagtens kan bruge en halv time på, hvis man alligevel skal på canopy walk.
Det kan godt være, at blomsterne i regnskoven ikke blomstrer. Det gør til gengæld verdens største blomst, Rafflesia, som kun findes på Borneo. Det kræver dog timing at opleve det, da den kun blomstrer fem-syv dage hver 15. måned.
Suai har gode kontakter og skriver rundt, mens vi spiser frokost på Nongling Restaurant i Ranau. Der er gevinst få kilometer fra restauranten, hvor Suai får forhandlet prisen ned fra 50 kroner til 15 kroner pr. person. Vi skal gå et par hundrede meter gennem marker og skov, før vi kommer til den besynderlige plante, som gemmer sig under et sort plasticdække.
Blomsten minder mere om en svamp end en blomst og har en diameter på 60-70 centimeter. Pigerne kigger på blomsten i 10-15 sekunder og konstaterer, at nu har de set den. Suai vil gerne vise os, hvordan blomsten ser ud, blot få dage efter blomstringen. Den er tydeligvis i forrådnelse og lugter fælt. Det er sjovt at kunne prale med, at man har set verdens største blomst i dens naturlige habitat, men nu er mængden af planter på en dag også nået for døtrene.
Suai spørger, om der er mere, vi gerne vil se, inden vi kører tilbage mod kysten. Jeg er som fotograf altid på jagt efter gode motiver, så jeg klapper begejstret, da han foreslår et lokalt marked i en nærliggende landsby. Pigerne klapper først, da jeg lover dem, at de får både is, sodavand og chips til hjemturen.
Vi kommer trætte og mætte af udtryk tilbage til hotellet ved 20-tiden. Suai skal have omkring 1200 kroner for hele familien. Prisen dækker bil, brændstof, hans løn og en glimrende frokost. Det er bestemt ikke sidste gang, vi benytter Withlocals.