I guidebøgerne står der, at man sagtens kan afsætte en uge til Kyoto, der har flere end 1600 templer og helligdomme. Så hvad gør man, hvis man befinder sig i Tokyo og kun kan afsætte en enkelt dag til Japans gamle hovedstad, der i mere end 1000 år var centrum i Solens Rige?
Svaret ligger lige for; først tager man lyntoget Shinkansen, der pløjer sig 500 kilometer ned gennem landet på to timer, og derefter lejer man en cykel, hvorved man ubesværet og uden stram tidsplan kan slingre rundt mellem templer, gamle bydele og uturistede kvarterer.
Jeg har på forhånd spurgt to danskere bosat i Japan om, hvilke templer man ikke må snyde sig selv for. Den ene svarede Den Gyldne Pavillons Tempel, Kinkaku-Ji, mens den anden fremhæver Sølvpavillonens Tempel, Ginkaku-Ji.
Da jeg lejer cyklen, spørger jeg den unge dame bag disken, hvor meget jeg kan nå på en dag. Hun svarer, at det kommer helt an på, hvor gode ben og hvor meget retningssans jeg har. På bykortet sætter hun fem krydser, som hun mener, jeg burde være i stand til at nå inden aften.
Lunt efterår er højsæson
Fra banegården og nordpå til Kinkaku-Ji er der cirka 10 kilometer. Det er dog let at finde vej, da infrastrukturen minder om den i USA, hvor lange lige boulevarder og hovedveje udgør et overskueligt infrastrukturelt net. Der er 22 grader og sol fra en skyfri himmel i begyndelsen af november, så midtvejs ryger skjorten i cykelkurven.
Det skal vise sig, at det slet ikke er uden for sæsonen. Faktisk er det højsæson, da efterårsløvet i samspil med de historiske rammer udgør et eftertragtet sceneri. Da jeg nærmer mig indgangen, går det op for mig, at jeg muligvis er den eneste, der ankommer på cykel, men i den grad ikke er den eneste turist.
Da jeg kommer ind på templets grund, står der ansatte og genner horderne videre, så de ikke klumper sammen ved det oplagte fotospot til at fange Guldpavillonen. Vandet i søen ligner et spejl med en perfekt refleksion af de forvoksede bonsai-træer og den guldbelagte hovedattraktion. Der er for mange mennesker til for alvor at lade roen overmande en, men der er alligevel noget meditativt over stedet. Man kan ikke høre trafikken, fuglene kvidrer, og fuldvoksne karper glider lydløst gennem vandet.
Man skal følge en fastlagt rute rundt på templet, og man ender med at blive sluset ud gennem en tragt, hvor der sælges spisepinde, duftlys, japanske kager og grøn te. Jeg nøjes med en kaffe fra en af de talrige drikkevareautomater, der står på hvert andet gadehjørne, og hopper tilbage i sadlen med kurs mod Ryõan-Ji 10 minutter derfra.
Ryõan-Ji er et af Kyotos mange zen-templer, hvor sirligt revne småsten er lavet til rene kunstværker. De stenede haver kaldes sekitei, og man kan sagtens sætte sig ind i, at det må give en indre ro af skabe så perfekte mønstre.
Det kunstneriske islæt matches godt af en kalligrafiudstilling
inden døre, hvor skrifttegn i mandshøjde imponerer mere end de
hellige sten udenfor. Man kan endda få skrevet sine egne tegn i
medbragte hæfter eller helt nye fra templets butik, som en række
unge kvinder sidder og skriver skønskrift i.
Jeg har købt mig fattig i kalligrafi-ruller i Kina, så jeg
afholder mig fra at udbygge samlingen og går i stedet ned mod
dammen, Kyoyo-Chi, der svøbt i efterårsfarver skulle være Kyotos
smukkeste af sin slags. Den er også betagende, men af en eller
anden grund finder jeg mere ro ved en stor stenbuddha, som skuer
saligt frem for sig omkranset af høje træer.
Det er snart middag, og jeg har mange flere krydser på kortet, som cykeludlejningen gav mig. Derfor suser jeg determineret forbi flere templer og paladser, der trækker i mig som en magnet.
Solnedgang over Shõren-in
På vej fra det nordvestlige til det nordøstlige Kyoto glæder det mig, at jeg er på cykel. Jeg er nærmest fri som fuglen og gør undervejs stop, hvor jeg snakker med en gruppe drenge, der træner baseball, og får en kort snak med en pædagog i en børnehave, som morer sig over billederne af mine blonde døtre på to og fem år.
På vej mod Chion-In kører jeg på en sti, der kaldes "Filosoffens Sti". Solen begynder så småt at bevæge sig ned mod horisonten, og lyset får de kimonoklædte kvinder på eftermiddags-vandring til at ligne skikkelser fra en svunden tid.
Chion-In ligger gemt bag høje træer, så her er allerede mærkbart køligere. Derfor bliver jeg kun et kvarter, da mit indre kompas fortæller mig, at der burde være sol over Shõren-In tæt på.
Jeg spurter ned mod cyklen, træder igennem på pedalerne og køber billet, inden tre skoleklasser når at nå blokere indgangen. De mange skolebørn sætter en prop i, hvilket betyder, at jeg let og uforstyrret kan gå op på en sti med et ubetaleligt udsyn over templet og Kyoto.
Jeg er helt alene og ikke en vind rør sig. Her er så stille, at jeg kan høre skolebørnene pjatte i det fjerne. Udsigten er ren terapi, og selv om klokken kun er 17, har jeg oplevet mere på en dag, end min bedstemor oplevede på et helt liv.
Geiko fuldender dagen
Jeg skal forbi det berømte Gion-kvarter, inden jeg skal aflevere cyklen og nå mit tog. Kvarteret er kendt for sine hyggelige handelsgader og de gamle træhuse, der både er private hjem, tehuse, restauranter og små butikker. Kvarteret er dog især kendt for dets geishaer, der dog hedder geikoer i Kyoto. Geisha betyder "kunstner" eller "barn af kunsten", mens geiko betyder "barn eller kvinde af kunsten".
En stor del af romanen og filmatiseringen af "Memoirs of a Geisha" foregår i disse fotogene gader, og jeg spejder længe efter en ægte geiko med hvidmalet ansigt. Jeg må dog nøjes med en masse billedskønne studerende fra byens universitet. De promenerer op og ned ad handelsgaden Shijó-dõri som fører direkte op til Yasaka-helligdommen. Endnu en attraktion jeg må smide på "to do"-listen.
Jeg falder i snak med to jurastudiner og en økonomistuderende kvinde i begyndelsen af 20'erne, der på ganske forståeligt engelsk spørger, hvad jeg synes bedst om i Kyoto.
Det er svært hvis ikke umuligt at svare på efter 12 timer i byen. Jeg vælger at svare, at jeg kan lide hele byen, og at jeg er nødt til at komme tilbage og spendere længere tid for at give et kvalificeret svar. De remser i munden på hinanden en masse templer, restauranter og favoritsteder op, som jeg lover at gæste.
Mørket har sænket sig over Kyoto. Jeg tænder lygterne på cyklen og begiver mig af sted mod cykeludlejningen. Jeg beslutter at smide kameraet i tasken, da jeg alligevel ikke orker at tage flere billeder. Lige da jeg skal til at gemme det væk, hører jeg en bil bremse foran mig. Jeg kigger op og ser et kridhvidt ansigt tone frem i halvmørket. Jeg tager et billede af ren og skær refleks. En geiko er foreviget. Dagen er fuldendt.