Simon Staun
Foto: Morten Pape

En himmelsk park

Tiantan Parken i Beijing er et socialt narkotikum for byens pensionister.

Osen fra de endeløse rækker af hostende taxier har knap nok nået næseborshøjde, og skolebørnene spurter endnu langs de nyfejede fortove på vej til dagens første lektion. Beijing lever allerede fra morgenstunden og især i en af byens mest benyttede og afholdte parker.

Et smilende og overordentlig morgenfriskt menneskehav møder os ved de grønmalede porte. Hundredvis af kvinder og enkelte mandfolk i traditionelle arbejderklasseklæder står trippende hånd i hånd og afventer ordrer fra den dansekyndige kvinde, der både styrer ghettoblasteren og rækkefølgen af trin.
 
Kvinderne, der ser ud til at gå i for små sko, gelejder gemalerne rundt i det, der ligner en mellemting mellem foxtrot og ballet. Små hurtige trin og diskrete benspjæt kombineret med ynde og ælde.

Fyrige pensionister

Langs de gråtonede buske dyrker solisterne Tai-chi, mens masserne motionerer i en sand fitnessrus på de lilla plasticredskaber, der står til rådighed for alle. Adskillige hundrede dyrker morgenmotion ved siden af.

Slanke, smilende og let forpustede svinger de sig rundt i armgreb, tager maverulninger på bænkene og laver knæhop. Du milde kineser! Man bliver helt konfusius. Utroligt adrætte og med eksplosive ryk, der ville få en gennemsnitlig dansk pensionist til at ryge til kiropraktor på livstid, har de tilsyneladende ingen frygt for deres eget helbreds tilstand.

De knokler bare på. De svinger overkroppen op mod morgendisen som spændte fjedre, der slippes løs. Nogle klatrer som aber, mens andre strækker de gamle ben mod himlen som balletdansere.

Kalligrafihelt

På fliserne mellem motionisterne og drageflyverne står en nobelt udseende mand og studerer fliserne intenst. Han hilser diskret på os med sine venlige øjne, der besidder et stænk af visdom og eftertænksomhed, som man uvilkårligt forbinder med østen.

Efter en kort betænkningstid hiver han en overdimensioneret pensel frem som en pil fra et kogger og væder den i den medbragte vanddunk. Derpå går han omhyggeligt i gang med at nedskrive et af formand Mao Tsetungs berømte digte på de støvede fliser.

Hvad det hedder, husker han ikke helt præcist. Men det omhandler "Den store Mur" og blev skrevet i 1935. Betydningen derimod slynger han uden betænkning af sted.

- Du kan ikke kalde dig selv en helt, før du har været på Den Store Mur, citerer han med et hemmelighedsfuldt smil. Han har været dér. De lyse sko, den franske hue samt de hvide handsker giver ham et yderst sofistikeret fremtoning.

Li Xue Wang hedder den 69-årige penselvirtuos. Et navn, der betyder "At lære at blive høflig" på kinesisk. Han har sæsonkort til parken, lige som så mange andre jævnaldrende fra Beijing. Han kommer morgen efter morgen, hver eneste dag året rundt. Ikke for at socialisere. Ikke for at styrke den aldrende krop. Men helt og aldeles for at hellige sig de kinesiske skrifttegn.

Efter han blev pensioneret som administrationsarbejder i et entreprenørfirma for fem år siden, er det her i Den Himmelske Park, han bruger hovedparten af sit otium.

- Det er godt for hjernen, slår han fast og peger diskret på den franske hue, der stadig sidder perfekt lige over de buskede øjenbryn.

En gang i mellem må han træde til side for en lastbil. Det tager han ikke så tungt. For han er høflig og har bestemt ikke travlt. Efterhånden som solen stiger, og fliserne gradvist får varmen i forårskulden, forsvinder de betagende tegn.

- Det gør ikke så meget, at de forsvinder så hurtigt, fortæller Li Xue Wang, mens han yndefuldt maler de sidste tegn i dagens digt.

I morgen maler han blot et nyt digt. Endnu et kunstværk.

Djævlespil

En gruppe mænd morer sig tilsyneladende med at holde en snurretop balancerende på en tynd snor mellem to stokke i luften. "Kong Zu" hedder legen eller tidsfordrivet om man vil. Især én af mændene imponerer med sin kunnen, og vi får ham på trods af sprogbarrieren overtalt til en næsten gratis lektion i "djævlespil" som vores passionerede instruktør også kalder legen med snurretoppen.

Wong Dai Shung, står der i det gulnede id-kort, der desuden fortæller, at vores kammerat har en mental lidelse, der forhindrer ham i at arbejde. Men det forhindrer ham langt fra i at få den knaldrøde snurretop til at spinde som en hankat på Viagra og afgive en snurrende, høj lyd, som når et jetfly letter i det fjerne.

Han nyder åbenlyst øjeblikkets opmærksomhed og de respektfulde blikke, der kommer i kølvandet på hans kyndige og elegante kontrol over stokkene, der i hans hænder transformeres til dirigentstokke.

Adrætte bedstemødre

Skingre råb fjerner opmærksomheden fra vores nye kammerat. En gruppe rynkede kvinder, gamle nok til at titulere Bodil Udsen som unge dame, spiller fodbold med små fjerbolde.

De har mere teknik end den gennemsnitlige danske divisionsspiller og de flyvske ben sparker både bag ryggen og laver cirkelspark, der vækker minder om Bruce Lee i hans velmagtsdage.

Længere nede i parken står programmet på fællessang og fløjtespil for en stor forsamling kvinder. Der hersker en mærkbar samhørighed og en næsten andægtig stemning omkring dem. Uden at kende et eneste ord af teksterne drages man af stemmerne, der præcist om end skingert svæver op under nåletræerne. Med en uvirkelig urkraft og en dybfølt sentimentalitet virker korets sang som universel og autentisk.

Koret er ikke opstillet til ære for turister. Det er menigkvinde, der kommer i Tiantan Parken for at dele de gamle kinesiske sange med nabokonen. Sammen med de svedende gymnaster, den reciterende kalligrafist og den mentale snurretop gør de en helt almindelig tirsdag morgen til en uforglemmelig formiddag afskærmet fra Beijings øredøvende kaos.