Manila er på godt og ondt en asiatisk metropol. Lige så besnærende og berigende den kan føles, lige så omklamrende og beskidt kan den tage sig ud. Derfor kan man ind imellem føle sig tvunget til at forlade glasgiganterne, taxastrømmene og gadekræmmerne. Jeg besøgte tre attraktioner, der hver for sig ikke berettiger at rejse helt til Filippinerne, men samlet kan være et argument for at indløse billet.
Første stop er Pagsanjan-floden to timer sydøst for hovedstaden. På disse kanter er floden, der udspringer ved Banahaw-bjerget, et af de mest populære turistmål og en vigtig kilde til mad og vand for de lokale.
Mange lokale tjener faktisk en stor del af deres årsløn ved at sejle turisterne frem og tilbage på floden i små kanoer, bancas, der møver over stenfyldte bunde og gennem små klippepassager.
De kalder det selv rafting, hvilket måske er at tage munden for fuld. Men for dem, der aldrig har sejlet på en til tider ufremkommelig flod, kan der være ganske actionfyldt.
Det mest spektakulære indslag undervejs på vej mod vandfaldet Magdapio er mændene, der styrer vores kano. De to bangkeros er ikke større end danske teenagedrenge og afpillede som et par magre kyllinger. Men de knokler løs med både pagaj og bare ben, når de tunge danskere skal skubbes, hives og trækkes over syleskarpe sten. Kanoerne holder mirakuløst hele vejen frem til det 120 meter høje vandfald, som man på en interimistisk tømmerflåde kan sejle lige lukt ind i.
De sydkoreanske turister skriger, som var det porten til helvede, de sejlede gennem. Men selv om vandet larmer som jetmotorer, er der ingen grund til bekymring. Alle vender helskindede, men vådskoede tilbage til fast klippegrund, hvor de kan beundre sjældne orkidéer eller jagte nysgerrige aber, inden man transporteres tilbage til udgangspunktet, hvor den uundgåelige drikkepengekonfrontation finder sted.
Den falske dræberhval
Næste stop er Ocean Adventure ved Subic Bay to timers kørsel vest for Manila. Den maritime park kalder sig Sydøstasiens eneste marinepark i åbent vand. Altså kan deres havpattedyr leve i rigtigt havvand frem for store lukkede bassiner.
En påstand jeg ikke har kunnet be- eller afvise. Under alle omstændigheder overraskede parken mig positivt med de mange spektakulære hval- og delfinarter, hvoraf man kan svømme med flere.
For indgangsbilletten kan man opleve flere løjerlige shows med delfiner og søløver præcis som i mange andre lignende attraktioner. Men smider man få hundrede kroner, kan man få lov at svømme i ca. 20 minutter med parkens legesyge falske dræberhval eller halvspækhugger, som dens danske navn er, samt et par af de mest velopdragne delfiner.
Halvspækhuggeren tilhører faktisk delfinfamilien, men dens udseende gør, at den har fået navn efter en anden typisk indbygger i maritimparker. Den legesyge halvspækhugger kan blive op til seks meter lang, hvilket er en meters penge mere end imødekommende Tonker, som jeg får lov at svømme med. Fem meter er dog ret frygtindgydende fordelt på mere end et ton, når man kan løfte hele sin krop fri af vandoverfladen. Faktisk kan Tonker som en flyvefisk svæve flere meter gennem luften, inden den bryder gennem vandoverfladen igen. Pladask!
Jeg får lov til ride på dens ene luffe, der også kaldes albuen. Det virker som om, at det går lige så hurtigt, som stod jeg på jetski, og skummet sprøjter til alle sider, mens vi sammen borer os gennem det lune vand. Efterfølgende begynder den på sine karakteristiske høje gnække- og klikkelyde.
Den kigger længe på mig og omfavner mig næsten med dens luffer. Meget rørende. Selv om man ved, den er trænet i årevis for at kunne agere således, skal man være skabt af koldt stål for at ikke at blive påvirket af samværet og omfavnelsen med et havdyr af den kaliber.
17.000 amerikanske kors
Man bliver også rørt tilbage i Manila på den amerikanske kirkegård, Manila American Cemetery and Memorial, hvor 17.206 soldater er begravet. Flertallet amerikanske. Også 570 filippinske soldater, der kæmpede og blev dræbt ved deres side i hjemlige farvande og i særdeles omkring Ny Guinea er stedt til hvile på denne prangende lokalitet.
Hver eneste soldat ligger under et blændende hvidt marmorkors. Kirkegården er mere trimmet end en prima golfbane. Ikke et blad vender forkert. Ikke et græsstrå er klippet skævt. Helt i trit med den fremtoning, det friserede amerikanske militær sigter efter at signalere.
I to timer er vi de eneste besøgende. Derfor kan vi i ro og mag gå rundt og studere 25 enorme mosaikker, hvor man kan læse og grafisk se alle de søslag, amerikanske fartøjer deltog i under Anden Verdenskrig i Stillehavet. Ud over at få et indblik i, hvor omfattende indsatsen var for at trænge japanerne tilbage i egne havne, kan man forsøge at kapere samtlige navne på de mere end 36.000 soldater, hvis lig aldrig blev fundet. De er opdelt efter, hvilken af de amerikanske stater de kommer fra, og det tager ikke lang tid at finde en Jensen, Hansen eller Pedersen blandt de faldne.
Stilheden får en til at glemme, hvor voldsomt deres endeligt har været. Og den til tider enerverende støj fra Manilas spektakelfyldte gader glemmer man hurtigt, mens man forsøger at forstå, hvordan 50.000 amerikanske soldater endte deres dage så langt hjemmefra.