Der er ikke noget som horder af kridhvide asiater med neonfarvede badebukser trukket helt op over deres opsvulmede maveregioner. Der er heller ikke noget som overnaturligt ihærdige tjenere, der fylder ens ølkrus med skummende humle i selv samme splitsekund, som glasset rammer dugen på bordpladen igen.
Er man enig i disse to påstande og samtidig lidt træt af de pågående gadeludere i Patthaya på familieferien eller de halvdårlige backpackeroverrendte hoteller i Malaysia eller på Bali, så er den kinesiske ø Hainan måske en kærkommen redning.
De reklamerer selv med "den friskeste luft i verden", hvilket er en yderst vovet påstand, når man årligt byder millioner af turister velkommen til de flere end 200 luksushoteller. Men på Hainan skal man som i resten af Kina ikke spørge så meget. Man skal bare slappe af og nyde, at man befinder sig på den eneste tropiske ø i Riget i midten.
Smukke kvinder
Tidligere blev øen omtalt af kineserne som "Verdens Ende". Det hænger sammen med japanernes besættelse i 1939 og ikke mindst, at øen tidligere var et sted, hvor man sendte politiske modstandere hen. For altid. Meget underfundigt, at deres helvede på jord nu pludselig lanceres som det diametralt modsatte.
Det hele begyndte at ændre sig i 1980'erne, hvor de høje herrer på øen besluttede, at der måtte gøres noget. De gik i gang med at forbedre øens infrastruktur og inviterede udenlandske investorer på visit, så de ved selvsyn kunne øjne mulighederne for at deltage i skabelsen af dette nye paradis.
Og er man så heldig at lande på Hainan i begyndelsen af december, er ordet paradis ikke nogen underdrivelse, da man kan forvente at blive overløbet af smukke kvinder fra hele verden, da hovedbyen Sanya for tredje år i træk står for afholdelsen af Miss World-konkurrencen.
I disse første spæde år med masseturisme er det primært nyrige russere, japanere og sydkoreanere, der gemmer sig under parasollerne på strandene. Men med Finnairs nyåbnede rute mellem Helsinki og Guangzhou i Sydkina med direkte forbindelser til Hainan er drømmen, at det inden længe vil vælte ind med velbeslåede europæere, der sætter pris på luksus til fornuftige priser.
Og det er i sandhed lave priser i forhold til Europa. Et forrygende lækkert dobbeltværelse med havudsigt på femstjernede Hotel Sheraton koster blot 500 kroner pr. nat. For hele værelset med udsigt fra badekaret ud over havet. Smukt.
Synes man ikke poolen på størrelse med en fodboldbane er stor nok, så kan man boltre sig langs de flere hundrede kilometer strande, der sagtens kan konkurrere med Thailands og Malaysias ditto, der traditionelt suger mange skandinaviske turister til i vintermånederne.
Altid det største
Bliver man træt af at dase med kolde drinks (tror det næppe), så kan man delvist få slukket sin kulturelle tørst ved Nanshan templet, der fungerer som en slags temapark for buddhismen. Det er ydermere et fint sted at møde kine-siske turister i enorme flokke, hvis man har den brist.
Det mest seværdige er statuen Guanyin. En 108 meter høj buddhafigur bygget i Det Sydkinesiske Hav. Præcis to meter højere end frihedsgudinden og 500 millioner kroner værd. Det fortæller lidt om kinesernes brændende ønske om at promovere sig selv og være større, bedre og mere seværdig end noget andet land. Specielt USA.
Men i jagten på at suge turister til kan de sagtens komme til at kvæle sig selv. Overalt på øen skyder endnu flere enorme hotelkomplekser op. Alle sammen tæt på vandet eller de få naturseværdigheder, der blandt andet omfatter en junglesti, der fører op til et udkigspunkt med nogenlunde samme spændingskurve som Himmelbjerget.
Det mest interessante ved den tur er, at man efterfølgende kan slubre iskold kokosnøddejuice i sig for få kroner, mens sveden hagler af efter kun en times vandring.
Maritim mad
Bestemmer man sig for at flyve så langt væk som Hainan, kræver det naturligvis, at man får noget ekstra. Og det ekstra er i mine øjne en service, der grænser til det perfide. Men tænder man lidt på tanken om at lege europæisk filmstjerne med vimsende tjenere omkring sig konstant, så er der en oplagt mulighed for de danskere, der normalt drager til Gran Canaria eller Tenerife.
Den kulinariske element er ikke just overdådigt. Medmindre man foretrækker de maritime retter, hvilket jo egentlig ikke kan overraske på en ø med tusind kilometer til fastlandet. Hvor man mange andre steder kører både et lokalt køkken og et mere internationalt orienteret, så er det kun på de absolut dyreste restauranter og hoteller, at man kan smovse i store bøffer og møre koteletter. Men på den anden side, hvem rejser Jorden rundt for at spise mad, som man har spist et utal af gange før?
For at forblive ved det maritime er der rig mulighed for at forlyste sig i det våde element. Ud over jetski, paragliding og sporadisk windsurfing er der faktisk flere acceptable steder at dykke. Både med og uden iltflasker på den solbrændte ryg. Der er stadig masser af mystiske væsener uden overfladen, og enkelte steder er korallerne også forholdsvis intakte. Men at tage af sted kun med denne interesse for øje kan ikke anbefales. Det kan det derimod, hvis man tænder på massage, spabade og fiskebidsterapi.
Ja, de læste rigtigt. I store opvarmede pools sætter man sig tilrette og lader hundreder af småfisk nappe døde hudceller af alle tilgængelige lemmer. Det skulle være så sundt for blodcirkulationen og huden. Om det er lige så sundt for fiskene at spise turisternes affaldsprodukter, skal jeg ikke gøre mig klog på, men en alternativ form for helse er det bestemt.
Overordnet set er Kinas Hawaii bestemt et besøg værd. De fleste danske turister vil i hvert fald blive forført af strandenes skønhed og den velintegrerede servicementalitet.