En cykeltaxi udstyret med en stor, farvestrålende paraply jorder tæt forbi mig, da jeg drejer ind mod Masjid Kapitan Keling-moskéen midt i den gamle britiske koloniby George Town.
Egentlig skulle jeg have set den 200 år gamle bygning indvendigt, men på grund af mine blege shorts-knæ skal jeg iføre mig en kåbe på flere kilo, hvis jeg skal indenfor.
Da jeg i forvejen er gennemblødt af sved på grund af en luftfugtighed tæt på 100 procent, er tanken om at iføre sig en transportabel sauna af akryl ikke just tiltalende. Altså lusker jeg over mod bagsiden af moskéen, hvor man i fred og ro kan slå sig ned på en bænk under et stort, skyggende træ og betragte de bedende mænd inde i moskéens hjerte uden at forsvede.
Jeg får dog ikke stilhed i mange sekunder, før en gruppe på syv drenge omringer mig og spørger, hvorfor jeg har indfundet mig på deres faste bænk. Efter mit korte, venlige svar præsenterer de sig alle sammen med navn, alder og oprindelse. De er en stor pærevælling af malayer, indere, kinesere og halvportugisere.
Da formaliteterne er overstået, begynder de at pjatte og spørge, om jeg er filmstjerne i mit land. De synes, jeg ligner én, hvilket naturligvis luner, selv om årsagen til komplimenterne viser sig at være pengenød. De mangler én sølle ringit - ca. to kroner - for at kunne købe en plastik-fodbold hos købmanden henne om hjørnet.
Lige til en reklame
Jeg finder en lokal pengeseddel, der er 10 kroner værd og giver den til den mest frembrusende af drengene. Han takker og finder sin tegnebog frem, roder lidt i den og giver mig otte kroner retur. Så suser han over for at hente bolden, som de har drømt om hele formiddagen.
Da han kommer tilbage to minutter senere, jubler drengene og viser mig den ære, at jeg som den første må jonglere med bolden. Sandaler er ikke optimalt fodtøj, men det lykkedes alligevel at holde den lette og uregerlige bold i luften i et halvt minuts tid med hjælp fra lår, hæl og pandebrask.
Jeg bliver helt flov over drengenes spontane eufori og lader dem komme i gang med deres eget rundkredsspil, hvor de forsøger at holde bolde længst muligt i luften. Præcis samme spil som drenge dyrker i skole- og baggårde hele kloden rundt. Og altså også på hellige heller bag moskéer.
De drenge, der ikke er med til spillet, stiller skiftevis op til fotografi. Med de mest ustyrlige grimasser, seje legetøjspistoler og smil så oprigtige, at de kunne bruges som tandpastareklamer. Jeg har kun gået rundt i George Town i en halv time, siden jeg forlod mit mageløse kolonihotel Eastern & Oriental, og jeg har allerede oplevet så meget, at flyveturen på 13 timer er fortrængt.
Byens bedste samosa
Blot 100 meter fra moskéen ligger det hinduistiske tempel Mahamariamman, hvor udskæringer af de mange indiske guder slås om opmærksomheden. Yderligere 100 meter nede ad gaden ligger det kinesiske tempel "Temple of the Goddess of Mercy Kuan Yin", hvor røgelsespinde tykke som palmer står og ulmer. Duften invaderer mine næsebor og fuldender sammen med de røde rispapirlamper, stenløverne og den karakteristiske tagkonstruktion billedet af et stykke autentisk Kina.
Imens malay-kinesere vimser ind og ud gennem indgangen med mindre røgelsespinde i hænderne, antaster et par ubegribeligt berusede indere mig. Selv om de befinder sig på en hellig plads, hidser tempelgæsterne sig ikke op. De sender et høfligt smil og haster videre mod de mange boder, hvor man kan tanke lys, røgelsespinde og kinesiske kalendere med dyrebilleder.
Et godt billede på, hvordan de forskellige nationaliteter og religioner lever side om side på Penang, hvor mere end halvdelen af befolkningen er af kinesisk afstamning.
Det er forunderligt at se skiftet i klædedragt, byggestil og butiksnavne fra den ene gade til den anden. Det indiske kvarter er sjovt nok centreret omkring China Street, hvor man kan nyde byens bedste samosaer direkte fra gadekøkken, mens man passerer en række små værksteder med uddøende erhverv som skiltemaleri og persiennelakering.
Lever på vandet
George Town er ud over sine vidt forskellige kvarterer hjemsted for syv "jettyer". En række beboede landgangsbroer, hvor immigrerede kinesiske klaner holder til. Hver klan har sit eget kvarter, hvor kun folk med samme slægtsnavn kan bo.
I den største, Chew Jetty, bor 75 familier i stærkt renoveringsmodne træhytter på betonpiller over det beskidte havnevand. Alle familier på nær én dyrker taoisme og kungfuisme. Den ene er kristen, hvilket stemmer meget godt overens med fordelingen af religioner på Penang.
Beboerne vil helst ikke have, at man tager billeder af dem, hvilket man forstår. Chew Jetty er ikke et museum eller en attraktion men en usædvanlig bydel, der har brug for hjælp, hvis den skal bestå.
Derfor sidder Chew Koon og sælger postkort ved "indgangen". Han rejser sig og viser over i klanens fællesrum, hvor en række plakater fortæller jettyens historie. Den strækker tilbage til midten af 1800-tallet, hvor kinesiske immigranter opførte husene ved vandet for at være tæt på arbejdspladser på havnen.
Chew-klanen bestod og består primært af fiskere, derfor er der masser af fiskebåde og fiskekasser yderst ude på jettyen, hvor der ligger et interimistisk tempel eller "skrin". Her kan fiskerne bede til de højere magter om en god fangst eller flere donationer, så denne sjældne og Unesco-støttede livsstil kan bevares for fremtiden.
Berømt suppe
Et andet sted i George Town tæt ved vandet ligger Northam Beach Café. Et oplagt sted at slutte en begivenhedsrig dag. Navnet dækker over en stor samling restauranter med hver dens ret, som forfines og perfektioneres.
Uanset smagsløg kan man finde en fugl, fisk eller frugt, der passer til ens temperament og pengepung. Man bestiller let på engelsk hos de enkelte boder og får kort tid efter serveret. Det er billigere, end politiet tillader, og mit bord vælter næsten under vægten af barbeque-kylling, den berømte hokkien mee-suppe og friske popiah-forårsruller.
Maden er præcis så indbydende og varieret som George Town, der er en glimrende introduktion til Sydøstasien og ikke mindst Malaysia, som med sin mangfoldighed og få danske turister netop burde trække flere til.