Få hundrede meter efter indgangen til Iwahig Penal Farm passerer taxien en indsat, der vifter med en drabelig machete. Han stopper op, da vi ruller forbi ham. Og smiler. Heldigvis. Ellers ville det have været en barsk entré til et åbent fængsel med mere end 1500 indsatte.
Trygheden lider endnu et knæk, da vi ankommer til det eneste sted, hvor turister må omgås og tale med de indsatte: souvenirbutikken. Mellem armbånd, nøgleringe og træfigurer ligger kampsportsvåbnet nunchakuen, politistave i træ og bestialske knive.
I et fængsel med fanger på livstid virker det temmelig foruroligende, at de indsatte producerer våben. Jeg prøver at forestille mig et dansk fængsel, hvor fire HA'ere sidder og snitter køller i et sløjdlokale, mens Bandidos er i gang med at smede knive ved siden af. Heldigvis kommer en vagt og beroliger mig med, at det udelukkende er de ufarlige "minimum inmates", der producerer og sælger våbnene.
Det er dog heller ikke våben, der sælger bedst. Nøgleringe med fængslets navn, kløpinde med indgraveringer og flettede kurvetasker er klare favoritter.
Souvenir lig med mad
Jeg lusker af og kommer ved et behændigt tilfælde over i en tilstødende bygning uden opsyn. Det er den gamle "Recreation Hall" fra 1924, hvor der gennem mange år blev opført skuespil og underholdt fra lokalets store scene. I dag benyttes den engang så prominente sal kun til badminton, selv om de flotte farver på panelerne og udskæringerne stadig anes til trods for det ekstremt fugtige klimas påvirkning.
Scenegulvet er gennemhullet og livsfarligt. Gulvet i resten af salen har også kendt bedre dage. Og da monsunregnen for mange år siden har gnavet sig gennem taget, kan det være en farlig affære at spille badminton. Alligevel er der stuvende fuldt hver eftermiddag, når "medium"-fangerne fra rismarkerne smider deres blå trøjer og skal slappe af med fjerbolde. Lige nu er her gabende tomt.
Lige indtil to indsatte ankommer og spørger, om vi vil købe en taske, som det har taget adskillige timer at lave, men som alligevel blot koster 15 kroner. Et tilbud, der er svært at sige nej til, når man mod stedets reglement «interviewer« i stedet for blot at observere.
Kvaliteten er fin, og de rosende ord preller bestemt ikke af på Manuel, der hver aften får de sene timer til at gå med fletning. Han fortæller, at det ikke kun handler om at have noget at give sig til i de mørke timer, men i særdeleshed om at kunne tjene nogle ekstra pesos.
- Den mad, vi får herinde, er simpelthen ikke tilstrækkelig. Ikke når man arbejder i rismarkerne en hel dag og også gerne vil leve lidt, når man holder "fri". Derfor køber vi ekstra mad for de penge, vi tjener, fortæller han.
Hans kammerat Paolo, der bestyrer fængslets ramponerede badmintonbane, viser med en hovedrysten, at han er enig. Kosten er slet ikke tilstrækkelig. Og på ingen måde for en muskuløs gut som ham.
Bliver i fængslet
Paolos helle er indrettet i stueetagen, hvor han har sit eget styrketræningsrum med få hjemmelavede håndvægte. Betragter man hans velproportionerede overarme, står det klart, at han også bruger en del af sin tid på den etage. Det er fordelen ved at være "minimum inmate". En bruntrøje. Man kan træne og har friheden til at komme tæt på folk udefra. Fra den"virkelige verden. Måske turister fra den anden side af Jorden, der kan fortælle om livet i fremmede lande eller hjælpe til med at få en halv time til at gå lidt hurtigere.
Paolo skuer nervøst mod indgangen til badmintonhallen, mens vi snakker. Mest for vores skyld. Han ved, at der bliver slået hårdt ned på journalister, der ikke på forhånd har aftalt besøget med hovedkontoret i Manila. Hans egen røv frygter han ikke så meget for. Når han om mindre end et år bliver løsladt, fortsætter han med at arbejde på et af fængslets kontorer.
- Ja, min familie bor godt nok i Manila, men jeg har besluttet mig for at blive her, når jeg løslades, forklarer han med et blik, der indikerer, at den beslutning måske også rummer svaret på, hvorfor han havnede her i første omgang.
Fangetrøjer til salg
Nedenfor kommer en gruppe «blåtrøjer« hjem fra dagens første dont i rismarkerne, der som usynlige tremmer omgiver fængslets kerne mange kilometer i alle retninger. De begynder straks at råbe op, da de ser en blond fyr, og spørger om alt fra, om man kender Leonardo DiCaprio eller David Beckham privat, til, om man har set Hollywood. Eller Bollywood.
Spørgsmålene hagler ned over en, og det er umuligt at svare, inden næste salve er skudt af sted. En vagt skynder på dem, og de vinker og hilser, inden de fortsætter mod deres barakker og frokosten i messen. Selv ikke bag tremmer kan filippinernes gæstfrihed knægtes.
Jeg får afsluttet handlen med Manuel og beslutter mig for ikke at prutte om prisen. For at have det lidt godt med mig selv betaler jeg næsten dobbelt pris for tasken. De 15 kroner gør ham sikkert bedre end mig. På vej mod udgangen trækker flere af de indsatte fra rismarkerne ud på hovedvejen, hvor de forsøger at sælge blå og brune T-shirts med fængslets logo. De orange sælger af en eller anden grund ikke så godt.