Kinas fjerdestørste by byder på dragende markeder, smagsprøver på Østens arkitektur og myldrende skolegårde
Det er en helt almindelig tirsdag formiddag. Altså for de tusinder og atter tusinder af lokale, der kører, cykler, kravler og går forbi min rejsekammerat og mig på et af byen Guangzhous enorme elektronikmarkeder, hvor man kan få alt, hvad et hifi-hjerte begærer af mp3-afspillere, hjemmebrændte dvd-film og kunstfærdige højttalere.
Der er så bagende varmt, at vi søger udenfor for at få lidt frisk luft. Ja, okay - måske er luften ikke helt frisk, men den er i hvert ikke så beskidt som sproget hos den 27-årige engelsklærer, der snart antaster os.
- So, what the fuck are you two fucking turists doing in my fucking town, siger han uden at fortrække en mine.
Vi kigger forbavsede på hinanden og spekulerer på, om han er skingrende sindssyg, en meget imøde- kommende og ungdommelig artikuleret lokal eller bare verdens dårligste engelsklærer. Svaret viser sig at svæve et eller andet sted mellem alle tre muligheder.
Måbende elever
Jason, som han introducerer sig som, spørger os, om vi ikke vil se hans skole, der ligger lige om hjørnet. Sådan et tilbud siger vi naturligvis ikke nej til, så vi trasker i hælene på ham og ankommer til ekstrem stor forundring for eleverne i skolegården, der spiller basketball og vasker madkasser rene i middagspausen.
Han fører os videre op til sit klasseværelse, hvor fire elever sidder og løser engelske krydsord. Vi spørger på skoleengelsk, om de kan lide sproget. De kigger måbende op på os. Længe.
- De fatter ikke en skid engelsk, fortæller Jason med et bredt smil.
- Derfor kan jeg sige fuck, shit og tits lige så meget, som jeg orker, konstaterer han og slår sig på maven af grin.
Så meget for det kinesiske skolesystem. Han er heldigvis lige så gæstfri som bramfri, så han viser os ned på et lokalt spisested, hvor bordene summer af eksotiske fraser, mens spisepindene flyver rundt i luften som dirigentstokke.
Her bestiller Jason tre retter mad og dobbelt så mange kolde øl. Fucking, kolde øl vel at mærke. Der skal ikke mangle noget. Og så har vi for øvrigt lovet at betale regningen som tak for hans rundvisning.
Efter det ultimative fedtholdige måltid, der heldigvis bliver skyllet ned med rigelige mængder lokal humle, tager vores nye ven os med ud i sit nærmiljø, der for os er en fremmed og særdeles indbydende verden at gå på opdagelse i.
Han viser os baggårdene, hvor man kan købe kolde sodavand fra rustne kasser til 50 ører. Han viser os, hvor man kan få sine seksuelle lyster styret for en flad halvtredser, og hvor man kan købe "varme" mobiltelefoner for endnu mindre.
Vi tænker på resten af vores gruppe af nordiske rejsefæller, der sveder ude på en silkefabrik, hvor de står i kø for at kigge på masseproduceret sengetøj og smagløse souvenirs. Søde venner, de går jo glip af et sandt eventyr.
Penthouse på 48. etage
Med nakken mod himlen stopper vi op foran et imponerende, nyt byggeri, der som et babelstårn fortsætter mod skyerne. Hvor kunne det være fedt at se de lejligheder, udbryder vi i kor. Jason kigger beslutsomt på os og udbryder: "Det er intet fucking problem".
To minutter senere står vi i en elevator med to repræsentanter fra selskabet, der har opført denne boligblok med 800 lejligheder på 48 etager.
Vores ven fortæller, at vi er europæiske ambassadører, der mangler et sted at bo i Guangzhou, så iført shorts og løbesko forsøger vi at se meget seriøse ud. Og rige. Det skulle betale sig.
For penthouselejligheden på 48. etage har en bjergtagende udsigt ud over den uendelig bymidte og den bugtende flod "Pearl River", der løber langt nede under vores fødder.
Vi forelsker os hurtigt i denne drøm af en lejlighed, der for blot to millioner kroner kan blive vores. 200 m2 og fuldt møbleret. Waaauw!
Desværre er der så meget byggesjusk, at øjnene græder. Gulvene er ikke lagt ordentligt, fliserne på toilettet slutter ikke tæt og karmene er klistret til med fugemasse. Ikke just sådan nogle fejl, man har lyst til at se, når man befinder sig i flere hundrede meters højde. Men sådan er situationen, når boligkomplekser skyder op som svampe, hvilket de gør overalt i Kina, fordi de 800 millioner bønder i de vestlige provinser meget gerne vil tage del i østkystens økonomiske tigerspring.
Altædende kinesere
Inden højdeskrækken og købelysten forplanter sig, tager vi elevatoren ned til det autentiske Kina, hvor man kan gå på opdagelse i timevis på markeder, der for de lokale er lige så almindelige, som Netto er for skandinaver.
Man kan jo se på diverse menukort, altså dem på engelsk, at kineserne spiser alt, hvad der har en puls. Som vores guide gentagne gange messer: "Vi spiser alt, der kan flyve, undtagen rumraketter. Vi spiser alt, der kan svømme, undtagen ubåde. Vi spiser alt med fire ben undtagen borde og stole. Fucking alt."
Kinesisk humor og et sørgeligt faktum i skøn forening.
Jeg kan forstå, at man i nød kan spise fedtede kakerlakker og skorpioner, der friturestegte skulle minde lidt om chips. Jeg kan forstå, at man kan spise forrådnede ben fra høns og frøer. Men jeg kan ikke fatte, hvordan man kan få sig til at spise verdens sødeste hundehvalpe. Man står med en klump i halsen og får lyst til at købe hele striben af små legesyge hunde, der bjæffer kælent og stritter med deres små haler måske for sidste gang, inden de bliver hovedingrediensen i familien Chongs aftensmad.
Mikrofon-passion
Oven på sådan en oplevelse har vi brug for en opstrammer. Og Jason ved lige, hvad der skal til. Kinesernes yndlingsbeskæftigelse, altså ud over at spise kæledyr, nemlig karaoke.
Vi finder et sted, der er tilpas kikset, med marmorbord og guldtapet. Det helt rigtige sted at synge gamle 1980'er klassikere.
Jason viser, hvordan det ikke skal gøres. Han synger så pivfalsk, at hele lokalet er ved at få mavekrampe. Det lyder, som når en sælunge skriger efter sin mor. Uforklarligt og skræmmende. Men han kaster sig over mikrofonen med så meget passion, at man ikke kan undgå at holde af ham og hele Kina på samme tid.
Og drager du til Guangzhou, så spørg efter en fucking sindssyg
engelsklærer, så vil Jason med garanti vise dig rundt i det rigtige
Kina, inden det forsvinder under alle de vakkelvorne højhuse.