I december 2019 var jeg på en pressetur til Oman på Den Arabiske Halvø, og blot to måneder senere rejste jeg igen mod øst, da jeg skulle med hele familien til Borneo, hvor Brunei ligger placeret som et lille frimærke på en gigantisk kuvert. Borneo er verdens tredjestørste ø, mere end dobbelt så stor som Tyskland. Den er delt mellem Malaysia og Indonesien, som ligger henholdsvis mod vest og syd.
Der er markant forskel på de to landes dele af øen, men den største forskel møder man, når man gæster Brunei, som er lidt mindre end Sjælland og har omkring en halv million indbyggere.
Da vi primært skulle opholde os omkring Kota Kinabalu på den nordvestlige del af øen, var det oplagt at kombinere ferien med et besøg i Brunei. Som medlem af De Berejstes Klub kunne jeg ikke kapere tanken om at være så tæt på et ubesøgt land og ikke slå et smut forbi. Men resten af familien magtede ikke mere logistisk postyr efter rejsen fra Danmark med flyskift i Singapore og meddelte, at de ville blive på hotellet, mens jeg tog på enmandsekspedition.
Jeg forhørte mig hos talrige lokale rejsebureauer, der enstemmigt fortalte mig, at det var omsonst at foretage turen i bil. På grund af landets løjerlige opdeling, hvor den østlige del af landet ikke hænger sammen med den vestlige, kommer man til at bruge timevis på at krydse grænser.
I stedet for en køretur på syv-otte timer tager jeg et fly, som foretager turen på blot 30 minutter. Jeg er ellers ved at skide i bukserne, da vi flyver forbi hovedstaden Bandar Seri Begawan og fortsætter 10 minutter mod syd. Det er heldigvis udelukkende for at vende flyet, så min puls falder betragteligt, da jeg igen ser hovedstaden og dens mange enorme moskéer nærme sig.
Skæg med helende kræfter
Lufthavnen er relativt lille og overskuelig, og jeg finder hurtigt frem til det sted, jeg har aftalt at mødes med en lokal chauffør, Nisa, som jeg fandt via den glimrende app Dart. Der findes nærmest ingen taxier i Brunei, og de, der findes, er relativt dyre. Hun kører mig direkte ind til centrum af byen, hvor hun foreslår, at jeg begynder mit besøg med en tur på Royal Regalia Museum i stedet for den nærliggende Omar Ali Saifuddien-moské.
Jeg tager mod rådet og indfinder mig 15 minutter senere i indgangen, hvor jeg skal sætte mine sko. Ved skranken får jeg besked på, at både kamera og mobil skal opbevares i aflåste skabe.
Jeg lister af sted i strømpefødder på det spejlblanke og usædvanligt kølige gulv. Museet er en overdådig udstilling med de ekstravagante gaver fra hele kloden, som sultan Hassanal Bolkiah har modtaget. Han overtog tronen i 1967 og har dermed været overhovedet i imponerende 53 år.
Gaverne minder mig om lignende udstillinger i tidligere sovjetstater, hvor jeg har besøgt museer for Stalin og Lenin. Intet kan dog måle sig med guldvognen i Royal Regalia Museum, som blev benyttet til kroningsceremonien i 1967. Det ligner noget fra en Hollywood-film, hvor fantasien er løbet løbsk.
Men her er skønt afkølet, og det er dumt ikke at afsætte en halv time, når man alligevel er her. Jeg bliver dog mere imponeret over den nærliggende moské, Omar Ali Saifuddien, der med sine snorlige bede, springvand og en kunstig sø er hovedstadens mest betagende bygningsværk.
Corona holder de kinesiske turister hjemme. De udgør 90 procent af turisterne i Brunei, som derfor er skøn at bevæge sig rundt i på egen hånd. Alle, jeg møder i og omkring moskéen, hilser og spørger, hvor jeg kommer fra. En vagt, der helt forventeligt hedder Muhammad, foran indgangen er sikker på, at han har set mig spille for Chelsea, hvilket jeg desværre må afvise. Det afholder os ikke fra at tage en lang snak om britisk fodbold, mens jeg damper af i skyggen.
