Kirgisistan ligger klemt inde mellem nogle af verdens højeste bjergkæder. Pamir-bjergene mod syd og Tian Shan-bjergene mod øst udgør nærmest en mur mod mægtige Kina og understreger, hvor langt mod øst Kirgisistan befinder sig.
Da vi krydser grænsen mellem Kasakhstan og Kirgisistan, bemærker vi først antallet af smadrede biler og dernæst, at samtlige chauffører åbenbart drømmer om at køre Formel 1. Mange kører som sindssyge uden nogen som helst tanke på vejenes tilstand eller trafikken.
Men vi ankommer til hovedstaden Bisjkek i nogenlunde god stand og bemærker med det samme, at atmosfæren og stemningen i byen med omkring en million indbyggere er meget mere afslappet og chillet end ventet.
I de enorme parker, som kløver sig ned gennem byen og fungerer som filter for de kolossale mængder kuldioxid, der udledes, slapper mange familier af med picnic. Om sommeren hjælper parkerne med at køle byen af, når der bliver op mod 40 grader. Vi har kun i underkanten af 30 grader i slutningen af maj, men beslutter os alligevel for at gå på jagt efter spændende barer.
Vi finder frem til mikrobryggeriet og baren Save the Ales, som er grundlagt og drevet af kvinder. Vi prøver både stedets stout, IPA og en rød lager, som alle er mere end godkendt. Det samme er prisniveauet.
Det er vanvittigt billigt at gå på bar eller spise på restaurant og café. Vi spiser på restauranten Faiza med lokale retter på menukortet og får suppe samt fire store retter med brød og drikkevarer for 73 kroner. På vores nærliggende bar, No Name Bar, koster store fadøl 15 kroner og de fremragende drinks 20 kroner. De er lavet fra bunden og ikke den slags sjask, man får på all inclusive-ferier.
Det kan godt være, det ikke er helt billigt at rejse til Kirgisistan. Men når man først er kommet frem, kan man nærmest ikke leve billigere.
Drukner i regn
Naturen er enorm og spektakulær som i nabolandet Kasakhstan. Når man kører uden for Bisjkek og mod øst og syd, som jeg gør med min rejsekammerat, imponeres man over de endeløse stepper og græsmarker.
Med Bisjkek som base er der rig mulighed for at tage på eventyr i de mange bjerge, ved de store søer og langt ude i ødemarken hos de få nomader, der lever, som de har gjort i årtusinder.
Nationalparken Ala Archa ligger blot to timers kørsel fra Bisjkek. Den byder på vandreture for alt fra børnefamilier til de mere rutinerede vandrere. Vi tager på en halvdagstur, hvor det pisregner fra det øjeblik, vi stiger ud af bilen, til det øjeblik vi sætter os ind i den igen.
De smukke kløfter og de takkede bjergtoppe er komplet gemt bag et tungt skydække. Men vi glæder os i stedet over, at vi har bjergene helt for os selv.
Rester fra Silkevejen
Meget få taler engelsk i Kirgisistan. Heller ikke unge. Sørg for at downloade Google Translate med russisk, så du har mulighed for at kommunikere, når du er offline.
Man gør også sig selv en kæmpe tjeneste ved at købe et lokalt sim-kort. 15 kroner for 16 GB. Så kan man for eksempel downloade Yannex-appen, hvor man let kan bestille transport i både byer og til ture, man selv planlægger. Vi bruger appen til at komme rundt i Bisjkek og til vores tur til Burana-tårnet 80 kilometer øst for hovedstaden.
Vi når nærmest ikke at søge på en chauffør, før han holder foran vores hotel. Selv om han ikke taler et ord engelsk, får vi hurtigt lavet en aftale om, at han venter i halvanden time ved tårnet, mens vi går på opdagelse på egen hånd.
Tårnet ligger i Chuy-dalen og har sit navn fra det arabiske ord for minaret. Da det blev bygget i 1100-tallet, var det 46 meter, men et jordskælv i 1500-tallet kostede de øverste 21 meter. De nuværende 25 meter, som gennemgik en markant renovering i 1970’erne, er rigeligt til at give en fornemmelse af, hvor langt man kunne kigge ud over dalen fra tårnets top.
Tårnet er en af de ældste bygninger i Centralasien, og hvis man er fan af eventyr, skal man læse op på de lokale legender, som vækker minder om både Tornerose og Rapunzel.
Oplevelsesmæssig knockout
Osh-markedet i Bisjkek er også et must. Et gigantisk marked, hvor man nærmest kan købe alt, man kan forestille sig.
Vi tilbringer tre timer med af studere de handlende og sælgende. Der er stort set ingen andre turister, og vi stoppes flere gange af nysgerrige, som vil vide, hvor vi kommer fra. Vi får tilbudt gratis granatæble-sodavand af en snakkesalig ejer og taber - igen - kæben over prisniveauet.
Smukke brød på størrelse med en stor spisetallerken med flotte mønstre kan købes for halvanden krone stykket. En gigantisk buket med 40-50 roser kan købes for 50 kroner, og grøntsagerne koster omtrent en tiendedel af prisen i et dansk supermarked.
Jeg møder en lokal, som har drukket rigeligt vodka. Men jeg forstår alligevel på ham, at han er gammel bokser. Han tilbyder mig at vise mig nogle tricks midt imellem krydderier og store sække med alverdens nødder.
Jeg giver ham lov og smiler overbærende, fordi det på fineste vis indikerer, at Kirgisistan giver mig en oplevelsesmæssigt knockout, jeg ikke havde set komme.