Simon Staun
Foto: Simon Staun

I vandmandens tegn

Det startede ellers med drømmen om paradis. Rygtet ville vide, at indoneserne er venligtsindede folk med en fantastisk madkultur. Det er som sagt det problem med rygter, at de kun passer hver anden gang. Den daværende økonomiske situation og den medfølgende inflation, havde gjort pengene næsten værdiløse.

Fint for os, men et mareridt for befolkningen. De var ludfattige, og mente, at det var vores pligt at sparke gang i økonomien. Derfor blev opholdet i specielt Kuta på Bali, en lang ørkenvandring for at undgå endog meget pågående sælgere, der ikke skyede nogen midler for at sælge eller snyde. I enkelte tilfælde spændte de endda ben eller spyttede efter os, hvis vi ikke gennemførte en påbegyndt handel. Oftest startede de med priser på 200 dollars for et kopiur, hvilket betød, at man allerede der følte sig groft provokeret.

Barbatalje

Selvfølgelig er det tilladt at prutte om prisen, men når man plejer at høvle mellem halvdelen og to tredjedele af prisen, stod man stadigvæk tilbage med en kummerlig pris. Da dette gadesælgerhelvede blev for meget, drog vi østpå til naboøerne Lombok og Gilitrillingerne.

Der kunne man i højere grad slappe af, dog med den forudsætning, at man ikke skulle regne med at se solen. Efter næsten en måned i Indonesien blev det dog for meget for humøret, der led meget under de vedvarende heftige regnskyl. Det endte i en efterhånden klassisk barbatalje, der virkelig bragte sindene i kog. Dog ikke mere end vi dagen efter kunne rejse tilbage til Bali i fred og fordragelighed.

Naturen var alligevel fascinerende uden solstråler. Alt var frodigt, og risterrasserne svømmede næsten over med de uendelige vandmængder. Vores køreture blev ofte afbrudt, da vejene pludselig forsvandt for næsen af os.

Det bragte os ad mange omveje, og en dag forbi et lokalt bryllupsoptog. Det studerede vi på tæt hold, hvilket gav mange generte smil fra de piger, der ikke var giftemodne endnu. De var alle iført ens dragter, der var af traditionelt balinesisk snit.

Souvenirjagt

Mange strandbesøg blev det heller ikke til. Så i stedet brugte vi adskillige timer på at handle de karakteristiske træfigurer. Efter et par dage var vi hårde i filten, og handlede så selv de lokale må have været imponerede over den nordjyske kræmmermentalitet. Vi kørte i en lejet bil rundt til forskellige småbyer, hvor vi fik lov at se værkstederne. Det var unægtelig anderledes forhold end derhjemme. Men utroligt, hvor dygtige håndværkere de var, på trods af det sparsomme udvalg af værktøj.

40 kilo souvenirer blev det til. De skulle naturligvis sendes hjem, da vi ikke kunne overskue at rejse rundt med sådan en oppakning i Australien. Tidsfordrivet på øerne gik fortrinsvis med kortspil og udforskning af de lokale væsker med procenter i. Specielt på Lombok fik den hvad den kunne trække, hvilket en morgen resulterede i at Niller, vores rejseven fra Horsens, fik beskeden af en letlevende pige: "If you don't have any money- my boyfriend will cut off your banana." Så kan det nok være, at han fandt læderet frem og betalte ved kasse et!

Vi var efterhånden blev rigtig gode venner med de horsensianske bekendte, og bestemte os derfor at rejsevidere sammen gennem Australien efter en måned i Indonesiens "vandland".