Den indvendige del af Omar Ali Saifuddien-moskéen falmer lidt sammenlignet med det ydre. Men roen forplanter sig i hele kroppen, da jeg sætter mig på gulvtæppet bagest i det store rum, hvor turister anvises en plads.
Da jeg træder udenfor, sidder Muhammad og tygger på sit lange skæg. Han noterer min undren og forklarer hvorfor.
- Hvis man har maveproblemer, hjælper det at tygge på sit skæg. Det er et gammelt husråd, siger han og gumler lystigt videre.
Jeg takker for rådet og lover at lade mit skæg gro. Jeg kan dog ikke love ham, at jeg konverterer til islam, som han opfordrer til.
- Jeg kan se på dig, at du ville være en god muslim. Muslimer er gode mennesker, siger han med et smil.
Det er selve essensen af at rejse, at man møder de mest fortræffeligt rare mennesker, som understreger, at det gode lever i alle racer og farver.
Bruneis frønnede Venedig
Inden rejsen har jeg læst en del rejseblogs om Brunei, hvor flere har anbefalet den flydende bydel Kampong Ayer. Flere steder omtalt som Sydøstasiens Venedig. Hvis Venedig bestod af ramponerede træhytter, så ja …
Jeg finder let ned til floden - Brunei-floden såmænd - og hyrer en ung mand til at sejle mig over. Det koster en enkelt dollar, der svarer til fem kroner. Turen tager heller ikke mere end tre-fire minutter, og da han sætter mig af på en ramponeret træmole, er jeg taknemmelig for, at jeg tankede op med vand inden.
Der er brølende varmt. 36-37 grader og en luftfugtighed, som er tæt på at slå mig omkuld. De mange broer mellem husene er for det meste uden overdækning, så jeg går direkte i middagssolen uden skygge. Jeg sender mine børn en kærlig tanke og glæder mig på alles vegne over, at de blev på hotellet.
Det er tirsdag, og de fleste beboere er på arbejde inde på fastlandet eller i skole. Eller holder sig indenfor, hvilket giver god mening. Jeg går fra den ene ende til den anden og tilbage igen på en lille times tid. Og drikker halvanden liter vand undervejs. Da jeg kommer tilbage til udgangspunktet, ser jeg en mand, der er i gang med at vande tre fuglebure. Med fugle i. Det er jeg nødt til at spørge ind til.
Fugleglade Muhammed
Det viser sig, at den fugleglade mand også hedder Muhammed. Dog med e. Hvad er oddsene lige for at gå rundt i Odense og møde to tilfældige mænd, der hedder Jens?
- Du kan bare kalde mig Ali. Lige som Muhammed Ali bare uden Muhammed, siger han og ler, mens han slukker vandslangen.
Ali er 65 år og pensionist på sjette år efter seks år som politimand og 25 år som ansat i regeringen. Han er født op opvokset i Kampong Ayer, der først de seneste årtier har tiltrukket sig opmærksomhed fra turister. I årtier kom man her kun, hvis man boede her eller skulle på besøg.
- Jeg har boet i mit hus siden 1978. Jeg er opvokset i nabohuset, som min bedstefar opførte for 80 år siden. Jeg elsker roen herude og kunne ikke forestille mig at bo noget andet sted. Her er god plads til alle mine fugle, siger Ali og begynder at remse op, hvor mange fuglearter han har.
En af kronjuvelerne i samlingen er den gulnakkede beostær, som har særlige talenter.
- Salam aleikum, salam aleikum, skræpper den, mens Ali klapper begejstret.
Han har lært den at sige flere ting, men den velkendte hilsen med ønsket om fred er kendt af de fleste. Og hvem ønsker ikke fred? Og ro.
- Jeg kan godt lide, at Brunei ikke drukner i turister som resten af Borneo. Vi kan passe os selv, og livet er virkelig godt i vores lille smørhul, siger Ali, inden jeg fortsætter min solotur rundt mellem de farverige huse.
Solen og varmen er ubarmhjertig. Hvilket sætter sine tydelige spor på træhusene. Det skal altså være den helt dyre Gori, hvis malingen ikke skal skalle af efter få sæsoner. De mest frønnede huse er dog betagende på deres egen måde, konkluderer jeg, mens det slår mig, at jeg aldrig ville tage billeder af postkasser, vasketøj og potteplanter derhjemme.
