Øen Palawan er hovedøen i den vestligste provins i Filippinerne. Den kaldes for "The Last Frontier" - den sidste grænse - og ikke uden grund. Man er meget langt væk fra alting, når man først er fløjet fra København til Bangkok, videre til Manila og derfra med propelfly til Puerto Princesa, Palawans tilbagelænede hovedby.
Byen har ikke meget at byde på. Hverken kulinarisk, arkitektonisk eller historisk. Derfor skal der ikke megen overtalelsesevne til fra en lokal knallertchauffør, før kæresten og jeg fræser hen over de hullede veje mod havnebyen Sta. Lourdes Tagbanua 12 kilometer østpå, hvorfra man kan leje sin egen båd og blive sejlet ud til bugtens mange attråværdige attraktioner.
På den ramponerede mole er der overraskende ingen belastende, belemrende kaptajner eller horder af unge lakajer, der forsøger at kapre kunder ved at rykke i én, råbe højlydt eller vifte med alverdens farvestrålende brochurer. Alle holder en høflig distance fra deres små hytter og boder.
På havnekontoret kan man gå relativt ubemærket hen og betragte et falmet søkort, hvorfra man kan vælge tre øer ud, man gerne vil opleve. Prisen er fast som den cement, molen er støbt i. 150 kroner pr. person for en hel dag med egen kaptajn. Ikke nogen uendelig prutten om priser og usikkerhed om, hvorvidt kaptajnen er tilfreds med hyren og overvejer at smide en over bord midt i hajfarvand. Bare betal og om bord.
Fantasifulde koraller
Man kan sejle fra tidlig morgen til sen aften for samme pris. Så på vores 10 timer lange øhop taler vi om en timepris på 15 kroner, hvilket er rasende billigt selv i Sydøstasien. Vi beslutter os for tre af de mest populære øer i Honda Bay: Snake Island, Shellfish Island og Pandan Island, der alle ligger en halv til en hel times sejlads fra molen.
Nogle øer er kendt for fantasifulde koraller, der ligner landskaber på fremmede galaksers planeter. Andre for deres mange stjernefisk eller drømmesmukke lange, uberørte strande.
På nogle af øerne skal man hoste op med 25 eller 50 pesos for at gå i land. Hvilket er få kroner. De penge er givet godt ud. Især hvis man er på jagt efter skygge under en palme eller en hytte at spise sin medbragte mad i.
Skoldhed cola
Man kan ikke købe mad på ret mange af øerne. Og de steder, hvor man kan, skal man ikke være kræsen. Spiser man ikke friskfanget fisk, kan man godt glemme alt om at stille sulten.
Af de tre øer, vi havde valgt ud, kunne man kun købe mad på Snake Island - ikke slange retfærdigvis - men masser af fiskearter, jeg aldrig har set eller smagt før. Foruden blæksprutte, jeg aldrig får lyst til at putte i munden i 35 graders varme. Samme temperatur som de colaer, man kan købe i øvrigt.
Blide bølgebrus
Jeg nøjes med et par poser skaldyrschips for trods alt at fastholde det maritime tema, mens jeg mindes, hvordan min mor fortalte mig, at man kunne blive beruset af kogt cola. Jeg føler mig i hvert fald lettere opløftet under hele turen, hvor vi helt alene med blide bølgebrus som eneste selskab slikker sol på en 300 meter lang strandtunge og snorkler mellem de mest farvestrålende fiskestimer.
De eneste minusser er, at man skal hjem igen samme dag, og at man ind imellem deler øerne med asiatiske turister, der gerne medbringer forkætrede ghettoblastere, som desværre ikke holder sie
sta. Tilgangen til en dag på stranden er unægtelig lidt anderledes end hos de få vestlige turister, der grangiveligt dyrker roen og idyllen frem for karaoke i Guds frie natur.
Heldigvis er problemet ikke større, end at man kan beordre sin kaptajn til at lægge fra land og sejle videre mod endnu af de vidunderlige strande, der stikker snuden op i Honda Bay.