Kampong Ayer har naturligvis også en moské, men den dropper jeg at besøge, da jeg stadig har en af de helt store moskéer til gode. I stedet lader jeg mig lokke af guitarspil og drengestemmer.
Det er de to teenagere Abdul og Hamizad, der sidder og jammer på verandaen foran Abduls hus. De bliver flove over, at jeg har hørt dem spille. Det hjælper ikke, at jeg fortæller, jeg er musikredaktør på en avis.
De kunne godt ligne medlemmer af et asiatisk boyband med deres kridhvide skjorter, lige så hvide undertrøjer og de blændende tandpastasmil. Vi snakker lidt om, hvilken musik de lytter til.
Det slår mig, at globalismen og internettet har forandret verden markant i forhold til mine første rejser for 25 år siden, hvor det var utænkeligt, at en person fra Danmark og Brunei ville kende så mange af de samme bands. De har hørt om MØ, selv om de ikke kender H.C. Andersen. Det griner jeg ad, mens jeg går tilbage for at fange en båd til returen.
Jeg har tilbragt tre timer i pælebyen, og selv om den naturligvis blegner totalt sammenlignet med Venedig, kan jeg mærke, at jeg aldrig kommer til at glemme mødet med Ali, beostæren og det kommende bruneiske boyband.
Farverigt marked som finale
Jeg har aftalt med min chauffør, at hun henter mig og kører omkring Jame’ Asr Hassanil Bolkiah-moskéen og Gatong-markedet tæt på lufthavnen. Vi napper også det eksorbitante sultanpalads, Istana Nurul Iman, der er det største palads beboet af et statsoverhoved i hele verden.
Jame’ Asr Hassanil Bolkiah-moskéen er kun åben for muslimer, og selv om Muhammad tidligere på dagen mente, at jeg ville være en god muslim, er det ikke nok til at komme indenfor. Der er dog også masser af falde i svime over udenfor. Stjerneformede springvand, fascinerende mønstre på fliser og palmer på snorlige rækker. Her er støvsuget for mennesker, og en fantastisk smittende ro.
Det er i sandhed et imponerende bygningsværk, som sammen med Omar Ali Saifuddien udgør de to nationale moskéer. Hele 29 guldbelagte kupler har moskéen, der stod færdig i 1994. Året, Kurt Cobain døde. Det kan ikke være en tilfældighed. Få minutters kørsel derfra finder jeg ud af, hvor alle menneskerne er henne. De er på markedet, som er en eksplosion af farver, dufte og indtryk. Jeg aftaler med Nisa, at jeg har en time på egen hånd, og jeg tror seriøst aldrig, jeg har taget så mange billeder på så kort tid.
Jeg går først gennem fiskemarkedet, der er ved at lukke ned. Stemningen er afslappet, mens der skylles blod væk fra skærebrætter og knive. Kasserne til fisk og skaldyr har forskellige farver, og i loftet hænger der grønne, gule og røde vimpler. Det er ubeskriveligt.
I bygningen med grøntsager, drikkevarer og krydderier er farverne lige så overvældende. Jeg ser grøntsager og frugter, jeg aldrig har set før. Og falder i svime over fluorescerende kager. Jeg nøjes med at købe en pose med saltede cashewnødder. Komplet mæt af indtryk og mørbanket efter et halvt døgn med iagttagelser ad libitum. Sjældent har jeg slubret så mange indtryk i mig på en enkelt dag.
Det tager 20 minutter fra markedet, før jeg står ved gaten i lufthavnen. Det var den helt rigtige beslutning at bruge en dag i Brunei på egen hånd, konstaterer jeg, mens jeg betragter det klejne fly fra Royal Brunei Airlines på den anden side af glasset.
- Jeg tror aldrig, at nogen person har set så meget af Brunei på en enkelt dag, skriver Nisa i en besked på Whatsapp, da jeg et par dage sender hende en billedmappe med mine udvalgte Brunei-billeder.
Jeg er tilbøjelig til at give hende ret.